"Driver langs åen, jeg ser månen bli'r blokeret af dig".
Medmindre du har levet under en lydisoleret sten, så kan du nok godt synge videre på resten af Tobias Rahims kæmpehit 'Stor mand'.
Men hvad så, hvis teksten i stedet lyder således:
"Flyter längs kanalen ser månen blir' blockerad av dig"?
Ja, så blev det måske en tand mere besværligt. Teksten herover stammer nemlig fra en helt ny svensk version af sidste sommers landeplage.
Her har hitmageren Tobias Rahim nemlig byttet kompagnonen Andreas Odbjerg ud med den svenske popstjerne Victor Leksell på nummeret, der på svensk bærer titlen 'STOR MAN'.
- For mig har det været en velsignelse at få lov til at arbejde med en mand som Tobias, siger Victor Leksell, da P3 møder ham backstage på årets Smukfest, hvor han gav koncert torsdag.
- Jeg er sindssygt inspireret af Tobias og hele hans kreative output og ham som person. Han viser, at hvis man er stor, skal man også være sød. Og han ér virkelig verdens sødeste mand!
Tobias Rahim overraskede på scenen
Faktisk var Rahim så sød, at han - som en overraskelse for publikum - havde takket ja til at synge 'STOR MAN' sammen med den svenske popstjerne under torsdagens koncert.
En cameo, der blev mødt med øredøvende jubelskrig fra publikum, da Rahim iført en guldjakke med meterlange frynser dansede ind på scenen.
- Jeg vidste jo godt, at 'STOR MAND' har været et stort hit her, så jeg var bare super glad for, at Tobias ville stille op og synge den svenske version med mig, fortæller Victor Leksell og forklarer, at makkerparret var nødt til at spille duetten som ét af koncertens første numre, fordi Rahim skulle videre til et andet spillejob.
- Derfor var det også virkelig dejligt for mig at se, at rigtig mange i publikum ikke bare smuttede efter 'STOR MAN', men faktisk blev til resten af koncerten og hørte mine andre sange, fortæller sangeren.
Har lavet det største svenske Spotify-hit nogensinde
Og Victor Leksell har da også meget mere at byde på. I hjemlandet er han en af landets største popstjerner og kan sågar prale af at stå bag den meste streamede svenske sang nogensinde på Spotify.
Den hedder 'Svag', og måske ringer den titel også en klokke i dine danske ører. Tilbage i 2020 blev nummeret nemlig et gigantisk hit i både Sverige og Danmark og strøg til tops på den danske Spotify-hitliste.
- Jeg boede stadig hjemme hos mine forældre, da jeg udgav 'Svag', og det var kun min fjerde single nogensinde.
- Pludselig blev den bare et kæmpehit i Sverige og senere også i lande som Norge og Danmark. Det var en ret livsændrende oplevelse, så den sang betyder meget for mig, fortæller Victor Leksell om sangen, der i dag er streamet over 194 millioner gange på Spotify.
På udebane på Smukfest
Men selvom Victor Leksell altså er et af tidens hotteste popnavne hjemme i Sverige, så ved sangeren også godt, at han her, midt i Bøgeskoven i Skanderborg, alligevel er på udebane.
- Det føles lidt, som om jeg får lov til at starte forfra på én eller anden måde, når jeg spiller her, forklarer han.
- Jeg begyndte at spille livekoncerter hjemme i Sverige i 2019, og dengang havde jeg kun udgivet to sange og havde aldrig stået på en scene før. Og jeg får lidt de samme følelser, når jeg spiller her.
- Det er som at stå foran et helt nyt slags publikum, og man får virkelig lyst til vise folk, hvad man kan. Hjemme i Sverige kan jeg godt tage lidt for givet, at folk kender sangene og kan synge med.
Alt tydede dog på, at publikum på Smukfest også faldt for Victor Leksells hitmagi.
Til slut i koncerten fortsatte klapsalverne – og den traditionsrige "lå-lå-lå" udgave af 'Seven Nation Army' – nemlig så længe, at Victor Leksell til sidst måtte løbe tilbage ud på scenen og hilse på publikum en sidste gang, længe efter både scenelys og storskærme var blevet slukket.
- Jeg er bare super glad for at få lov til at spille her, og at der var så mange mennesker. Det er jeg meget taknemlig for, slutter den svenske hitmager.