"Livets største koncert!"
Sådan beskrev danske Ganger den optræden, de fredag skulle give på årets Roskilde Festival.
De store ord faldt i en story postet på bandets Instagram torsdag, et døgn før de fredag eftermiddag så trådte op på Arena-scenen, der er festivalens næststørste.
Her spillede bandet, der tidligere er blevet storrost af det danske musikanmeldere, nyere hits som 'Mandariner' og 'Hugo' samt gennembrudshittet 'Olympisk'. Det hele flankeret af et sceneshow, der kunne tage pusten fra de fleste.
Koncerten bød nemlig både på to omgange konfetti-eksplosioner, masser af glitter, balloner i massevis og en dramatisk åbningssekvens, hvor bandets fire medlemmer indhyllet i tung røg kom "kørende" ind på scenen på hver deres motorcykel til store jubelbrøl fra det tætpakkede publikum.
"Et popshow i overhalingsbanen" kaldte Gaffa fredagens koncert og kvitterede med fem stjerner, mens Politiken sammenlignede bandets koncert med pop-koryfæerne Anne, Sanne og Lis og gav koncerten fire hjerter.
Men hvordan føltes det mon for bandet selv at gøre sin Roskilde-debut på Arena-scenen?
Vi fangede Ganger og de fire medlemmer - Mille Mejer Djernæs Christensen, Ninna Lundberg, Andreas Campbell og Thomas Bach Skaarup - efter showet til en snak om drømme, mareridt og karrierens hidtil største koncert.
Hej! Tillykke med en vellykket koncert. Hvordan har I det lige nu?
Mille: Vi er meget overvældede. Det her er jo kulminationen på mange ugers forberedelse og noget, vi har gået og glædet os til virkelig længe. Vi er sindssygt glade, lettede og stolte af os selv.
Ninna: Ja, jeg er bare fuld af alle mulige følelser lige nu. Da jeg kom ned fra scenen, følte jeg alt muligt, som jeg havde vildt svært ved at placere. Det er en kæmpe blanding af alt muligt.
I har kaldt det her for jeres livs koncert. Føles det også sådan nu?
Andreas: Hundrede procent. Det bliver ikke større. Og helt lavpraktisk er scenen på Arena faktisk større end Orange i år, målt på kvadratmeter, så… det bliver jo faktisk ikke større.
Ninna: For os – og særligt med den slags musik, vi laver – har det været helt vildt at få lov til at stå på den scene. Det føles som noget af det største, vi overhovedet kunne gøre.
I skulle have spillet på Roskilde i 2020, som jo blev aflyst på grund af corona. Nu fik I så chancen og så endda på festivalens næststørste scene...
Ninna: Ja, det føles virkelig, som om vi har sprunget nogle steps over på en eller anden måde. Det synes jeg er lidt overvældende. Inden tænkte jeg ærligt: "Vi er sgu da ikke klar til at spille Arena nu, det kan vi sgu da ikke!"
Mille: Det er jo en kæmpe oplevelse og ære, at få lov til at spille dér.
Ninna: Jeg havde det meget drømmeagtigt deroppe. Der var mange gange, hvor jeg tænkte: "Står jeg seriøst her lige nu?". Det var nærmest en ud-af-kroppen-oplevelse, for jeg kunne næsten ikke tage ind, at der var så mange mennesker. Jeg har haft mange drømme om den her koncert, men det her var klart den bedste af dem.
For mange musikere er en koncert på Roskilde noget, de har gået og drømt om i årevis. Har det været sådan for jer?
Andreas: Mille og jeg gik på efterskole sammen for 12 år siden, hvor vi spillede i band sammen. Da vi gik i scenen, hev hun fat i mig og sagde "Andreas, det var det her, vi drømte om dengang". Det var virkelig full circle, at vi pludselig stod her sammen.
Ninna: Altså nogle af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set, er blevet spillet på Roskilde og på Arena, og nu har vi fandeme stået der selv. Det har min indre teenager det altså virkelig vildt over.
I åbnede koncerten siddende på fire store motorcykler indhyllet i røg. I må da have følt jer som de største bad bitches?
Nanna: Altså jeg havde det for overdrevet. Normalt har vi kun én motorcykel med på scenen, Thomas sidder på, men her havde vi lige skruet lidt op. Det var første gang, vi alle sad dér sammen, og det var seriøst den bedste måde, man kunne starte på.
Andreas: Jeg tror, det var super godt, at vi havde hjelme på, for mit ansigt var bare et stort smil. Det kunne jeg jo heldigvis gemme lidt bag hjelmen og stadig se lidt cool ud.
Fra scenen nævnte I, at I havde været nervøse for, om der overhovedet ville dukke nogen op i publikum. Hvorfor?
Thomas: Altså… vi er jo et ret underligt band, ikke? Vi er jo ikke et eller andet stort navn, som alle bare SKAL se, så vi var bare lidt nervøse for, hvor mange der ville komme. Vi begyndte at tælle sammen med familie, venner og så videre, og regnede os frem til, at der nok ville komme et par hundrede mennesker. Så at der kom så mange, var virkelig overvældende.
Ninna: Ja, jeg tror, vi alle har haft mareridt om, at der dukkede ti mennesker op.
Thomas: Jeg tror, det er lidt hit or miss med et band som os på Arena. Det kunne sgu let have været endt lidt halvlunkent, hvis folk ikke dukkede op. Så jeg tænkte bare: "Okay, der ER mennesker, juhuu!"
Andreas: Og Alien og Ko (berømte Roskilde-maskotter) var der. Det var det sygeste!
Hvad er næste skridt? Efter Arena er det næste naturlige skridt i Roskildes drejebog jo Orange Scene?
Thomas: Altså, jeg tror da også, at næste skridt er Orange. Det har Roskilde også selv sagt til os – at hvis alt går, som det skal, så ender vi nok deroppe på et tidspunkt. Men omvendt er vi måske heller ikke det mest indlysende bud, så lad os se, hvordan den her koncert bliver modtaget, og så tager vi den derfra.
Thomas: På en måde er det fem års arbejde, der er peaket i dag, og nu skal vi så ind i en ny periode, hvor vi skal finde ud af, hvad næste skridt er. Hvad er Ganger i fremtiden? Hvad betyder det for os? Og er det noget, vi skal blive ved med? Det er der jo ingen garanti for.
Så det I siger er, at næste skridt enten er Orange - eller at I går i opløsning?
Mille: Haha! Nej, ved du hvad... Næste skridt er Tivoli. Dér spiller vi på fredag, og så tager vi den dérfra. Nu skal vi først og fremmest ud og fejre det her med vores venner og familie.