Studenter har en vild fest på festival: 'Der er virkelig mange, der gerne vil bide!'

De nyudklækkede studenter på Tinderbox savner hverken opmærksomhed eller tandbid i kasketten.

Studentertid er lig med festivaltid. Heldigvis er der masser af kærlighed, kram og bid til studenterne på Tinderbox. (Foto: © Andreas Hagemann Bro, DR)

"Vis os din dong - så drikker vi bong"

Det vrimler med studenter og dyttende studentervogne med kreative budskaber i disse dage.

På festivalen Tinderbox i Odense skal man heller ikke kigge langt efter de hvide huer.

Men hvordan er det egentlig at være student på festival?

Det har vi spurgt seks af de nyudklækkede studenter om.

1

Alberte, 18 år, Nordfyns Gymnasium: 'Jeg skal køre bas-arm i en time'

Alberte Jul Anderschou drømmer om at søge ind på jordemoder-studiet, når hun er færdig med sit sabbatår, (Foto: © Andreas Hagemann Bro, DR)

Hvad er det egentlig, du laver med din arm, Alberte?

- Det er min bas-arm, den skal køre sådan her i en time, og så får jeg et hak i huen!

Hvem har bestemt det?

- Det ved jeg faktisk ikke!

Hvordan er det at være student på Tinderbox?

- Det er bare fedt. Alle er så åbne og glade, og jeg har bare en fest: Jeg var stiv allerede i morges, da jeg var til dimission, og så har jeg bare holdt min brandert ved lige.

Hvad har du glædet dig mest til?

- Jeg købte min billet, fordi Rasmus Seebach kom, men jeg har også bare glædet mig til at feste med min familie.

2

Mathilde, 20 år, Nordfyns Gymnasium: 'Folk vil både skrive og bide'

Mathilde Dam vil gerne flytte til København om ikke så længe. Derudover overvejer hun, om hun skal satse på en dansekarriere. (Foto: © Andreas Hagemann Bro, DR)

Hej Mathilde, hvordan er det at være færdig?

- Det er virkelig fedt at være her, og jeg nyder virkelig, at alle eksamener er ovre.

- De seneste tre år har været hårde, for jeg danser også ved siden af, og det har taget meget af min tid.

Hvordan er det at fejre sin studentertid på Tinderbox?

- Selvom jeg har været på Tinderbox før, så er det her noget særligt. Der er virkelig mange, der stopper en og spørger, om de må skrive eller bide i huen. Det er ikke alle, der må skrive, men bide må de godt!

3

Lucas Jakobsen, 19 år, Oure Kostgymnasium: 'Alle er bare super imødekommende'

På lang sigt vil Lucas Jakobsen gerne læse til pilot. Men studiet koster omkring 800.000 kroner til en million, så han skal liiiige spare lidt op først. (Foto: © Andreas Hagemann Bro, DR)

Hej Lucas, hvordan er det at være på festival med hue på?

- Det er faktisk lidt anderledes end andre år. Alle er bare så super imødekommende. De siger "tillykke".

- Man får en lidt anden opmærksomhed, og det er lidt fedt. Man drikker måske også lidt ekstra for at fejre det hele!

Hvad har du glædet dig mest til, inden du tog herhen?

- Jeg glæder mig mest til Suspekt og Bryan Adams. Jeg ved godt, han er lidt gammel, men jeg har altid hørt ham derhjemme, så ham skal jeg bare se!

Ved du ellers, hvad sommeren skal gå med?

- Altså jeg skal hygge mig med vennerne. Og så drømmer jeg om et sabbatår, hvor jeg kan rejse til Kenya. Min skole har kørt et samarbejde med en skole dernede, hvor jeg fik en masse venner. Så dem vil jeg gerne besøge.

4

Alberte, 19 år, Tietgens Handelsgym: 'Jeg kom for at høre Seebach'

Selvom Alberte Egebjerg (til højre) synes, det var fest at se Rasmus Seebach, så bemærkede hun også, at lyden var lidt for lav. (Foto: © Andreas Hagemann Bro, DR)

Hej Alberte! Hvornår er du egentlig blevet færdig?

- Jeg fik min hue mandag den 24. juni. Jeg var oppe i historie, og det gik dårligt! Jeg trak Vietnamkrigen, og da vi lærte om den, har jeg vist ikke hørt efter. Jeg ville hellere have været oppe i 'krig og menneskerettigheder'. Men nu er jeg mest af alt glad for, at det er overstået!

Hvordan er det at være på festival?

- Det er fucking fedt! Jeg havde glædet mig mest til Topgunn og Rasmus Seebach, og da han spillede 'Lys i din lejlighed', så var det bare toppen.

Ved du, hvad der skal ske, når sommerens studentergilder er ovre?

- Jeg skal have minimum have to sabbatår, hvor jeg både skal arbejde og rejse. Jeg vil gerne på højskole på Zanzibar. Ellers drømmer jeg om at læse til sygeplejerske.

Hvordan fandt du ud af det?

- Min mor er sygeplejerske, og hun er meget glad for det, og så jeg tror jeg, det passer godt til mig.

5

Jonas Lisby, Syddansk Erhvervskole. 'Jeg er stolt af mit fag'

Jonas Lisby Eriksen valgte i første omgang tømrerfaget, fordi han elskede sløjd i folkeskolen og ikke kunne sidde stille i timerne. - Jeg har adhd, så det her med at sidde ned i lang tid, det er ikke mig. Hvis man har det ligesom mig, så kan jeg klart anbefale tømreruddannelsen. (Foto: © Andreas Hagemann Bro, DR)

Hej Jonas, hvad er der sket med dit ansigt?

- Jeg skulle mødes med mine venner i byen for tre timer siden, og pludselig var der et kærestepar, der stødte sammen, så jeg væltede ned i en letbaneskinne. Det ser dog vildere ud, end det er. Min næse er ikke brækket, men bare forstuvet.

Fortæl om din hue - hvornår fik du den på?

- Jeg blev student for to uger siden. Det betyder, at jeg har gennemført studenterdelen af min tømreruddannelse, men jeg bliver først færdig som tømrer næste år.

Er du glad for din uddannelse?

Ja, jeg er mega glad! Det er sådan et fedt fag og god stemning på uddannelsen. Når jeg er i byen og siger, jeg uddanner mig til tømrer, så siger folk tit: "Hvad laver du?". Det undrer mig, for det er virkelig et spændende fag med mange jobmuligheder og god løn.

Hvad glædede du dig mest til, inden du tog på Tinderbox?

- Det var nok Morten Breum og David Guetta. Heldigvis levede de helt op til forventningerne!

6

Julianna, 19 år, Nordfyns Gymnasium: 'Jeg tror aldrig, jeg har fået så meget opmærksom'

Julianna Pilegaard på 19 år ved ikke helt, hvilket studie hun drømmer om. Lige nu vil hun bare gerne holde sabbatår, så hun kan arbejde og spare sammen til rejse til USA og Sydkorea. (Foto: © Andreas Hagemann Bro, DR)

Hej Julianna, hvordan er det at være student lige nu?

- Det er rigtig fedt, for nu har man arbejdet for det i tre år, og det er en stor frihed.

Hvordan er det gået til dine eksamener?

- Det er gået godt, synes jeg. Den sidste eksamen var oldtidskundskab, og der fik jeg 10. Så der blev jeg lidt stolt.

Hvorfor tog du på Tinderbox?

- Jeg var også afsted sidste år, og det efterlod et stort indtryk, så jeg måtte jo bare afsted igen. Heldigvis er det vildt at være her. Der er så mange muligheder, og man render hele tiden ind i folk, man kender.

Og er der blevet bidt i din hue?

- Ja, det må man sige! Jeg tror aldrig, jeg har fået så meget opmærksomhed. Der er virkelig mange, der gerne vil bide. Også en masse jeg ikke kender, men altså det er helt ok. De må godt!

Tinderbox løber af stablen til og med lørdag. Du kan følge med på her på dr.dk/p3, på P3 Musiks Instagram eller i 'Residensen' på P3, hvor Nynne Givskov og Kasper Reippurt sender live fra Tinderbox alle dage: