Man kan næsten få det indtryk, at der hviler en slags forbandelse over de verdensstjerner, der spiller på Smukfest.
I 2022 floppede Justin Bieber ifølge mange anmeldere. I 2019 var det Robbie Williams, der fik en særdeles hård medfart af kritikerne. Og i 2018 blev Britney Spears' show i bøgeskoven stemplet som intet mindre end "muligvis århundredets dårligste koncert".
Sent lørdag aften var det så et dårligt knæ, der var lige ved at forhindre en verdensstjerne i overhovedet at gå på scenen – nemlig amerikanske Christina Aguilera:
- Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet ville komme op på scenen i aften, for jeg har en lille knæskade, afslørede den Grammy-vindende sangerinde kort inde i den én time og 15 minutter lange koncert.
Senere øste hun sin kærlighed ud over sit begejstrede publikum foran Bøgescenerne:
- Tak for at tage imod os med så meget kærlighed. Mit knæ er ved at tage livet af mig, men det betyder virkelig meget, at I får mig igennem det her.
- Jeg er en perfektionist, og jeg kan ikke gøre alt det, jeg gerne vil i aften, men jeg er glad for at være heroppe og lave musik med mit meget støttende og stærke team.
Anmeldere: 'Druknede i koreografi og gimmicks'
At dømme efter de første anmeldelser gjorde det dårlige knæ dog hverken til eller fra i det, B.T. kalder for en "tæt på ligegyldig" koncert:
- Amerikaneren virkede generelt til at have alt for meget fart på, ligesom hun punkterede stemningen flere gange, når hun forlod scenen for at (skifte tøj?), skriver B.T. i en trestjernet anmeldelse.
Soundvenue er mere positive og giver fire stjerner til koncerten:
- Aguilera kunne stadig synge. I tidernes morgen lød ordet, at hendes stemme spændte over fire oktaver, og jeg tror muligvis, den stadig spænder lige så vidt.
Jyllands-Posten er mere lunkne og kvitterer med blot to stjerner. De skriver blandt andet, at Aguilera "druknede i sin egen teatertorden":
- Christina Aguilera var til stede i glimt, men druknede for ofte i koreografi og gimmicks på Smukfest.
Koncerten var da også et udstyrsstykke, der var en arena værdig – med alt fra sceneild og fyrværkeri til otte mandlige dansere, et liveband og en solbrilleiklædt Aguilera, der måske ikke dansede, som hun gjorde i 00'erne, men alligevel virkede til at have det sjovt på scenen.
Flankeret af sine dansere både voguede og beltede hun sig gennem sin Smukfest-koncert, så hun ikke efterlod megen tvivl om, at hendes verdensberømte stemme stadig spænder imponerende fire oktaver.
Det bevidste hun blandt andet på megahits som 'Ain't No Other Man', 'Beautiful' og 'Say Something', mens hun for alvor fik fyret op under publikum med bangers som 'Dirrty', 'Fighter' og 'Moves Like Jagger'.
Hun spillede selvfølgelig også sangen, der fik hende til at bryde igennem den internationale lydmur for snart 25 år siden, nemlig singlen 'Genie in a Bottle' fra 1999.
Både 'Genie in a Bottle' og et selvbetitlet debutalbum blev dengang kæmpe succeser kloden rundt, og før man kunne nå at nynne "If you wanna be with me", havde amerikaneren sunget sig op på siden af blandt andre ærkerivalen Britney Spears som én af 00'ernes absolut største popstjerner.
Og selvom der i de senere år har været langt mellem de hits, der i starten af karrieren sikrede hende status som verdenskendt popstjerne, har hun været flittig til både at turnere og afholde koncerter.
Forud for lørdagens koncert nedlagde Aguilera i ægte divastil forbud mod at have fotografer helt tæt på scenen, hvorfra de traditionelt foreviger artisterne.
Det skete blandt andet også sidste år, hvor Justin Bieber gæstede bøgeskoven. Det betyder dog hverken i Biebers eller Aguileras tilfælde, at der ikke kommer fotos fra koncerten – blot at fotografernes billeder skal tages længere væk fra scenen end normalt.
Begejstrede fans: 'Christina er et ikon!'
Inden koncerten mødte P3 de tre gymnasiekammerater Maria, Harald og Mathias på 18 og 19 år, og her var især Maria fuld af forventning til koncerten:
- Christina er et ikon! Hun har været der siden 1990'erne. Nu er jeg på Smuk, så jeg skulle bare se alle de store navne, og Christina er sgu ét af dem. Jeg har lyttet til hende siden min barndom, og så er det bare kørt derfra, lød det fra Maria inden koncerten.
Drengene glædede sig også – om end måske ikke helt i samme omfang som Maria:
- Jeg har en storesøster, så jeg har efterhånden hørt en del store kvindekunstnere. Og når man så står her på Smukfest, og ens søster siger, man skal tage til Christina-koncert, så gør man det, lød det fra Harald inden koncerten.
Mathias var mest bare taget med for vennernes skyld:
- Jeg ved ikke rigtig, hvem hun er. Jeg er her for at feste og hygge, lød det inden koncerten.
Bagefter havde piben fået en noget anden lyd:
- Nu har jeg virkelig fået et forhold til hende – jeg er blevet kæmpe fan! Hvordan kan man ikke blive fan efter det her?, lød det fra Mathias efter koncerten, inden Maria rundede af for de tre venner:
- Fuck, hun var vild – vi har det fucking fedt lige nu!
Smukfest fortsætter til og med søndag, hvor blandt andet navne som Drew Sycamore og Andreas Odbjerg spiller.