Ulrik Haagerup har efter 10 år i DR valgt at fratræde sin stilling som nyhedsdirektør. Ulrik Haagerup kom til DR i 2007 fra en chefredaktørstilling i Nordjyske Medier. Først var han divisionschef i DR Nyheder, og siden 2010 har han været nyhedsdirektør.
I DR Nyheder har han stået i spidsen for en række centrale forandringsprocesser, herunder ikke mindst et stærkere fokus på at skabe en samarbejdende nyhedsorganisation, hvor den enkelte nyhed produceres til flere nyhedsplatforme, og hvor tværgående journalistiske satsninger har fået langt større opmærksomhed. Også den internationale dækning og etableringen af et stærkt netværk af korrespondenter har været en mærkesag for nyhedsdirektøren.
Konstruktiv journalistik skal inspirere
Det er dog i særlig grad ambitionen om, at nyhedsjournalistikken skal bidrage konstruktivt til samfundsdebatten ved både at dokumentere problemer, men også at inspirere til mulige løsninger, som har været drivkraften for Ulrik Haagerup i DR og i den offentlige debat. Han har argumenteret for, at verden ikke har brug for flere, men for bedre nyheder. En opfattelse, han blandt andet har foldet ud i bogen ’En konstruktiv nyhed’, som udkom i 2012, og som siden er udkommet i internationale udgaver på engelsk og tysk. Netop arbejdet med, at journalistikken også skal inspirere og pege på løsninger, er noget, der inspireret flere internationale nyhedsorganisationer, herunder blandt andre britiske BBC samt norske, finske og svenske nyhedsmedier.
Tid til at tage næste skridt
Om sin beslutning om at forlade DR siger nyhedsdirektøren selv:
”Her i marts måned har jeg været i DR Nyheder i præcis 10 år, og jeg er stolt over de resultater, som talentfulde og ambitiøse medarbejdere og chefer sammen har skabt. Vi har næppe tidligere stået stærkere, fordi fokus hver dag er på at samarbejde om at levere høj public service-kvalitet i nyhedsformidlingen på alle platforme. Det bliver vemodigt at sige farvel til DR og til alle de dygtige mennesker, jeg har arbejdet sammen med. Jeg ser dog arbejdet med at fremme visionen om konstruktive nyheder - både herhjemme og globalt – som en naturlig forlængelse af det arbejde, jeg har lavet i DR. Målet er at bidrage til at genskabe og øge tilliden til nyhedsjournalistikken i en tid præget af falske nyheder, unuanceret debat og eroderende forretningsmodeller for ordentlig journalistik. Derfor glæder jeg mig til at arbejde for at placere Danmark og Aarhus i centrum for en global konstruktiv forandring i medieverdenen,” siger Ulrik Haagerup.
Det nystiftede uafhængige ’Constructive Institute’ er blandt andre støttet af fonde, internationale medieorganisationer og af FN. Det skal bidrage med udvikling og implementering af højere journalistiske standarder, analyser, forskning, produktion af uddannelsesmateriale samt et nyt fellowship-program for journalistiske talenter.
DR-formand takker for indsatsen
DRs bestyrelsesformand, Michael Christiansen, siger:
”Så længe jeg har kendt Ulrik Haagerup, har han været drevet af en ægte public service-ambition om at sikre en troværdig og balanceret nyhedsformidling, hvor der er plads til nuancerne. Han har derfor bestemt også en god portion af æren for, at TV-Avisen og Radioavisen i en tid, hvor der er uendelig mange nyhedstilbud at vælge mellem, fortsat vurderes som landets mest troværdige nyhedstilbud. Og at der fortsat er flere hundrede tusinde danske seere, som dagligt finder det relevant at tænde for fjernsynet, når TV-Avisen forsøger at rydde op i en til tider overvældende nyhedsstrøm. Ulrik er en både dygtig og dedikeret nyhedsdirektør, som vi kommer til at savne. Jeg ønsker ham al muligt held og lykke i sit nye job og i arbejdet med den konstruktive journalistik, hvis ambition jeg i høj grad deler, og som vi fortsat vil have fokus på i DR.”
Ulrik Haagerup fortsætter i stillingen som nyhedsdirektør frem til 1. september, hvor hans afløser efter planen skal være fundet. DR vil i den nærmeste fremtid slå stillingen som nyhedsdirektør op.