Hvordan har du det?
Det er et lille spørgsmål, som ofte resulterer i et overfladisk svar, men andre gange rammer det modtageren lige dér, hvor man har allermest brug for at fortælle, hvordan tilværelsen egentlig er.
Det lille spørgsmål var ét af de mange, som lytterne torsdag formiddag valgte at stille popstjernen Tobias Rahim, da han var på besøg i 'Formiddag på 4'eren' på P4.
Her er det nemlig ikke værterne, men programmets lyttere, som bestemmer interviewets spørgsmål.
Spørgsmålet – "Hvordan har du det?" – passer måske også særligt godt på netop Tobias Rahim, der i 2022 måtte trække sig fra P3 Guld, hvor han vandt hovedprisen, P3 Prisen, på grund af et angstanfald.
Allerede i starten af interviewet italesatte hovedpersonen da også selv, at det er lang tid siden, at han har givet et interview, og at han var lidt nervøs for, at så mange mennesker rent faktisk lyttede med til den samtale, værterne og ham skulle til at have.
Det er nemlig et helt år siden, at Tobias Rahim sidst gav et interview.
Dengang var det til det verdensberømte amerikanske The New York Times, og han giver egentligt ikke særligt mange interviews.
Derfor var det en helt eksklusiv samtale, som værterne Louise Deruginsky og Knud Lind havde med superstjernen denne formiddag.
Nogle af spørgsmålene og de eftertænksomme svar får du lige her, men resten må du lytte til i DR Lyd:
Hvordan har du det?
- Jeg har det virkelig godt nu. Jeg har det basically fucking godt. Forestil dig en bjergkæde, hvor der på den ene side er den værste storm. Der er slud, og der er slanger over det hele. Det er det mest forfærdelige sted, du nogensinde har været, men du bliver ved med at gå. Du bliver ved med at holde dig i gang, selv om det er så forfærdeligt.
- Lige pludselig står du på toppen af den her bjergkæde og ser, at der på den anden side er sol, der er dejlige frugter og venlige mennesker.
- Det føles, som om jeg har krydset det bjerg, og jeg er nået om på den anden side, hvor det er dejligt at være igen. Jeg føler, at jeg har været i psykisk uvejr eller lidelse, eller hvad man kalder det.
- Jeg er egentlig også taknemmelig for det, for det gør, at jeg kan sætte mig ind i andre mennesker, der også har det dårligt. Tænk på, at i enhver metro, du kører i, er der én, der ikke har samme virkelighedsopfattelse, som du har. Der er måske krig inde i hans eller hendes hoved. Jeg tror bare, at jeg har forstået, hvor subjektiv opfattelsen af virkeligheden er.
Var koncerten på toppen af Aros for nogle år siden bare en dag på kontoret for dig?
- Der var noget anderledes ved den, fordi Aros ligger lige ved siden af et fængsel i Aarhus, hvor jeg har haft nogle venner fra barndommen, der har siddet inde. Jeg kan huske, at jeg stod og tænkte, at nu står jeg på toppen af fucking Aros og spiller. Jeg tænkte bare: "Wow".
- Det var godt nok anderledes at tænke på alle dem, der sidder dernede. Jeg kan huske, at vi har stået og prøvet at kaste et eller andet over muren, fordi man havde en ven, der sad ensom og alene og manglede en telefon.
- Jeg kan bare huske, at jeg følte mig heldig at få lov til at stå der.
Koncerten foregik på Aros' tagterrasse i juli 2022 i forbindelse med, at radioprogrammet 'Take Off 36,4' sendte fra toppen af Aarhus.
Du siger, at sin nye sang 'Bellevue' er en mulighed for at reflektere over ens rejse – ikke kun fra ens begyndelse, men også fra generationer før. Hvad mener du med det?
- Vi taler om, at der er en usikkerhed ved at have en anden hudfarve. Det er der ikke, der er enormt meget stolthed i det.
- Når man skal reflektere over rejsen, mener jeg også min farfars rejse. At han – efter at have fejlet med høsten et par gange – vælger at forlade den her lillebitte landsby ude på en slette i Mellemøsten og tager rejsen hele vejen op gennem Europa. Han har nogle år i Balkan, før han til sidst lander på et værft i Danmark.
- Jeg ser mig selv som en del af den rejse. Også på min mors side, hvor der har været en hård kamp med landbruget. De blev nødt til at sælge gården på et tidspunkt. Det har sat nogle dybe traumer i familien, der gjorde, at man aldrig er kommet økonomisk på plads, dengang den gård blev solgt. At man i familien på min mors side ikke har turdet løbe en risiko.
- Når man tænker på al den kamp, der har været i generationerne før, og hvor langt man selv er nået, når man kører i en eller anden fed bil. Jeg ved godt, at det er en leasing-bil, men når man kører langs Bellevue og hører sin egen sang i radioen, så bliver man taget i den der: "Wow, hvis man så sig selv udefra lige nu. Wow, jeg er virkelig et vildt sted lige nu!".
- Så tænker jeg på generationerne før én. Hvor meget der er blevet kæmpet for at skubbe én derhen, hvor man er nu. Det er svært at forklare, men jeg føler en enorm taknemmelighed, fordi jeg ved, at dem før mig har gjort det allerbedste for at skubbe familien frem.