Når vinterens kulde endelig begynder at slippe sit tag på det danske land, begynder de små sommerfugle så småt at flakke rundt i maven på dem, der har en billet til en af de mange festivaler, vi har at tilbyde herhjemme i Danmark.
Og nu kan den allerstørste af dem alle, Roskilde Festival, annoncere den endelige plakat for dette års festival.
Det betyder, at alle musikere, der skal stå på festivalens scener, nu er offentliggjort, og det betyder altså også, at vi nu skal tage temperaturen på, hvad Nordeuropas største festival inviterer ind til i år.
- Det er et program, der virkelig pirrer min forventningsglæde. Jeg er sikker på, at jeg får en virkelig fed festival. Det er sgu et sejt program, slår P3-radiovært Nynne Givskov fast.
Hun er radiovært på P3-programmet 'Residensen' sammen med sin faste makker, Kasper Reippurt, der supplerer:
- Der er en sindssygt bred repræsentation på alle linjer.
- Både med etnicitet, genrer, alder og køn in mente er det bare et imponerende og flot program, hvor der er lidt for enhver smag, fortsætter han.
Hun er årets scoop
De to værter er selv glade for genrer som R&B, afrobeat, amapiano og hiphop, og derfor kan de næsten ikke sætte en finger på årets program, som netop rummer mange navne inden for lige præcis de genrer – men selvom nogle genrer får mere spilletid end andre, bliver det ikke kedeligt, hvis du spørger radioværterne.
- Der er virkelig stor variation i det, de kommer med, siger Kasper Reippurt.
Det viser de blandt andet ved at booke navne som Doja Cat, Tems, Amaarae og Tyla, som alle viser hver sin version af en lyd, som er meget højaktuel i disse år, nemlig R&B og afrobeat kombineret med hiphop.
Dog peger på både Nynne Givskov og Kasper Reippurt på, at det er amerikanske SZA, som er plakatens allerstørste scoop.
SZA laver R&B og er ifølge de to radioværter nok også den største inden for sin genre lige nu. Det viser sig også ved, at hun ved Grammy-uddelingen i februar var nomineret til hele ni priser.
- Jeg er som sådan ikke overrasket, for det er en åbenlys booking, når hun er så kæmpe stor, siger Nynne Givskov.
Man skal dykke lidt dybere i år
Med ethvert festivalprogram kommer der dog også altid et par vrede kommentarer, for selvom Roskilde Festival har næsten 200 musikalske indslag, er det ikke altid muligt at tilfredsstille alle. Og det kan de to radioværter også godt se er tilfældet i år.
- Roskilde Festival viser med det her program, at de ikke bare pleaser folk, siger Nynne Givskov.
- De siger tværtimod, at hvis du kan lide den her genre, så får du her vist, hvor bred den faktisk er. Dér har de tidligere gået meget efter legacy-navne, fortsætter hun.
Konklusionen fra Kasper Reippurt og Nynne Givskov er derfor, at der selvfølgelig er noget for enhver smag i årets program. Hvis man vil have hits, kan man se Gilli og Doja Cat, og hvis man er til rockmusik, tager man forbi Foo Fighters og PJ Harvey.
Men hvis man virkelig vil dyrke genrer som indie, rock og metal, så skal man nok dykke lidt dybere i programmet, forklarer de.
Hvor Roskilde Festival tidligere har givet publikum store navne inden for de genrer – som for eksempel Metallica og The Cure – fokuserer de i år på de nye navne inden for de genrer, lyder det.
- Hvis du kigger på særligt opvarmningsprogrammet, så kan du virkelig finde meget af de genrer. Der får du både rock, punk og metal, siger Nynne Givskov.
Derfor er det også svært for dem at pege på et decideret kritikpunkt af plakaten i år. Ikke kun fordi programmet er som taget ud af de to værters egne playlister, men også fordi Roskilde Festival gør præcis, hvad Roskilde Festival skal, slår de fast.
- Det er forkert at sige, at Roskilde Festival de seneste par år har forsømt rocken, for historisk er det bare en festival, der har fingeren på pulsen, siger Kasper Reippurt.
- På et tidspunkt var det sejt at være indie og sejt at lytte til rockmusik. Nu er det sejt at lytte til amapiano og afrobeat. Festivalens målgruppe er jo den samme, som den altid har været: ungdommen.
- Der er altid den snak om, at Roskilde Festival giver afkøb på sit dna ved at være for poppet, men omvendt er deres dna jo at følge med det, som målgruppen hører, siger Kasper Reippurt.