DR har netop sikret sig rettigheder til at sende fra vinter-OL i Sydkorea i 2018 samt sommer-OL i Tokyo i 2020. Aftalen er kommet på plads efter forhandlinger med Discovery Networks, som har de europæiske rettigheder.
Dermed står det klart, at DRs seere både får masser af vintersport fra Sydkorea og mulighed for at følge for eksempel de danske håndboldlandskampe, atletik, badminton og en række andre sportsgrene, når der er sommer-OL i Tokyo i 2020. DR vil samtidig også sende alle åbnings- og afslutningsceremonier ved både vinter- og sommer-OL.
En vigtig aftale
I DR er mediedirektør Henriette Marienlund meget tilfreds med, at forhandlingerne nu er faldet på plads:
”Vi har lavet en rigtig fornuftig aftale, hvor vi samarbejder med Discovery om at dække to af de absolut største globale sportsbegivenheder. Jeg er kisteglad for, at vi er kommet i mål med aftalen; i særdeleshed på seernes vegne, idet det nu bliver muligt for den brede danske befolkning at få OL direkte hjem i stuen,” siger Henriette Marienlund og tilføjer:
”For DR som public service-medie er det helt afgørende, at vi er i stand til at formidle både små og store sportsbegivenheder til danskerne. Det er således en målsætning i sig selv også at favne bredden og give opmærksomhed til de mange smalle idrætsgrene. Og det kan vi gøre med denne aftale.”
Håndboldlandskampe på DR
Detaljerne om hvilke kanaler, der viser hvilke sportsgrene er endnu ikke endeligt afklaret. Men allerede nu står det klart, at DR har sikret sig retten til at sende direkte fra de danske håndboldlandskampe ved sommer-OL. Dette naturligvis forudsat, at Danmark kvalificerer sig. Derudover vil det også være DR, som sender direkte atletik og badminton fra legene, mens Discovery har retten til at sende landevejscykling og tennis. Øvrige sportsgrene fordeles mellem tv-stationerne senere.
Når det gælder vinter-OL i 2018 vil det være Discovery, som sender ishockey, mens DR har førstevalg blandt de øvrige sportsgrene. Både ved sommer- og vinter-OL får DR desuden mulighed for at sende forskudt fra de sportsgrene, hvor vi ikke kan sende live, sådan at ingen seere behøver at gå glip af de store OL-øjeblikke.
Utraditionelt samarbejde
Den nye aftale mellem DR og Discovery har været længe undervejs. Først havde DR og TV 2 vanen tro nemlig budt på OL-rettighederne sammen via EBU, der er den europæiske sammenslutning af public service-broadcastere.
Ved den lejlighed blev det dog Discovery Networks som erhvervede sig de europæiske rettigheder. Og da de tre danske tv-stationer efterfølgende forsøgte at nå til enighed om fordelingen af de danske rettigheder, strandede forhandlingerne. I sidste ende blev det derfor i en aftale mellem DR og Discovery, at man kunne finde fælles fodslag:
”Både indholdsmæssigt og økonomisk er der tale om en fornuftig aftale, som ligger inden for den ramme, vi på forhånd havde afsat og som samtidig ikke afviger nævneværdigt fra, hvad vi tidligere har betalt for lignende rettigheder. Discovery havde et rigtig stærkt produkt, og vi har muligheden for at bringe det ud til hele den brede danske befolkning – det tror jeg var afgørende for, at vi fandt en fælles løsning. Derudover gør vi i DR en dyd ud af, at samarbejde og lave partnerskaber med alle aktører i markedet,” siger Henriette Marienlund.