'Jeg har det forfærdeligt': Gæsterne er færdige efter en uge på Roskilde

Det trækker tænder ud at være på festival i en uge - se gæsterne før og efter.

Da vi mødte Annika første gang, var humøret højt, men festivalen har sat sine spor. (Foto: © Betina Garcia / Sebastian Stokkebo, DR)

Nogle gange er det en drøm at være på festival.

Andre gange kan det virke som ren overlevelse, og den 52. udgave af festivalen vil nok gå over i historien som en af de mere barske.

Det var nemlig en våd omgang, både hvad angår øl og regn, og begge dele kan mærkes efter en uge på Roskilde Dyrskueplads.

Vi har fotograferet og talt med et par festivalgæster ved festivalens start og slutning, og her kan du se og høre, hvordan festivalen sætter sine spor:

Annika

Tanken er tom, fortæller 18-årige Annika efter en uge på Roskilde. (Foto: © Betina Garcia / Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Da vi møder Annika i festivalens begyndelse, er hun fyr og flamme. Det er hendes anden gang på Roskilde. Hun er i fuld gang med at spille shots-ludo, og hun glæder sig til at se Doja Cat.

Da vi møder hende igen en uges tid senere, er energien lidt en anden.

- Jeg har det forfærdeligt. Jeg har drukket hele ugen, altså. Der er i hvert fald ikke mere tilbage at give af.

- Jeg tror ikke, jeg kommer op at køre i dag.

Villiam

18-årige Villiam er på Roskilde Festival for første gang - sammen med sin to år ældre storebror. (Foto: © Betina Garcia / Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Det er Villiams første år på Roskilde, og han er her med sin storebror Mark på 20.

Da vi møder ham i starten af ugen, glæder han sig til feste, til at være i Dream City og til at se Doja Cat.

Vi møder ham igen på festivalens næstsidste dag.

- Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg er gået ind til, men det er fucking fedt.

- Det er lidt intenst. Jeg har levet på koffeinpiller for at holde mig vågen.

- Højdepunktet har været at se Doja Cat. Hun levede virkelig op til mine forventninger. Det var surrealistisk.

- Det første, jeg skal, når jeg kommer hjem, er at sove ordentligt. Og tage et ordentligt bad. Jeg glæder mig på en måde, men jeg tror også, jeg kommer til at savne at være her. Og jeg kommer igen næste år, helt klart.

Benedicte

Benedicte er 27 år og har været på Roskilde mange gange før. Dette år er dog hendes første som frivillig. (Foto: © Betina Garcia / Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Benedicte er lidt af en Roskilde-veteran, det er nemlig hendes ottende år.

- Humøret er stadig højt, men energien er lidt forsvundet.

- Vejret har tæret på kræfterne. Jeg har frosset på grund af regnen. Vi har mistet to pavilloner, men mit telt har heldigvis holdt tørt.

- Efter hvert år på Roskilde tænker jeg: "Aldrig igen!". Men så begynder man jo alligevel at savne det.

Benedicte er dog ikke sådan at slå ud, og allerede i næste uge skal hun på festival igen, denne gang er det Vig Festival.

Daniel

Daniel har fået sin Roskilde-billet ved at arbejde som frivillig i organisationen ReUse. (Foto: © Betina Garcia / Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Det er 28-årige Daniels første Roskilde nogensinde, og da P3 møder ham i starten af festivalen, er han i topform.

Og han er stadig sprudlende, da vi møder ham en uge senere - vel at mærke selvom han kører på bare en enkelt times søvn.

- Jeg har givet den gas hver dag, gået alt for meget og sovet alt for lidt, siger Daniel med et smil.

- Jeg har fået én times søvn i nat og har været på arbejde, så jeg er lidt smadret. Men jeg er klar til endnu en aften, og jeg tager det hele med, selvom jeg kører på dampene lige nu, siger Daniel, der dog ikke har udsigt til at komme hjem lige foreløbig.

De næste tre dage skal han nemlig arbejde som frivillig i et projekt, der sorterer affaldet fra Roskilde og donerer de genstande, der stadig duer, til NGO'er.

- Jeg har det lidt stramt med det lige nu, griner han.

- Men jeg gør det med tre venner, og det tager vi stiv arm.