Står du i træningscenteret mange timer om ugen, fordi du gerne vil tabe dig? Så læs lige med her:
- Det er meget meget svært at tabe sig ved kun at træne.
Sådan siger ernæringsforsker Daniel Ibsen.
Hvis man vil vide noget seriøst om vægttab og kostråd, er Daniel god at ringe til.
Som forsker ved Steno Diabetes Center i Aarhus og Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet kan han nemlig hurtigt vurdere, om et kostråd er reelt eller en myte.
Og da det gode gamle internet bombarderer os med myter om kost, træning og sundhed, har vi bedt Daniel om at forholde sig til fem typiske udsagn om vægttab, som vi på redaktionen ofte er stødt på i vores feed.
Vi begynder med ideen om, at det er sundt at give sig selv en detox-kur:
Detox er sundt...eller er det?
"Lav en forårsrengøring indvendigt! Prøv detox"
Du skal ikke lede længe på Google, før du støder på firmaer, der lever af at sælge juicekure til folk, der gerne vil rense kroppen ud.
Men ideen om at du kan blive fri for affaldsstoffer indvendigt og tabe dig, hvis du tager en detoxkur, kan du godt glemme, mener vores forsker.
- Fysiologisk ved vi, at vores lever sørger for at rense kroppen. Og medmindre man er alkoholiker eller alvorligt syg, så klarer den udrensningen ganske glimrende.
Der er altså ingen grund til, at man selv skal sørge for en detox. Daniel Ibsen har heller ikke set dokumentation for, at detoxkure kan føre til et varigt vægttab.
Man taber sig af at træne...ik?
Selvom det er godt at træne og dyrke sport, så er det altså en misforståelse, at du taber en masse kilo alene ved at hænge ud i timevis i træningscenteret.
- Det er meget, meget svært at tabe sig ved kun at træne. Når vi kigger på de forsøg, der er lavet, så kan vi se, at kroppen hurtigt tilpasser sig. Den begynder altså at bruge mindre energi på bevægelse, hvis du træner rigtig meget. Så når det handler om vægttab, så er kosten det vigtigste parameter, siger Daniel Ibsen.
Selvom du ikke taber dig en masse kilo ved at dyrke motion, er sport og styrketræning alligevel en megagod ide at prioritere, understreger han.
- Motion har mange fordele, og når du går igennem et vægttab, er det vigtigt, at du ikke taber muskelmasse, og den er træningen med til at vedligeholde.
Er det sandt, at kulhydrater er no go, hvis man vil tabe sig?
I mange år har kulhydrater været udskældte, ja nærmest forbudte.
Og selvom man i mange år regnede ris, pasta, brød og kartofler for en sund måde at blive mæt på, så tænker mange i dag, at den type fødevare er den direkte vej til ekstra kilo.
Men det er altså lidt myte, mener ernæringsforskeren.
- At spise få kulhydrater er ikke en nødvendighed for at tabe sig. Du kan sagtens opnå et vægttab og spise kulhydrater, hvis det bare er de gode kulhydrater, som indeholder en masse fuldkorn og fibre.
Er Keto-vejen den mest effektive?
Ketokure og 'low carb high fat'-diæter bliver ofte hyldet som den eneste vej til vægttab.
Og selvom de godt kan virke for nogle, så er det ikke så sort-hvidt, lyder det fra Daniel Ibsen.
- Ketokur og low carb kan både være gode og dårlige. Men tit ser man, at folk prøver de dårlige version af en keto-kur, hvor man bare skærer kulhydraterne væk og i stedet spiser en masse kød og mættet fedt. Det er typisk problemet med de her kure, siger Daniel Borch Ibsen og uddyber:
- Det handler meget mere om, hvilke fødevarer du spiser, og her kan nogen måske få succes, hvis de i stedet vælger planteolier, nødder, grøntsager og fed fisk.
Det er ok nemt at tabe sig
Slankekure og metoder til vægttab bliver ofte fremlagt som nemme og hurtige løsninger på sociale medier.
Men det er faktisk ikke så ligetil at tabe sig – især hvis du vil opnå et varigt vægttab. For kroppen er en kompliceret mekanisme, forklarer Daniel Borch Ibsen.
- Når vi taler vægttab, så handler det om, hvor mange kalorier, der kommer ind, og hvor mange kalorier, der bliver forbrændt. Men det lyder mere simpelt, end det i virkeligheden er, siger han og uddyber:
- For selvom du godt kan tabe dig nogle kilo på en hurtig slankekur, hvor dit kalorieindtag er begrænset, så vil din krop tage kiloene på igen, når kuren er slut.
Din appetit og mæthed er stærkt kontrolleret i hjernen, og hjernen vil arbejde på at bibeholde din vægt, hvor den er, lyder det fra forskeren.
- Derfor kræver et varigt vægttab en længere indsats. Ellers ender du hurtigt tilbage til der, du startede.
Men hvordan undgår man så at ende der, hvor det hele startede?
Vil du gerne tabe dig, skal du i stedet i gang med at lave en holdbar kostomlægning. Find en diæt, du orker i længden, lyder rådet fra vores Daniel Ibsen.
- Det er ikke meningen, at hele dit liv skal handle om mad, så få dig nogle vaner, du kan holde ud. Hvis du holder lidt igen med slik og søde sager og spiser nok frugt og grønt, så kan du komme langt.