I 'Kunst til tiden' bliver 10 af Danmarks mest markante kunstnere sat sammen to og to. I fællesskab skal to vidt forskellige kunstnere på 24 timer eksperimentere sig frem til et fælles kunstværk. Men ikke nok med det: Samtidig skal det også tage udgangspunkt i en bestemt periode fra kunsthistorien.
Ane Cortzen er vært, og hun hjælper kunstnerne med den store opgave, de har foran sig. Samtidig tager hun seerne med på en spændende rejse, hvor man undervejs bliver klogere på en række af kunsthistoriens mest skelsættende perioder.
Sammen skal de skabe et værk, der både benytter den givne periodes greb og samtidig har en stærk relevans for den tid, vi lever i netop nu.
Oplev kunstnere samarbejde på tværs af kunstarter
Som seer kan man glæde sig til at opleve, hvordan kunstnerne inspireres af de forskellige perioder og gør sig spændende overvejelser om, hvad det er, der gør tidligere tiders kunstgreb relevante for os i dag.
Der bliver også rig mulighed for at blive klogere på, hvordan kunstnere inden for vidt forskellige kunstarter tænker og arbejder. Det tydeliggøres, når eksempelvis en forfatter og en billedkunstner eller en performancekunstner og komponist skal samarbejde om et fælles værk.
Når det endelige værk er blevet afsløret for seerne, får Ane Cortzen og de to kunstnere besøg af Rhea Dall, som er leder og chefkurator hos O–Overgaden, og hun akkompagneres løbende af forskellige andre kunsteksperter.
Eksperterne betragter, analyserer og vurderer hvert værk – i kontekst af den pågældende periode, men også på værkets egne præmisser som samtidskunst.
Fem perioder, 10 kunstnere
De fem perioder og de 10 kunstnere er som følger:
Romantikken: Korværk, kærestesorg og den storslåede natur. Tre elementer som performancekunstner Filip Vest og komponist Louise Alenius kaster på bordet i deres søgen efter romantikkens væsen og hvilke spørgsmål fra dengang, der igen i dag er relevante. Minimalismen: Ord, stof og lys, der bevæger sig. Minimalismen bor praktisk taget inde i forfatter Naja Marie Aidt og billedkunstner Gudrun Hasle, men undervejs taber Gudrun bogstaverne, mens Naja forsøger at ramme den helt rigtige lyd.
Renæssancen: Øjne på stilke, mad og magt. Forfatter og skuespiller Rosalinde Mynster og kunstmaler Jesper Christiansen har aldrig mødt hinanden før, men de opdager hurtigt, at de deler en fascination for renæssancens mesterværker og ideer.
Surrealismen: Tekstiler, symaskiner og Freuds psykoanalyse. Fotokunstner Trine Søndergaard og billedkunstner Asger Dybvad Larsen vil integrere deres forskellige praksisser og samtidig spejle surrealismen ind i deres fælles værk.
Rokoko: Porcelæn, citroner og pyntesyge. Designer Henrik Vibskov og performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen føler begge rokokoen indeni og elsker at skabe illusioner og arbejde med dekadencen som form.
Stor kunst er både tidløs og bundet til sin tid
DR-redaktør Jytte Bergmann Moll glæder sig til at præsentere seerne for et helt nyt programformat:
- Kunst er både tidløs og bundet til den tid, den er skabt i. Jeg håber, at seerne vil tage godt imod 'Kunst til tiden', der er et ambitiøst forsøg på at trække kunsthistorien op til nutiden. Samtidig giver 10 vanvittigt dygtige kunstnere os indblik i deres arbejdsproces og i hvilke temaer, der stadig er relevante for os i dag.
Alle fem afsnit kan ses fra søndag den 10. november på DR TV, og samme dag kan den første udsendelse ses på DR 2 klokken 21.45. De øvrige programmer fire sendes de følgende søndage klokken 22.00.
For yderligere information, kontakt venligst: Kristina Sindberg · kristina@sindbergkommunikation.dk · 24 86 01 84