Folkemødet på Bornholm er i fuld gang, og torsdag stod én af debatterne i trivslens navn. P3 Missionen har nemlig taget turen til solskinsøen, og Andreas Kousholt fra Go' Morgen P3 havde på DR Scenen besøg af statsminister Mette Frederiksen (S), Eva Secher Mathiasen, der er formand for Dansk Psykolog Forening, og Thais Redder, talsperson for Modstrøm, der er elevorganisation for unge på Forberedende grunduddannelse (FGU).
Spørgsmålet, der blev stillet: Hvad kan vi egentlig gøre for at forbedre trivslen i unges liv?
Og de tre paneldeltagere kom vidt omkring til både uddannelsessnobberi, sociale medier og kulturforandringer i samfundet. Men snakken startede med, hvad der de sidste par uger har været et varmt emne på både Christiansborg og i medierne: Skærmtid.
Én af dem, der mener, at for højt skærmforbrug er en trussel for børn og unges trivsel, er statsminister Mette Frederiksen. For unge bruger for meget tid på skærmen, og de bliver eksponeret for de forkerte ting, lyder det.
- Når jeg kigger tilbage på min barndom, så røg alle voksne – også i bilen og på lærerværelset. Og da vi selv blev voksne, og der kom regulering på området, tænkte vi: "Hvordan alverden kunne lærerne sidde og ryge, mens de underviste os?". Mit bud er, at de børn, der er vokset op i dag vil kigge tilbage og tænke: "Hvordan kunne I overlade os i så mange timer til skærmen uden at tænke jer om?".
Se et klip fra debatten om skærmtid her:
Eva Secher Mathiasen, der er formand for Dansk Psykolog Forening, mener også, at der skal regulering og debat til om skærmforbruget, men påpegede, at der også findes gode ting ved skærmene, man ikke skal glemme.
- Ligesom de unge kan få adgang til indhold, de absolut ikke skal se, kan de også få adgang til fællesskaber, der er gode for dem. Der er også børn og unge, der har svært ved at indgå i sociale fællesskaber i den fysiske verden, der møder muligheder for at få nye roller online, som faktisk er positive. Vi kommer til at rode det hele sammen i en pærevælling. Der er stor forskel på, om man er aktiv bruger i et fællesskab - eller om man bare sidder der og ser det ene efter det andet og bliver eksponeret for andre folks perfekthed og sidder og føler sig inferiør.
Voksne skal vise et ærligt billede af livet
Udover skærme blev det også til en snak om uddannelse og den vej igennem livet, unge tager. Thais Redder, talsperson for Modstrøm, der er elevorganisation for unge på (FGU) fortalte blandt andet om, hvordan det blev modtaget af hans venner, da han skulle starte på FGU.
- Det første, jeg fik at vide af en af mine kammerater var: "Nå, men det er jo der, at alle de dumme, de går". Jeg har hørt, at folk kalder det børneversionen af ”Voksne Uden Chancer”, altså VUC. Det var det dårlige sted at tage hen, og det er set som et kæmpe tabu at gå på FGU.
Eva Secher Mathiasen mener, at "normalitetsbegrebet er blevet væsentligt smallere, end det har været før".
- Det opstår, når man hører, hvad der bliver rost, og hvad folk har af forventninger til, hvad politikere eller Debatdanmark fokuserer på. Nu er det for eksempel at blive akademiker eller gå på gymnasiet. Og så er det den fantasi, man får, og det er jo et super skævt billede på, hvordan det er fornuftigt at uddanne sig.
Men spørger man Eva Secher, så er der også en anden vigtig ting at have med i debatten om unges trivsel – nemlig om deres forventninger til livet er realistiske – og hvorfor de måske ikke altid er det.
- Der er noget, vi forsømmer som voksengeneration. Vi er tilbøjelige til at vise, der hvor vi er seje, og det går godt. Det har vi alle lyst til. Jeg synes, at fortællingen om livet er domineret af en forestilling om konstant lykke eller succes. Men sandheden for alle, med variation, er, at livet er fyldt med sorg, fiasko og tab.
- Hele den proces fra barn gennem ungdom til voksen er jo ren ommøblering oppe i hjernen af identitet og personlighedsopfattelse. Det er svært, og det gør mega ondt, og det har det gjort på os alle sammen. Så når man spejler sig i et billede af, at man som regel skal være godt tilfreds med det hele og føle sig som en succes, men i virkeligheden har en trivsel og udvikling, der er så variabel, som normen er, så bliver det en skæv opfattelse af, hvordan man selv har det i det store fællesskab. Så det er en pligt, vi har til at fortælle, at livet ikke hele tiden er godt.
Du kan se hele snakken om trivsel lige her: