Selvom 32-årige Laus Knudsen egentlig godt ved, at det ikke er god stil at lyve, så lyver han af og til for sin kæreste, når han går i seng.
Tit sker det nemlig, at Laus går i seng meget senere end sin kæreste, og når han så endelig kryber ind under dynen, og hun søvndrukkent spørger, hvad klokken er, så siger han, at klokken er 22, selvom den i virkeligheden er ét om natten.
– Problemet er jo, at hvis jeg indrømmede, jeg havde siddet alene oppe i fire timer, så ville det virke, som om jeg ikke kunne styre det.
Når Laus taler om at "styre det", så taler han om at game.
Laus elsker nemlig at spille spil som 'APEX Legends' eller 'Helldivers', og selvom dag er blevet til nat, og selvom han skal op på arbejde dagen efter, kan han sidde adskillige timer og hygge sig med vennerne, mens de sludrer og pløkker modspillere ned.
– Gaming åbner bare op for en verden, hvor man har en masse ting til fælles, og hvor man kan holde kontakt til venner, der bor langt væk. Så det er både socialt for mig, men det er også en måde at koble af på, fortæller Laus, som du lige nu kan møde i P3-serien 'Mere tid til gaming'.
Grunden til, at Laus overhovedet har valgt at fortælle om sine løgne over for kæresten i denne artikel, kan forklares med et ord: gamerskam.
For selvom Laus elsker at game, har han også registreret, at hans passion tit får følgeskab af en irriterende følelse af skam.
Hvornår følelsen er opstået, ved han ikke helt præcist, men der skete i hvert fald noget, da han blev voksen og kom i et fast forhold.
Pludselig begyndte han at tænke over, hvor meget og hvornår han gamede.
– Jeg har tit følt, at gaming ikke er lige så socialt accepteret som andre fritidsaktiviteter, og min kæreste har da også tit givet udtryk for, at hun synes, jeg gamer meget. Det betyder, at jeg gør mig mange tanker om, hvordan jeg fremstår i både hendes og andres øjne, fortæller Laus.
Her kan du se Laus game sammen med sin ven, komikeren Peter Werner:
Gaming – no go på Tinder-profilen
Hvis Laus kommer hjem efter en lang arbejdsdag til et køkken, der roder, kan han være ekstra bevidst om, at han lige skal rydde op, inden han sætter sig ned foran computeren. For han vil jo ikke være typen, der tilsidesætter huslige pligter for at game med vennerne. Så ville man jo være helt off, har han tit fortalt sig selv.
Når Laus' kæreste kommer hjem senere på eftermiddagen, kan han også godt finde på at sige, at han lige er kommet hjem, selvom sandheden er, at han har været hjemme i to timer.
– Det er egentlig skørt, at jeg føler behov for at lyve på den måde, ikke? Hvis det var fodboldtræning, jeg skulle til, så tror jeg, at jeg havde haft det på en helt anden måde, og det er da en meget interessant tanke.
Laus er ret sikker på, at han ikke er den eneste, der går rundt og føler skam over sin hobby.
Til daglig arbejder han i Forsvaret, og selvom han ved, at hans kolleger gamer, så er det alligevel ikke noget, som folk taler højt om. Er man ledig på datingmarkedet, er gaming heller ikke den skill, man sætter øverst på Tinder-profilen, mener Laus.
– Jeg har en ven, der er single og som på ingen måde snakker højt om sin PlayStation, når han er på date, af ren frygt for, hvad hans date vil tænke.
Nu er det ikke, fordi Laus går ind for, at man som voksen i 30'erne skal game al sin tid væk. Men han forstår bare ikke, hvorfor det skal være så skamfuldt, når det helt åbenlyst er noget, der gør ham så glad.
Ekspert: Gamerskam er et fænomen
På Center for Digital Pædagogik finder man Emil Ludvigsen, som er ekspert i gaming. Samtidig elsker han også selv at game. Og selvom han ikke selv er tynget af gamerskam, er det et fænomen, han genkender.
- Jeg oplever ikke skam hos de børn og unge, jeg møder gennem mit arbejde, men jeg ved fra jævnaldrende voksne, at gaming bestemt ikke er noget, man nævner, hvis man for eksempel er på date.
Selvom gaming med tiden er blevet mere og mere accepteret, så er der stadig folk, der går rundt med et karikeret billede af, hvad det vil sige at game. De tænker stadig gaming som en aktivitet for nørder, der lever af frysepizza og Faxe Kondi, fortæller Emil Ludvigsen.
Af den grund er Emil Ludvigsen også ekstra opmærksom på at italesætte sig selv som "gamerdreng", når han som ekspert i gaming skal holde foredrag.
- Når jeg er ude, kan jeg godt mærke, at det er vigtigt for mig at vise omverdenen, at man altså godt kan game samtidig med, at man har et almindeligt arbejde og en kæreste. Gaming er trods alt noget, som virkelig mange unge voksne dyrker, og jeg tror, det er gennem repræsentation, at vi normaliserer det.
Men én ting er, at vi som samfund skal stoppe med at se ned på gaming.
Hvad gør man, hvis man, ligesom Laus, oplever skam over sin yndlingshobby?
For Emil Ludvigsen gælder det om, at man skal indvie sin kæreste, familier eller venner i sin passion, hvis de skal forstå, hvorfor man bruger så meget tid på det. Derudover kan man også være lidt strategisk i sit parforhold, anbefaler han.
- Det duer jo ikke, hvis gaming går ud over ens fælles kærestetid, men jeg har da tit købt mig lidt tid til at game ved, at jeg lavede aftensmad, ryddede op i køkkenet, og så puttede jeg lige min kæreste i sofaen med et tæppe, en kop kakao og noget, hun godt gad se på tv'et.
- Så var det lidt nemmere at gå ind og game med vennerne.
Du kan se 'Mere tid til gaming' på DRTV.