Okay, inden du læser videre på denne artikel, så hop lige over på YouTube og se nedenstående klip fra filmen 'Snatch' med Brad Pitt i hovedrollen.
Hvad filmen handler om, er ikke så vigtigt, men i den her scene, har nogle gangstere lige myrdet Pitts mor – og det har han det forståeligt nok pænt stramt over.
Så! Nu hopper du over og ser klippet. Stol på mig. Du vil ikke fortryde det.
Jeg venter her imens.
Fik du set det? Ret intenst ikke? Jeg fik i hvert fald kuldegysninger.
Men hvad er det egentlig, der gør scenen så intens? Udover, at det er en ret genial film med dygtige skuespillere og flot kameraarbejde, betyder valget af musik nok også en hel del.
Det er nemlig britiske Massive Attack, som står bag sangen 'Angel', som spiller i baggrunden, og netop Massive Attack er kendt for at have en ekstremt stemningsfuld lyd.
Og denne helt særlige lyd og stil kunne opleves sent fredag aften på NorthSide, hvor publikum var mødt op foran festivalens største scene for at opleve de britiske legender, der netop har påbegyndt deres første tour i fem år.
Egentlig skulle Massive Attack have spillet på NorthSide i 2020, men nogle pandemiske omstændigheder - som vi slet ikke gider tale om - betød, alle koncerter det år blev aflyst.
Men klokken 23:30 i aftes lykkedes det så endelig, og festivalpladsen uden for Aarhus blev i sommermørket i aftes nærmest omdannet til én stor film med publikum i hovedrollen.
Og det er lige præcis dét, Massive Attacks musik kan, fortæller journalist og radiovært på P3 Marie Hobitz, der selv er stor fan af den britiske gruppe:
- De kan gøre en tur i Rema 1000 til en episk oplevelse. Bare sæt det i ørerne, og din hverdag bliver til en film med dig i hovedrollen. Det er virkelig main character-musik!
På festivalpladsen i nat lod folk til at være helt enige. Under flere af numrene stod flere publikummer under koncerten med lukkede øjne og lod sig svajende i takt henføre af gruppen, der brød igennem i starten af 90'erne og siden solgte over 10 millioner albums.
På flere af Massive Attacks numre – inklusive superhittet 'Teardrop' står den skotske sanger Elisabeth Fraser i front med sin imponerende vokal, og som en særlig overraskelse dukkede netop hun også op i nat – og modtog ved sin ankomst nok koncertens største bifald.
- Hun har en helt fantastisk stemme. Den kvinde kunne læse en indkøbsseddel højt, og jeg ville dåne, lyder det fra Marie Hobitz.
Men udover de helt korte introduktioner af gruppens medlemmer og gæster, så publikum på NorthSide ellers ikke meget til artisterne bag musikken.
Under hele koncerten var de bevidst konstant underbelyst, så al fokus kunne prioriteres til den gigantiske storskærm bag dem, hvor en lang række budskaber med blændende klart lys blev skudt ud til publikum via små filmklip, tekster og tal.
Alt fra til konspirationsteorier og kendisser til kunstig intelligens blev via musikken og storskærmen taget under kærlig behandling af gruppen.
Men koncertens største tema var dog alligevel de voldsomme krige, der lige nu hærger flere steder i verden. Derfor blev hele sangen 'Safe From Harm' også dedikeret til én speciel sag:
- Normalt er det her en protestsang, men i aften er det en solidaritetssang med det palæstinensiske folk, lød det fra Robert '3D' Del Naja.
Har inspireret Billy Eilish og Dua Lipa
Der er ingen tvivl om, at Massive Attack altid har villet mere, end bare at være stemningsfuld underlægningsmusik til film – og det har de uden tvivl også haft succes med.
Den innovative gruppe har nemlig haft stor musikhistorisk betydning og nævnes ofte, når der tales om inspirationskilder for store artister som for eksempel Radiohead, Portishead og Björk.
Men også i ny musik kan briternes indflydelse høres, mener Marie Hobitz:
- For eksempel er både Lana Del Ray og Billy Eilish tydeligt inspireret af den triphop-lyd, som Massive Attack pionerede. Så sent som på Billy Eilish nyeste plade kan man høre det, siger hun.
Også Dua Lipa har fortalt, hvordan hendes nye album, der kom så sent som i sidste måned, blandt andet er delvist inspireret af netop Massive Attack – og det samme gælder for canadiske The Weeknd.
Tilbage på festivalpladsen uden for Aarhus, var det dog ikke Massive Attacks store historiske betydning, der var i fokus.
For publikum blev via storskærmen udsat for et massivt angreb med tonsvis af informationer og indtryk, og havde derfor ikke havde andre muligheder end bare at suge til sig og være til stede i nuet.
Da 'Angel' til stor jubel kom cirka midt i koncerten, stod ét sted en ung kvinde med blåt hår og næsering helt alene og svajede følsomt frem og tilbage i takt til sangen – og en meter bag hende kunne en midaldrende herre ses holde sin kone helt tæt ind til brystet. Hun havde lukkede øjne og ryggen til scenen - det var som om, de var smeltet helt sammen.
Hvad mon deres film handlede om?