DR Videnskab er fredag gået sammen med DR Vejret, DR Nyheder og Planetariet i København om at lave et tværgående event, som både foregår på dr.dk, DR2 og i Planetariet, hvor alle er velkomne.
Da solformørkelsen foregår en fredag i skole- og arbejdstiden, hvor mange danskere sidder ved deres computere, dækker DR det sjældne naturfænomen direkte, forklarer Lars Rønnow Torp, som er redaktionschef i DR Videnskab.
“Ude foran Planetariet vil vi fra klokken 9.30 give de fremmødte en naturoplevelse, der handler om astronomi, solen, månen og jorden. De bliver guidet af DRs egen Jesper Theilgaard, der viser, hvordan man bruger solformørkelsesbriller, og hvordan man kigger op mod solen. Samtidig vil man få forklaret, hvad der sker og hvordan,” siger han.
Følg med live på dr.dkDR sender web-tv live på dr.dk fra klokken 8.00-12.30, og i løbet af dagen sender DR2 også fra samme signal. DR transmitterer fra Planetariet med værter, videnskabsfolk og skoleelever. Der vil blive stillet om live til Moesgaard i Aarhus, Færøerne, Svalbard og andre steder, hvor solformørkelsen kan opleves.
Alle kan stille spørgsmål til eksperterne, som blandt andet omfatter Tina Ibsen, der er astrofysiker og arbejder i Planetariet. Der vil også være eksperter til stede, som ved noget om solforskning og solformørkelse i kulturelle sammenhænge, for eksempel i ‘Tintin og Solformørkelsen'. Spørgsmålene kan stilles på #DRsolformørkelse.
#DRsolformørkelse
Der er også mulighed for at bidrage til dækningen af solformørkelsen, nemlig via mobilen.
"Vi håber, at folk, der oplever solformørkelsen fredag tager billeder af det og sender dem ind med hashtagget #DRSolformørkelse,” siger Lars Rønnow Torp, som forklarer, at udvalgte billeder vil blive omtalt og vist i tv og på dr.dk.
Total solformørkelse på Færøerne
Det er ikke kun Danmark, der bliver en del af DRs dækning af solformørkelsen. DR1-programmet ’Vores Vejr’ er nemlig flyttet op til Færøerne fra onsdag til fredag, hvor de sender fra. Meteorolog Søren Jacobsen følger solformørkelsen på Færøerne fredag morgen og vil rapportere om begivenheden til seerne på dr.dk og DR2.
”Vi får ofte henvendelser fra seere, der gerne vil vide mere om vejret på Færøerne, og vi har ledt efter en oplagt anledning til at kunne tage derop. Solformørkelsen er en fantastisk ramme at folde ’Vores Vejr’ ud i, og derfor har jeg siden december arbejdet på, at vi kunne sende programmet deroppefra,” fortæller Klaus Wendelboe, der er redaktionel leder på DR Vejret.
Han mener, at Søren Jacobsen er et oplagt valg som vært på programmet fra Færøerne, fordi han har boet og arbejdet der som meteorolog.
’Vores Vejr’ har specialudstyr med til Færøerne, så man kan filme solformørkelsen i meget høj kvalitet, hvis vejret bliver skyfrit, men DR Vejret har også indgået et samarbejde med videnskabsmagasinet Illustreret Videnskab, der har chartret et passagerfly med 50 solformørkelsesturister.
”Vi ved, at der er chartret mange passagerfly, der skal flyve solformørkelsesturister op i Nordatlanten for at få et garanteret skyfrit kig til solformørkelsen. Så selvom det i prognoserne lige nu ser ud til, at der kommer skyer i Danmark og på Færøerne, krydser jeg fingre for, at vi takket være samarbejdet kan vise solformørkelsen fra en garanteret skyfri side,” siger Klaus Wendelboe.
I Danmark vil solformørkelsen betyde, at mellem 80 og 90 procent af solen er dækket. I København begynder solformørkelsen klokken 9.40, den topper klokken 10.50 og slutter klokken 12.
At opleve i stedet for at læse
Når et sjældent naturfænomen som en solformørkelse rammer Danmark, er der en naturlig interesse blandt befolkningen i at opleve det, forklarer Lars Rønnow Torp, som er ansvarlig for dele af eventet.
Han mener, at solformørkelses-eventet er en kæmpe mulighed for at give folk viden om naturfænomenet og samtidig fortælle sjove og pudsige ting, som man måske ikke vidste om solformørkelser i forvejen.
”Man skal gribe chancen, når der er nogle fascinerende anledninger. For os handler det blandt andet om at være der, når det sker, og jeg tror, at eksempelvis skolebørn vil huske viden om naturfænomener meget bedre, hvis de oplever dem i stedet for at læse om dem i en skolebog,” siger Lars Rønnow Torp, der tilføjer:
"Vi håber, folk vil møde op ved Planetariet, og at skoleklasser måske vil gøre det til en del af undervisningen at tage ud i i det fri og opleve solformørkelsen.”
E-mail-adresse: juaj@dr.dk Telfonnummer: 23311105 Afdeling: DR Kommunikation og Presse Navn: Julie Mørkeberg Titel: Journalist Anden kontaktperson Pressekontakt: Yderligere oplysninger