Ik' som de andre topmøder: P3 Missionen sluttede af med talks og musik

Kom med til topmødet, som den 10. oktober rundede P3 Missionen af.

Liva Manghezi, Adnan Al-Adhami og Helin Erdem. Intet mindre end tre P3-værter førte publikum gennem topmødet.

DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, kigger ud over en asfalteret hal med 261 fremmødte til P3 Missionens topmøde. Det her, siger hun, er ikke som andre topmøder, hvor "fine herrer i jakkesæt beslutter ting, der bliver ved ordene".

Hvad er det så?

Et par jakkesæt, jovist. Dertil en del hættetrøjer, en pink blazer og en t-shirt med teksten "orgasm juice". En scene, hvor ordet "fucking" ikke er forbudt, hvor professoren taler om "vibes", og hvor politikeren undskylder for "det røvsyge ord", inden han fortæller om "trivselskommissionen". Et publikum, som godt nok er lidt generte, da de pludselig skal danse til JJ Paulos afrorytmer, men som ikke er nærige med klapsalverne, når de hører en god idé.

En hal fuld af unge, ildsjæle, beslutningstagere og organisationer, som den 10. oktober er mødt op til P3 Missionens topmøde.

Overlevering af årets initiativer

P3-vært Liva Manghezi fortæller, hvorfor vi er samlet her i dag. Bag hende kører videoer af de initiativer, P3 Missionen siden årets begyndelse har ført ud i Danmark for at sætte fokus på unges mentale trivsel. Videoer af onsdagssnegle, træningsaftner og trivselsdage.

Én af grundene til dagens topmøde er nemlig, at P3 Missionen gerne vil videregive sine erfaringer fra de sidste ni måneder.

  • Topmødets vært Liva Manghezi danser til JJ Paulo med Prince Henry.
  • I pauserne kan topmødets gæster besøge blandt andet P3 Missionens bus, som har været landet rundt for at sætte fokus på mental trivsel.
  • Helin Erdem interviewer P3-vært Maria Bülow og kunstner JJ Paulo, som begge har været med P3-bussen rundt i sommerlandet. Interviewet blev live-transmitteret...
  • ... Herind. Topmødet fandt sted i gadesportsorganisationen Game's lokaler. Det vil sige på en asfalteret bane med forskelligfarvede linjer til alverdens boldspil.
1 / 4

Derfor sender et live-signal os ud til P3-vært Helin Erdem, der sidder udenfor hallen i den grønne bus, som P3 Missionen har turneret Danmark tynd med. Her interviewer hun de mennesker, som har været påvirket af P3 Missionen. Tre skatere fra Humlebæk fortæller om deres nye skatebane, mens to tidligere højskoleelever fortæller om deres forsøg på at følge ABC-modellen.

Det ringer ud til frikvarter. Topmødets gæster gumler på deres sandwich og cirkulerer mellem stande, der fortæller om endnu flere af P3 Missionens initiativer, såsom 'God Gamerstil', men også samarbejdspartnere såsom Headspace og Bibliotekerne.

Holdninger på scenen

Topmødet er ikke kun et levende fotoalbum fra P3 Mission-året, der gik. Det skal også debattere og inspirere.

Til dét formål står der fem stole på scenen. På den ene sidder P3-vært Adnan Al-Adhami, som modererer dagens tre talks. Deltagerne kan du se her:

  • Adnan Al-Adhami modererer samtalerne. Her med ungerådgiver fra Headspace Lærke Andersen, som i selskab med...
  • ... Socialdemokratiets trivselsordfører Frederik Vad, talsperson for Modstrøm Thais Redder og Liberal Alliances undervisningsordfører Helena Artmann Andresen udgjorde panelet til talken 'Unge på vej'.
  • Til dagens anden talk sad (fra venstre) kulturminister Jakob Engel-Schmidt med professor i ungdomsforskning Noemi Katznelson, DGI-frivillige Madeleine Fransen samt sociolog og debattør Prince Henry i en samtale om 'Unge i fællesskaber'.
  • P3-vært Maria Bülow og sekretariatschef i Saga, Naima Yasin, sad med formand for Ungdomsrådene, Sofus Pilehave og medstifter af Avilius, Oliver Herlitschek var på scenen til topmødets sidste talk med emnet 'Unge med indflydelse'.
1 / 4

Samtalen om 'Unge i fællesskaber' handler hurtigt om, hvordan landets højskolefællesskaber kan blive mere inkluderende. Et emne som debattør og sociolog Prince Henry har undersøgt i sit speciale. I samtalen om 'Unge med indflydelse' gør medstifter af Avilius, Oliver Herlitschek, opmærksom på, at unge i det hele taget er en demografisk minoritet, mens forperson i Netværket af Ungdomsråd, Sofus Pilehave, pointerer at unge oftest kun inddrages angående stereotypiske emner som netop mental mistrivsel.

P3 Missionen fra nu af

Det er blevet eftermiddag, da professor i ungdomsforskning Noemi Katznelson går på scenen for at fortælle, hvordan Center for Ungdomsforskning fra P3 Missionen har overtaget flere hundrede ungeudsagn, som nu skal omdannes til forskning. For godt nok er topmødet afslutningen på P3 Missionen 2023, men arbejdet med unges mentale trivsel fortsætter.

Det samme gør P3 Missionen, teaser værterne for. I 2024 har den bare et nyt fokus, som snart bliver offentliggjort.

Publikum er nok møre af at lytte, men alligevel ser de ud til at spidse ører, da den unge kunstner Markus.wav slutter ballet af med en sang om både forældrekøb og Søpavillonen. Det hører man nok ikke så tit på de topmøder, Maria Rørbye Rønn går til.

P3 Missionen er produceret med støtte fra Ebbefos Fonden og Østifterne.