Mange af de cirka 50.000 gæster på årets Tinderbox stod omkring klokken 21 lørdag aften i et slemt dilemma.
Skulle de gå til scenen, hvor en af tidens absolut største danske musikere skulle optræde – eller skulle de se Danmark spille mod Tyskland under EM i fodbold?
Andreas Odbjerg havde tydeligvis selv frygtet, at fodboldfeberen ville gå voldsomt ud over fremmødet ved hans koncert. Det stod klart fra første øjeblik, han talte til publikum:
- Det er længe siden, jeg har været sådan rigtigt nervøs før en koncert. Så da jeg vågnede i morges, sagde jeg til mig selv, at det er okay, hvis der bare kommer 50, sagde Odbjerg fra scenen, som han lige havde indtaget med kæmpehittet 'Smugryger'.
Men det skulle vise sig, at Odbjergs frygt var total ubegrundet. Pladsen foran den store scene i Tusindårsskoven ved Odense var nemlig fyldt med mennesker.
Det store fremmøde var næsten for meget for den 36-årige odenseaner.
- Min kone er her. Min familie er her. Vi er jo også fra det her fantastiske sted – og i modsætning til landsholdet, er vi eddermame på hjemmebane, sagde Odbjerg, mens hans stemme knækkede over – og bag de gule briller kunne en tåre i øjenkrogen tydeligt skimtes.
Men "… det er sgu for tidligt i koncerten at tude!" pointerede musikeren, der på forhånd havde lagt en klar strategi for at håndtere, at publikum muligvis kunne være ret distraherede under koncerten.
- I behøver ikke stå med jeres telefoner! Jeg skal nok sige til, hvis Danmark scorer, fortalte Odbjerg, der trods hjemmebanefordelen og fremmødet ikke var helt home safe endnu.
For hvad ville det gøre for stemningen under koncerten, hvis nu Tyskland scorede midt i det hele?
Men igen skulle denne bekymring vise sig at være ubegrundet. I den første halvleg, hvor koncerten fandt sted, blev der nemlig ikke scoret et eneste mål.
Samtidig var vejrguderne også med Andreas Odbjerg. Kampen blev nemlig afbrudt af kraftig tysk torden cirka klokken 21.30.
Dermed kunne de publikummer, som måske alligevel ikke kunne lade være med at holde øje med stillingen på deres telefoner, nu koncentrere sig fuldt ud om musikken under resten af koncerten, som i øvrigt foregik i et perfekt smålunt sommervejr.
- Tak til Zeus! Tak til Thor! lød det fra Odbjerg, der udover gule solbriller også var iført både hat og slips i den samme solrige farve.
Koncerten bød både på hits som Ida Laurberg-samarbejdet 'Jeg Ka' Rigtig Godt Li' Dig' og nyere sange som 'Den vredeste mand på Jorden' fra hans anmelderroste nyeste album 'Un Hommage'.
Sidstnævnte var dog svær at komme i den rette stemning til for Odbjerg:
- Det er eddermame svært at være rasende lige nu, erklærede den decideret lykkeligt udseende musiker, der under en tværfløjte-solo gik sig en tur nede blandt publikum.
Han lavede ikke rigtigt noget, men lignede mest af alt bare en, der prøvede at nyde øjeblikket og suge det hele til sig.
Publikum, hvoraf mange i dagens anledning var iklædt rødt og hvidt, var tydeligvis også glade for det valg, de havde truffet i dagens store dilemma.
Ikke mindst Sara og Marie, der begge er 24 og ligesom Odbjerg kommer fra Odense:
- Selvom vi så havde vundet 4-0, ville vi ikke havde fortrudt det. Der var helt ærligt aldrig nogen tvivl for os. Andreas før fodbold! Det vil nogen måske hade os for, men sådan er det altså!
Hen mod slutningen af koncerten stod der stadig 0-0 i kampen, der fortsat var suspenderet i første halvleg, og foran scenen var alle også lykkeligt uvidende om det, der skulle ske efter pausen…
Derfor var der rigeligt med overskud til at nyde, da den odenseanske lyriker afrundede sin koncert med 'Stor mand' og til allersidst ekstranummeret 'I morgen er der også en dag'.
- Hold kæft, hvor har det været fedt det her. Jeg ville bare ønske, at jeg skulle spille Tinderbox 20 gange hver sommer, sagde den efterhånden erfarne entertainer, der alligevel tydeligt var berørt af publikums opbakning til trods for at have fået festivalsommerens nok uheldigste spilletidspunkt.