"Kvindelandsholdet" er 'Årets Ord 2017'

'Klog på Sprog' og Dansk Sprognævn kårede fredag formiddag 'Årets Ord' live på P1.

  • Det danske kvindelandshold i fodbold sikrede sig sølvmedaljer ved sommerens EM - og ordet kvindelandshold blev årets ord. (Foto: © Mirko Kappes., Type 2)
  • 'Årets ord 2017' blev "kvindelandsholdet". Ordet blev udvalgt i en specialudgave af 'Klog på Sprog' på P1 - live fra Ørestad Gymnasium. (Foto: © Nicolai Dupont, Type 1)
  • 'Årets ord 2017' blev "kvindelandsholdet". Ordet blev udvalgt i en specialudgave af 'Klog på Sprog' på P1 - live fra Ørestad Gymnasium. (Foto: © Nicolai Dupont, Type 1)
1 / 3

Det blev "kvindelandsholdet", der løb med titlen som 'Årets Ord 2017'.

Ord som "#MeToo", "bandekrig, "disruption" og "fake news" var med i opløbet, da Dansk Sprognævn og årets jury fredag formiddag udvalgte det ord, som fremover skal beskrive 2017. Det hele foregik i en specialudgave af 'Klog på Sprog' på P1.

Adrian Lloyd Hughes agerede - som så mange gange før - vært i programmet, der i den særlige anledning sendte fra Ørestad Gymnasium i København.

"Kvindelandsholdet er blevet en positiv måde at tale om, at kvinder kan noget, og de vil noget," siger Adrian Lloyd Hughes.

En positiv kampagne

Det var vært på TV-Avisen og jurymedlem Tine Gøtzsche, som foreslog ordet "kvindelandsholdet" i løbet af programmet.

"Da jeg argumenterede for "kvindelandsholdet", var det, fordi '#MeToo' ikke er et rigtigt ord - det er et hashtag. Kvindelandsholdet har også en masse positiv energi i sig, der rummer al det positive, som er sket for kvinder i år," siger TV-værten.

"Kvindelandsholdet" fik i alt fem stemmer i den endelige afgørelse, mens andenpladsen gik til "disruption" med tre stemmer.

En kompetent jury

Det er 10. gang, at parterne kårer 'Årets Ord'. Den endelige beslutning blev truffet efter heftig debat i årets jury.

Juryen bestod af direktør i Dansk Sprognævn Sabine Kirchmeier, debattør Jens Philip Yazdani, seniorredaktør hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Henrik Lorentzen og vært på TV-Avisen Tine Gøtzsche.