'God Gamerstil' har indsamlet forslag til bedre gaming-fællesskaber

P3 Missionen har spurgt unge gamere ind til trivslen online.

Unge gamere vil blandt andet have bedre rammer for esportsturneringer og gamerstil på skoleskemaet.

Selvom de ofte sidder med hvert sit headset og kun har øjenkontakt med skærmen, er det efterhånden et velkendt faktum, at online-verdenen tilbyder et vigtigt fællesskab for mange gamere.

Et fællesskab, der ligesom alle andre fællesskaber både har styrker og plads til forbedring.

Forbedringerne har P3 Missionens indsats 'God Gamerstil' det sidste halve år indsamlet bud på. Over 150 gamere er kommet med løsningsforslag, som nu er samlet på en liste og trykt på papir, så de kan komme ud og gøre en forskel.

Du kan også læse dem her.

Fra festival til e-sportslinjer til pamflet

Hvor kan du indsamle idéer fra en masse gamere på én gang? God Gamerstils første stop var festivalen Gamebox i Herning, der i maj måned havde samlet over 14.000 af slagsen.

Ved sin stand til Gamebox stod P3 Missionen klar til at indfange deltagerne og deres bud på, hvordan gaming-fællesskabet kan blive endnu bedre. Der var endda opsat en confession booth, hvor gamerne på små videoer fortalte om, at gaming giver venner på tværs af landegrænser, at der kan være en sexistisk tone overfor kvindelige gamere og meget andet. Det blev til intet mindre end 150 udsagn.

  • - Undskyld for alt! Hvis man er i et godt headspace kan du hjælpe dine medspillere ved at undskylde på deres vegne, sådan lyder ét bud på dette store spørgsmål i versaler. Det deeskalerer situationen, også selv om du ikke har gjort noget galt.
  • En vej til gode gamingoplevelser kan være at spille med folk, du har chattet med i forvejen, lyder et andet råd.
  • Der var mange forskellige spil og spillere til Gamebox i Herning.
1 / 3

De udsagn tog P3 Missionen med sig til esports-linjerne på Himmerlands Ungdomsskole, HF + VUC FYN i Odense, samt Idrætshøjskolen Bosei i Præstø. Her kom eleverne med løsningsforslag til, hvordan man kan forbedre online-fællesskaberne, og hvem der har ansvaret for den ændring. Det er de løsningsforslag, som nu er udkommet.

Kræver engagerede forældre eller organiserede klubber

Det er ikke kun P3 Missionen, der har bud på, hvordan gamere kan få de bedst mulige fællesskaber. Hos esportsorganisationen Astralis er man opmærksom på, at gaming kan påvirke den mentale trivsel både til det værre og det bedre.

Ifølge dem adskiller gaming-fællesskaber sig fra andre fællesskaber. Når det gælder casual gaming, altså uorganiseret gaming derhjemme, er der ofte ikke de samme normer, som man forventes at leve op til ude i den fysiske verden. I esporten er der dog tydeligere rammer, skriver Astralis i en mail til P3:

- Mens det i generel gaming er sværere at sætte regler og skride ind, hvis nogen er udsat for hadtale, mobning eller andet, foregår esport i foreninger og hos organisationer med mere klare regler for, hvordan man kommunikerer, hvordan man er holdkammerat, og hvordan man løser konflikter.

Derfor håber Astralis på mere politisk støtte til esporten.

- Så flere unge mennesker kan dyrke deres interesse i ordentlige rammer, skriver de.

Desuden kræver den uorganiserede gaming engagerede forældre til de unge spillere, mener Astralis.

- Bare at kunne tale om det, der sker online, er måske det vigtigste af alt, når det handler om mental sundhed. Hvis man oplever, at ens forældre er uforstående og uinteresserede, bliver man meget alene.