Jeg hedder Sylvester og er 19 år gammel. Jeg er fra Vestegnen, men har valgt at flytte til Kolding for at komme lidt væk og starte forfra.
Sandheden er, at jeg har været helt ude at skide på piller – så meget at jeg var junkie. Men i dag ser jeg det som en gave fra Gud, at jeg har fået den erfaring, så jeg nu kan fortælle min historie til andre unge.
Vi skal seks år tilbage, hvor jeg var 13 år og flyttede til Bornholm med min mor. Det var svært, og jeg følte mig aldrig rigtigt som en del af samfundet. Som person var jeg meget indelukket, snakkede ikke med så mange og havde det bedst på værelset, hvor jeg spillede computer og kiggede ud i luften. Jeg havde rigtig meget energi, men ikke noget sted at bruge den.
Hver anden weekend var jeg hos min far, som stadig boede i Avedøre, og her fik jeg andre venner, som jeg begyndte at ryge hash med.
Jeg begyndte at tænke på hash oftere og endte med at flytte hen til min far, hvor jeg røg dagligt og startede med MDMA. Det var nok ikke det bedste valg at flytte, men jeg tænkte kun på at være sammen med mine venner og ryge hash.
Der gik ikke lang tid, før jeg prøvede nogle piller kaldet Xanax - en form for benzodiazepin. Det er angstmedicin, der har en ruslignende effekt. Pillerne fjernede alle negative tanker, jeg blev flyvende, positiv, min angst forsvandt, jeg var ikke bange for noget og fuld af selvtillid.
Det var i hvert fald det, pillerne bildte mit gamle jeg ind.
Ret hurtigt blev jeg afhængig, og vi var tre venner på 14-15 år, som begyndte at sælge i Københavns gader. Det var sjovt, men min ekskæreste slog op, fordi jeg ikke gad stoppe.
Jeg havde arvet et ur fra min farfar, som jeg lagde i pant for at få en masse Xanax, som jeg skulle sælge - ti ark med 15 piller per ark. Men i stedet for at sælge dem, valgte jeg at tage alle pillerne selv med en kammerat. Jeg fik aldrig min farfars ur tilbage.
Efter kort tid tog jeg 15-30 Xanax dagligt. Det blev så slemt, at jeg til sidst stod op tidligt hver morgen, tyggede fire piller for at få dem hurtigt ned, så jeg kunne klare mig igennem dagen.
Ellers ville jeg blive syg, få koldsved, blive sur, hvid i ansigtet og begynde at ryste. Det var forfærdeligt.
Jeg har nok taget en overdosis tre-fire gange, hvor jeg kom bevidstløs på hospitalet.
På et tidspunkt var jeg afhængig af både opiater og Xanax – det stoppede jeg faktisk med, men begyndte at drikke en masse flydende kodein (kendt som "lean", når man blander de smertelindrende kodein-piller med sodavand, vingummi og hostesaft) hele dagen og endte med at få en kodeinforgiftning.
Det var så forfærdeligt, men jeg var junkie, så jeg blev ved.
Jeg blev uigenkendelig, og alle de ting jeg elskede og holdt af, skubbede jeg væk; min mor, min kæreste, mine bedste venner, som sagde, at jeg var så langt ude, at de ikke kunne omgås mig.
Men jeg var ligeglad og følte, at jeg havde styr på det. For på pillerne kunne jeg jo tale med alle, jeg følte mig populær, var likable, havde penge, kvinder, kunne spise på restaurant og bo på hotel. Jeg følte, jeg havde det fantastisk.
Se Sylvesters egne privatfotos her:
Herfra gik det hurtigt ned ad bakke. Jeg blev taget mange gange af politiet, og min far var meget bekymret for mig og sagde til sidst, at jeg ikke kunne bo hjemme længere, fordi jeg ikke måtte være tæt på mine mindre søskende.
Jeg var på flere misbrugscentre og stoppede helt med pillerne for to år siden, blandt andet takket være nogle fantastiske kontaktpersoner på stederne.
Men det var meget svært at komme ud i den virkelige verden igen.
Jeg blev fyret, kom på jobcenter, blev smidt ud af den lejlighed, jeg var flyttet ind i, der var ikke andet end problemer, og jeg havde ikke penge til noget som helst.
Men da jeg var allerlængst nede, hvor jeg ikke kunne mere og ikke kunne se meningen med noget, mærkede jeg Gud. Jeg begyndte at snakke med ham og bad ham om at stoppe det her mareridt, jeg levede i. Og derfra begyndte det hele at vende til det gode.
Religion er ikke fremmed for mig. Min morfar er lige gået på pension som præst, og han døbte mig. Da jeg ønskede mig min første Bibel her i april, sagde han, jeg ikke skulle kigge på selve historien, men på hvordan man kan komme igennem noget hårdt ved hjælp af tro og glæde.
I dag kan jeg stadig få en trang til at tage piller, men siger nej til tanken.
Nu ryger jeg kun cigaretter og drikker alkohol en sjælden gang imellem. Jeg er sgu blevet hellig.
Hver søndag går jeg i kirke, hvor jeg føler mig hjemme og respekteret, og der er sket så mange gode ting i år, at jeg er overbevist om, at der er noget større.
Min kammerat og jeg fik muligheden for at leje en 200 m2 lejlighed sammen, og jeg går på handelsskole. Min familie og jeg er blevet tætte igen, og nu har jeg muligheden for at stå frem her.
Jeg har en tatovering på underarmen, hvor der står Everything happens for a reason - Alt sker af en grund.
For ikke så lang tid siden var jeg totalt langt ude og traf en masse dumme valg, som jeg ikke kan gøre om. Men jeg er taknemmelig for at have fået den læring, så jeg i dag kan hjælpe andre unge ved at fortælle min historie - og måske gøre verden til et lidt bedre sted.
Du kan også møde Sylvester lige nu på DRTV i P3-programmet 'Helt væk på piller', hvor Jacob Weil dykker ned i salg og misbrug af de vanedannende opioder.
Du kan også lytte til podcasten 'Piller fra Helvede' i appen DR Lyd.
Lige her kan du blive klogere på, hvorfor opioider så hurtigt kan fange én i et misbrug i vores explainer her: