Alle ved, hvor svært det er at sætte ild til noget vådt.
Men den umulige opgave lykkedes alligevel for et af årets absolutte hovednavne på Smukfest, da verdensstjernen Burna Boy gik på Bøgescenen onsdag klokken 23.30 og satte ild til både fugtig flis, bøgetræer og publikum med hotte afrobeat-rytmer og hede dansemoves.
For en stund fik den 33-årige brandvarme stjerne fra Nigeria den våde, jyske festival til at føles som et varmere kontinent, da han iklædt en hvid skjorte, slips, plyshue og diamantbesatte solbriller tændte godt op for festivalen med sange som 'Location' og 'Tested, Approved & Trusted'.
Med sig på scenen havde han et liveband, som også var on fire. Og her skal det også bemærkes, at halvdelen af Burna Boys løn formodentligt gik op i røg og damp, da hans koncert bød på kæmpe pyro-show på scenen (hey, man skal da leve op til sit brandvarme navn), der tydeligvis må have kostet en formue.
Sidste år gæstede 'The African Giant', som han kalder sig selv, og som også er navnet på hans fjerde album, Roskilde Festival, hvor han gav en koncert, der blev rost til skyerne.
Han har også tidligere gæstet Danmark flere gange og lagde da heller ikke skjul på, at han var glad for at være blevet hyret til den jyske bøgeskov.
- Smuuukfest, are you reaaady to party or what, gentog han begejstret fra scenen, mens hans kæmpe diamanter på fingre og solbriller funklede om kap med ilden fra scenen.
Imens leverede han nogle af sine største hits som 'Last Last' og 'City Boys', der tvang temperaturen op i selv de koldeste kroppe.
Det var nemlig tydeligt, at publikum lod sig smitte af Burna Boys afropopmusik, hvor han både sang på engelsk og nigeriansk. Det føltes flere steder decideret umuligt at stå stille, da de brandvarme rytmer bredte sig i Bøgeskoven.
Flere i publikum brød ud i en form for befriende dans takket været den afrikanske kæmpes musik - og her taler vi både unge, gamle og dem midtimellem.
Og det er netop det, der kendetegner Burna Boy - han er altid garanti for en fest. Det forklarer vært på P3's 'Residensen', Kasper Reippurt, der personligt er helt vild med Smukfests internationale stjerne fra Nigeria.
- Jeg elsker ham og har glædet mig rigtig, rigtig meget til at se ham igen efter Roskilde Festival sidste år. Burna Boy er nok en af de artister, jeg har lyttet mest til de sidste ti år, og han er indbegrebet af en kæmpe musikalsk bølge, der har vokset sig større og større hvert år, siger Kasper Reippurt og fortsætter:
- Han er på en måde faderen til det kommercielle afrobeat-gennembrud, og han har formået at få noget, der primært fyldte meget i Nigeria, ud på verdenskortet - uden at gå på kompromis med genren og sin tilgang til det at lave musik.
Ifølge P3's Kasper Reippurt er Burna Boy ikke bare leveringsdygtig i nice danserytmer - han er så meget mere end det.
- Han er jo en vild politisk artist, og mange af hans tekster handler om tilstandene i Nigeria, hvor han adresserer nogle af de ting, der foregår i landet. Jeg tror, det er noget af det, der gør genren afrobeat spændende - at det for kroppen føles dejligt og dansabelt, men stikker rigtig dybt på tekstsiden. Der er noget kontrastfyldt, som jeg synes, er rigtig spændende at dykke ned i. Han er jo et fænomen.
Slået utallige rekorder
Selvom Burna Boy har 16,9 millioner månedlige lyttere på Spotify og 17,7 millioner følgere på Instagram, er det muligt, at der var nogle iblandt Smukfests publikum, der ikke anede, hvem manden var.
Så lad os lige slå det helt fast.
Burna Boy har slået utallige rekorder i priser, radioplays og streams i forhold til at være den bedst sælgende afrikanske artist og er på Rolling Stones' liste over de bedste 200 sangere i historien.
Og det er fuldt fortjent, mener Kasper Reippurt.
- Det er en verdensstjerne, som kommer til at blive mejslet i sten mange år fremover, fordi han har været bannerfører for en hel musikstrøm og en hel generation.
Der var også glæde at spore blandt publikum efter koncerten - blandt andet hos Ida Mortensen:
- Burna Boy laver pissefed musik. Man har lyst til at danse, man bliver i godt humør, der er en god rytme, der er en god lyd. Afrobeat er den nye lyd, sagde Ida Mortensen, som er på Smukfest for første gang.
Smukfest kører frem til søndag, og blandt årets internationale hovednavne finder man britiske Sam Smith, disko-divaen Diana Ross og 90'er-legenderne The Prodigy. Hos de mange danske stjerner, der i år gæster bøgeskoven, byder festivalen på navne som Medina, Ukendt Kunstner og Kind mod Kind.
Du kan følge det hele her på dr.dk/p3, på P3's musikprofil på Instagram eller hos 'Residensen', der sender live fra Smukfest 18-20 på P3.