Sig dit navn til din makker. Lav to burpees, to squats, to sprællemænd. Skift makker. Gentag.
Sådan begynder aftenens træning i Trongårdens IF med en omgang speeddating, som maler svedpletterne frem på dem, der ikke svedte i forvejen. Holdet kender nemlig ikke hinanden endnu.
Omkring 20 studerende er mødt op på den røde atletikbane i Lyngby Idrætsby til 'Student TrackFit' med efterfølgende sandwich, sodavand og snak. Nogle for at løbe, løfte og lave lunges, nogle mest for den gratis aftensmad og nogle for fællesskabet.
23-årige Jagoda Żmudzka er kommet hele vejen fra Polen, godt nok for at studere en kandidat på det tilstødende Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og hun synes, det er svært at blive en del af danskernes fællesskaber.
- Men træningsfællesskaber er meget nemmere, fordi så kan man allerede lide de samme ting, mener hun.
Og Jagoda Żmudzka kan godt lide at træne, viser det sig hurtigt, da instruktøren sætter holdet i løb.
Træning, der går lige i hovedet
P3 Missionens grønne bus er taget med til Lyngby for at levere strandstole til de mælkesyre-skælvende ben og forsinke træningsstart med en musikbingo. P3-bussens værter uddeler drikkedunke med et tryk af ABC-modellen, som blandt andet prædiker, at man skal gøre noget aktivt og gøre noget sammen.
Godt nok kan bussen kun være ét sted, men de unge motionsparate er over hele landet.
Træningsaftenen i Lyngby er bare én af 63 gratis begivenheder, som DGI's idrætsforeninger i samarbejde med P3 Missionen har afholdt i uge 39 under navnet 'Ha' det godt-ugen'. Fra klatring og pizza i Esbjerg til floorball og lokal chokolade i Rønne.
I Lyngby er også DGI's formand Charlotte Bach Thomassen mødt op. Hun er klædt i civil, for i dag vil hun overlade atletikbanen til de yngre. Selv er hun kommet for at fortælle, hvorfor DGI gerne vil samarbejde med P3 Missionen om en hel uge med gratis træningsmuligheder og fokus på fællesskab.
- At have et frirum fra pres og præstationer i en anden arena end skole og arbejde er en naturlig del af at have det godt, siger hun.
Men hvad er særligt ved træningsfællesskaber?
- At vi lader telefonen blive i tasken og får en pause fra det, vi plejer at gøre. At vi kommer ned i kroppen. Vi er rigtig meget i vores hoveder i vores moderne liv.
DGI var opmærksomme på mental sundhed længe før, det blev, hvad Charlotte Bach Thomassen kalder for en "kæmpe dagsorden". Nu ved mange, at en aktiv krop kan give et lettere hoved.
- Lige nu er der et momentum. Vi er jo en krop, siger Charlotte Bach Thomassen.
Senstarterne
Her til aften bliver alle øvelser introduceret på engelsk til ære for to udvekslingsstuderende. Der sættes gang i en aktiv form for kryds og bolle. Deltagerne griner, men det er ikke nødvendigvis særlig hårdt.
I dag er her plads til alle, også dem man i foreningssprog vil kalde for "senstartere". Altså unge voksne, som begynder til en sport, de ikke har gået til fra barnsben. Og dét kan være svært.
- Man har ikke lyst til at blive ydmyget, siger Oliver Bøvig på 26 år.
Oliver Bøvig er ellers vant til at dyrke meget motion. Han er lige blevet færdig med en kandidat i computer science fra DTU og er meget opmærksom på, at for meget tid foran netop computeren kan være dårligt for ham. Han har aldrig prøvet 'TrackFit' før, men er blevet overtalt af sin ven til at komme.
Det kan ellers være svært at vide, om man kommer til at stå udenfor, hvis man møder op til noget.
- Så tør man ikke møde op. Det synes jeg tit står i vejen for at prøve noget nyt. Men det hjælper på det, hvis der er et miljø, hvor man gerne må være ringe til det, siger han.
DGI's Charlotte Bach Thomassen har nogle bud på, hvordan man får unge til at møde op til træning. Det skal være sjovt, man skal lære noget, og så skal det ikke nødvendigvis være konkurrencepræget.
Sidste råd følger dagens instruktør ikke, da hun afslutter træningen med en planke-konkurrence. I en cirkel knækker plankerne som knækbrød, indtil det efter 5 minutter og 30 sekunder kun er Jagoda Żmudzka, som ligger opspændt.
Træningen denne usædvanligt varme septemberaften er ovre, og nu er spørgsmålet bare, om de studerende vil møde op igen hver onsdag i oktoberregn og januarfrost?
- Jeg skal lige vurdere, om det er hårdt nok, lyder det fra dagens plankemesterinde, inden hun sætter sig over til de andre og spiser sin sandwich.