Flere undersøgelser peger på, at unge har et negativt syn på kroppen. En Epinion-undersøgelse foretaget for P3 i februar 2024 viser, at flere end hver fjerde af de 15-31-årige (26 procent) er mindre tilfreds eller slet ikke tilfreds med deres egen krop. Blandt de unge kvinder er den andel 32 procent.
P3 Missionen ønsker at undersøge, hvem det er, der påvirker unges spejlbillede, og vil med journalistik og debat gøre unge klar til at reflektere over de kropsidealer, de bliver præsenteret for, der hvor de færdes - herunder på sociale medier, i teknologien, i medier, i skønheds- og modeindustrien, blandt influencers og venner.
Indsatsen kommer til at bestå af en række programmer på P3 – både på lyd, tv, dr. dk, DR’s sociale medier og i en markedsføringskampagne på sociale medier, tv, radio, online og i gadebilledet – steder hvor unge har deres gang.
Skæve kropsidealer
- Der er mange forklaringer på, at en del unge har det svært med deres krop. Men når unge i stigende grad bliver eksponeret for manipulerede billeder og urealistiske idealer på sociale medier, i reklamer og også hos os medier, er det åbenlyst med til at skabe kropsidealer, der er vanskelige eller umulige at leve op til. Samtidig lever vi i en virkelighed, hvor nye industrier sælger os muligheden for at ændre på vores udseende i langt højere grad end tidligere, siger Isabella Hindkjær, der er chef for P3 Radio og Podcast.
P3 Missionen vil starte samtaler med og mellem unge, som kan være med til at lette det pres, som de oplever i forhold til, hvordan de skal se ud. Det gør P3 Missionen blandt andet ved at kigge på de bagvedliggende normer, der skaber skønhedsidealerne. Og ved at konfrontere nogle af de aktører, som beskæftiger sig med de kropsidealer, der dominerer i vores samfund.
’Au natural’ eller ’all in’ – begge dele er ok
- Vi vil gerne være med til at skabe en inkluderende og vidensbaseret fælles samtale om de følelser af utilstrækkelighed, der kan fylde rigtig meget i unges liv og sågar påvirke trivslen negativt, når man har det dårligt med sin krop - uanset hvem man er, og hvordan man ser ud. P3 Missionens ståsted er, at unge må se ud som de vil - hvad enten man har lyst til at være helt naturlig eller gå all in. Samtalen i P3 Missionen skal alene skabe rammen for, at unge forholder sig til deres kropsidealer og kropsopfattelse med øget realisme, refleksion - og måske i sidste ende også lidt mere selvkærlighed, siger Isabella Hindkjær.
Du ser klam ud. Kh _____
Som en del af P3 Missionens indsats vil de unge møde markedsføringskampagnen ’Du ser klam ud Kh…______'. Kampagnen har forskellige afsendere, som P3’s brugere har været med til at kvalificere, som bl.a. ’reklamer’, ’træningsvideoer’ og ’prøverummet’ og kampagnen vil være at finde i både tv og der, hvor de unge er – fx med fysiske installationer i Odense, Esbjerg, Aarhus og København.
Hvor P3 Missionen i det redaktionelle vil have fokus på dialogen med de unge, opfordrer kampagnen til selvreflektion netop i de situationer, hvor de unge har fortalt os, at de negative tanker om kroppen opstår.
- Vi håber, at kampagnen kan være en samtalestarter om de kropsidealer, vi tilegner os hele tiden - bevidst og ubevidst - og alt det, der påvirker vores selvbillede. P3 Missionen formål er at tage fat i et hjørne af det landskab, som omgiver og påvirker unge, og vi håber, at indsatsen vil bidrage til større gennemsigtighed og engagere både unge og vokse i et emne, der fylder meget i unges liv, siger Isabella Hindkjær.
- •
Mere information om P3 Missionen på dr.dk/p3missionen
- •