Det er ikke for meget at sige, at de fleste nok har prøvet at være fan af nogen eller noget på et tidspunkt.
Hvor man følger med i vedkommendes liv, hvor man læser alle interviews, og hvor man dagligt hungrer efter mere indhold, der kan give én en eller anden form for indblik i idolets liv.
Det kender 18-årige Helena Andersen-Veggerby i hvert fald alt til.
Siden hun stiftede bekendtskab med den danske rapper Tessa i 2019, har det meste af hendes tilværelse drejet sig om rapperen, som brød gennem lydmuren samme år.
- Jeg blev virkelig fanget af hende og hendes optrædener, husker Helena, når hun skal pege på, hvorfor idoliseringen af rapperen startede.
I 2020 begyndte hun at følge Tessa på Instagram, i 2021 var hun til sin første Tessa-koncert, og i 2022 havde hun æren af at møde stjernen første gang i levende live.
- Tessa præsenterede nogle ord, som jeg ikke var vant til at høre fra kvindelige musikere før. Det skulle jeg først lige vænne mig til, men derefter syntes jeg bare, at det var megafedt, og jeg begyndte at høre det hele tiden, forklarer Helena.
Hun er også én af de mange fans, som man kan møde i den nye P3-dokumentar 'Tessas Succes', som netop har fået premiere på DRTV og DR1.
Se hele serien lige her:
Sociale medier har skabt en ny æra
Det er særligt gennem de sociale medier, at Helena følger med i Tessas liv. Når rapperen lægger et opslag eller en story op, er Helena på pletten.
Thomas Rendboe, der arbejder med musikere hos Warner Music Denmark, forklarer, at de sociale medier netop har været med til, at man som fan pludselig får lidt mere serveret, end man gjorde, dengang de traditionelle medier var den eneste indgang til idolerne.
- Der har altid været en form for idoldyrkelse, men sociale medier har skabt en helt ny og tæt relation mellem idol og fan, fortæller han.
Den relation, der skabes, kaldes en "parasocial relation". Det er en relation, hvor man føler, at man kender den, man følger, selv om man ikke er tætte venner eller deler omgangskreds.
- Sociale medier har gjort, at man pludselig har en meget tæt kontakt til de her mennesker. Man føler, at de kommer helt ind på ens værelse. Det er særligt takket være TikTok og Instagram. Det har skabt en helt anden form for idoldyrkelse end tidligere.
Helena er derfor et klassisk eksempel på, hvordan sociale medier har gjort hendes idoldyrkelse af Tessa helt særlig.
Hun har også sin egen Tessa-fanside på Instagram, hvor hun har 7.000 følgere – hvilket er flere, end hun har på sin egen private Instagram-profil.
Bliver selv genkendt
Helena oplever endda også, at andre Tessa-fans genkender hende og spørger, om hun vil tage billeder med dem – selv om hun ikke er deres egentlige idol.
- Det er meget overvældende, men de siger også virkelig søde ting, lyder det fra Helena om sine oplevelser med andre fans.
Også fordi Helena ikke selv ser sig selv som nogen, man kan idolisere – hun er jo "bare" fan på lige vilkår med alle andre.
Det betyder også, at hver gang Tessa lægger noget op på sine sociale medier, så er Helena klar til at opdatere sin egen profil med de nyeste Tessa-billeder.
- Det kan være stressende, hvis jeg er i skole, og hun lægger noget op, men jeg elsker det, og hun opløfter mig samtidig, siger hun med et smil.
Men det er ikke kun positivt at være så stor fan af nogen, som Helena er af Tessa.
Det er første gang, hun er så stor fan af nogen, og modtagelsen fra omverdenen har været blandet. Hun har blandt andet oplevet at blive råbt af på gaden, og det påvirker hende.
- Bare fordi jeg tør stå frem på de sociale medier med, hvem jeg er fan af, får jeg hate. Det synes jeg er ubehageligt, erkender hun.
- Men så husker jeg på Tessa og hendes budskaber om, at man skal være sig selv og ikke gå op i, hvad andre tænker. Det er noget, jeg har taget ekstra meget ind. Jeg har før fundet mig i en masse ting og forsøgt at skabe en version af mig selv, som mange vil kunne lide. Nu har jeg lært, at jeg skal skabe en autentisk version af mig selv i stedet, slår Helena fast.
Kvindefællesskaber kan virke truende
Selvom idoldyrkelsen kan være med til at påvirke ens liv i en så negativ grad, at man kan glemme sin hverdag og de "virkelige" relationer i ens liv, forklarer Thomas Rendboe fra Warner Music Denmark, at der altså også følger en række gode ting med.
- Der er generelt en tendens til, at man ser ned på kvinder, når de samler sig om noget. Man har heller ikke før set kvindelige fans som en kapital, hvis de er fan af kvinder og ikke mænd. Her er der sket en genopblomstring. Vi har tidligere set det med for eksempel Spice Girls, men det har været tilsidesat i rigtig mange år, siger han og fortsætter:
- I det her tilfælde med Tessas fans kan det fællesskab virke truende, fordi det er unge kvinder, der samles om noget fælles, og det forsøger folk i nogle tilfælde at pille fra hinanden.
Han forklarer ligeledes, at man skal passe på med parasociale relationer, fordi man kan blive fanget inde i online-universer. Og når det kommer til idoldyrkelse, er det også en skrøbelig relation, fordi den ene er forbruger, mens den anden leverer produktet. Det skaber en ubalance i relationen, erkender Thomas Rendboe.
- Det er en konstrueret relation. Jeg siger ikke, at den ikke er ægte eller ikke føles ægte, men man skal huske, at det ikke er en relation til en ven, man har haft hele livet. Det er en distanceret relation, siger han.
Vil ikke være det foruden
Omvendt erkender han, at de parasociale relationer kan være med til skabe ægte relationer og ægte venskaber.
Det har Helena også oplevet. Nogle af hendes tætteste veninder er andre kvinder, hun har mødt gennem sin idolisering af Tessa. De holder nytår sammen og har en beskedtråd, hvor de taler om alt – ikke kun Tessa.
- Det bedste er, at jeg har mødt en masse veninder og fået en masse venskaber gennem Tessa, og det vil jeg ikke være foruden, slår Helena fast.
Samtidig har Helena i dag mødt Tessa over 20 gange, og derfor er deres relation gået fra at være noget, der foregår på sociale medier til at være noget, der også findes i virkeligheden.
Som for eksempel da Helena og hendes veninder sidste nytårsaften så, at Tessa havde lagt et opslag op på sine sociale medier, hvor hun sad alene og spiste aftensmad på en restaurant. Her besluttede venindegruppen sig for at tage en time med tog hen til restauranten for at sige til Tessa, at hun ikke er alene, og at de altid har hendes ryg.
- Hun begyndte at græde, fordi hun var så glad for at se os, husker Helena om den aften.
Eller ligesom da hun og en veninde dukkede op i lufthavnen for at byde Tessa velkommen hjem efter en tur til USA.
Det kan virke som meget for nogle, og derfor har Helena også spurgt Tessa, om hende og veninderne er "for meget", fordi det er vigtigt for dem ikke at overskride nogen grænser:
- Men hun siger til os, at vi aldrig er for meget. Det har hun sagt mange gange, siger Helena.
'Det har jeg virkelig manglet i mit liv'
Selvom der er gode og dårlige sider ved idoldyrkelse, ser Helena det primært som noget, der giver hende positive oplevelser i livet. Tessa følger også Helenas profiler på Instagram, og hun kan genkende hende, når de mødes. Så hun føler, at de har en relation.
- Hun har lært mig at kende og ved, hvem jeg er. Jeg skriver også altid til hende, hvis jeg har brug for et råd, og nogle gange svarer hun tilbage. Der giver hun mig noget mere end bare musikken, fortsætter Helena.
For Tessa er det kvindelige idol, som Helena har manglet. Hun har nemlig ikke følt, at hun har kunnet spejle sig i andre kvindelige idoler før.
- Nogle af de ting, Tessa har gået igennem, har jeg også oplevet, og hvis hun kan klare det, så kan jeg også. Hun har givet mig en tro på mig selv. Jeg har lært, at jeg skal være mig selv og sige "fuck de andre" – og det har jeg virkelig manglet i mit liv. Det er budskaberne i hendes musik, slår Helena fast.
Der er derfor ingen tvivl om, at der altså er nogle ret positive aspekter ved idoldyrkelsen, slår Thomas Rendboe fra Warner Music Denmark fast.
- Der er en samfundsstruktur, der ser ned på kvinder – særligt når de mobiliserer sig. Men tiden er ved at ændre sig, og der er kommet mange flere kvindefællesskaber, hvor man som kvinde kan føle sig tryg og set.
Se 'Tessas Succes' her: