4500 elever laver nyheder med DR og får koncert i Sønderborg

Den 21. og 22. september står skoleskemaet på nyhedsproduktion, kildekritik og klassisk koncert med et internationalt symfoniorkester for 4500 børn i Skansehallen og i Alsion.

  • I løbet af to timer skal eleverne få fornemmelsen af, hvordan det er at være midt i en nyhedsproduktion. De skal træffe en række valg og fravalg, som får indflydelse på, hvordan dagens udsendelse kommer til at se ud. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Erkan Özden er vært for 'I Sandhedens Tjeneste' (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Baltic Sea Philharmonic giver en række koncerter for de 4500 børn i Alsion. (Foto: © Baltic Sea Music Education Foundation, Type 1)
1 / 3

4500 folkeskoleelever vil den 21. og 22. september både komme til at prøve kræfter med at lave nyheder, træffe kildekritiske valg og opleve koncert med det internationale symfoniorkester ’Baltic Sea Philharmonic’, som består af 80 unge musikere fra østersøområdet. DR er nemlig i Sønderborg med initiativerne ’I Sandhedens Tjeneste’ og ’Ind i Musikken’, der har til formål henholdsvis at klæde børn på til at være kritiske nyhedsbruge og give dem unikke musikalske oplevelser. De 4500 børn kommer fra Sønderborg, Tønder, Ribe, Haderslev, Aabenraa, Esbjerg og Sydslesvig.

Prøve kræfter med at lave nyheder

Vært på TV-Avisen Erkan Özden står klar til at tage imod 8., 9. og 10. klasser i Skansehallen i Sønderborg. Her skal eleverne prøve kræfter med selv at lave nyheder og træffe afgørende kildekritiske valg en interaktiv nyhedsworkshop. Erkan Özden ser frem til at være med til at klæde fremtidens mediebrugere på, så de er bedre rustet til at sortere i de mange informationer, de møder, særligt på de sociale medier:

”Jeg håber, at vi kan få unge mennesker til at droppe at køre med ukritisk automatgear, når de færdes på nettet. De skal virkelig huske at slå deres kritiske, manuelle gear til, når de navigerer på nettet,” siger Erkan Özden.

Eleverne har på forhånd sendt deres egne nyhedsindslag ind og deltager i konkurrencen om, hvem der har lavet det mest nytænkende nyhedsindslag. Et dommerpanel udnævner dagens vindere blandt klasserne, som går videre til den store finale i Randers den 29. november.

I løbet af 2016 og 2017 skal over 30.000 folkeskoleelever landet rundt sammen med DR prøve kræfter med nyhedsproduktion og kildekritik.

Eleverne får ’Svanesøen’ i Alsion

Den anden del af DRs tilbud til eleverne i Sønderborg er en klassisk koncert i Alsion Koncertsal med ’Baltic Sea Philharmonic’, som er et internationalt eliteorkester bestående af unge stortalenter fra landene omkring Østersøen. De 80 unge musikere er alle under 25 år og kommer fra blandt andet Finland, Letland, Polen, Rusland og Danmark. De spiller under ledelse af den anerkendte dirigent, Kristjan Järvi. Orkestret har fået adskillige store priser og har markeret sig som et af Europas absolut førende unge symfoniorkestre. I Sønderborg tager orkestret udgangspunkt i et ”svanetema” og vil blandt andet opføre Tjajkovskijs berømte ’Svanesøen’.

Gå på opdagelse i musikken

Leder af DR Musikariet, Dorte Bennike, ser frem til at give børnene en helt unik musikalsk oplevelse:

”Det er min erfaring, at mange børn siger, at klassisk musik er sådan noget for gamle mennesker. Men når de så oplever den

symfoniske musik, så synes de jo, det er fedt. Det er mit håb, at vi giver dem mod på at gå på opdagelse i musikken,” siger Dorte Bennike, som selv er fagottist i DR Symfoniorkestret.

Hun er glad for samarbejdet med Alsion om projektet:

”Det er fantastisk, at børnene får mulighed for at høre musikken i de rammer, der er skabt til musikken. For der sker simpelthen noget unikt, når man kommer ind i de der lidt hellige haller, som en smuk koncertsal som Alsion jo er, og i fællesskab oplever musikken,” siger Dorte Bennike.

Koncerterne bliver ledsaget af undervisningsmateriale i dansk og samfundsfag, der sendes ud inden koncerten. Koncerterne er en del af DR Musikariets ’Ind til Musikken’-projekt, som bringer skoleelever i hele landet ind til klassiske, symfoniske koncerter. Målet er, at 75.000 børn i løbet af tre år vil komme ’Ind i Musikken’.