Min far blev anholdt i april 2021 og har siddet i fængsel siden da.
Han blev dømt, fordi han havde en pistol liggende på sin mors loft.
Han blev også dømt for medvirken til et skunk-laboratorium, fordi han havde en lejer i sit gamle hus, der havde bygget et laboratorium, hvor han dyrkede hash.
Jeg tror dog ikke, min far havde kendskab til laboratoriet, men jeg kan ikke vide det.
Det var ikke fedt at sidde i retten og høre, da han fik sin dom. Det var ikke sådan, vi regnede med, at det ville gå. For de havde ikke nogle rigtige beviser for, at han havde været medvirkende til det der skunklaboratorium. Så han blev på en måde dømt for indicier, synes jeg.
Det kom derfor lidt bag på os, da de sagde fængsel i tre et halvt år.
Han har siddet inde en håndfuld gange i alt. Men hans nuværende dom er den længste. Han har siddet inde to gange før, mens jeg har levet. Han har også siddet inde, inden jeg blev født.
Jeg var omkring syv år, første gang han var i fængsel i min levetid.
Dengang lavede jeg rigtig meget ballade, fordi jeg gerne ville lægges mærke til, så jeg kunne få den hjælp, jeg havde brug for.
Jeg kunne ikke selv sige det, for jeg vidste ikke, hvad der var galt. Jeg tror, det var et råb om hjælp. Men jeg fik ikke noget hjælp eller støtte i skolen, selvom det måske var dét, jeg havde brug for.
Min far har generaliseret angst, ADD (en psykisk funktionsnedsættelse, red.) og PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse) på grund af alt det, han har oplevet gennem tiden. Han har haft et hårdt liv; det har ikke været det fedeste.
Jeg savner ham i hverdagen, for han er der jo ikke.
Men hver tredje weekend kommer han ud, fordi han sidder i åbent fængsel. Han er på udgang fra fredag til søndag, hvor han kommer hjem til min mor og mig.
I de weekender hvor han ikke er hjemme, besøger jeg ham for det meste om søndagen. På nær hvis jeg skal ud med nogle venner eller skal noget andet.
Når jeg besøger ham, er vi i hans celle. Det er et lille firkantet rum. Han har et meget lille fjernsyn, en seng og et bord, hvor man kan spise. En masse reoler, et køleskab og en vask.
Han har en gammel Nokia, så vi kan også ringe og sms'e sammen, når vi har lyst.
Jeg tror, han har det okay.
Når han kommer ud, skal han flytte hjem til os igen. Det bliver underligt – med én til, der bestemmer over mig. Så skal jeg til at følge hans regler. Der er forskel på, hvad man må med ham og min mor. Så der er også lidt andre regler, når han er hjemme hver tredje weekend.
Det er svært at sige, hvordan det har påvirket min mor og fars forhold, at han er i fængsel, men jeg tror, det går hende meget på.
Jeg er selv meget åben omkring, at min far sidder i fængsel, for jeg vil hellere have, at folk får den rigtige historie at vide, så de ikke går og danner konklusioner og falske historier. Men de tager det pænt. De bliver barmhjertige og vil hjælpe.
Men der vil nok altid være nogle, der dømmer mig, fordi min far sidder i fængsel. Der er mange, der har en tanke om, at hvis din far er kriminel, så vil du nok også havne i samme bane.
Jeg har selv oplevet, at nogle forældre har sagt, at deres børn ikke måtte være sammen med mig, fordi min far er kriminel. Det er helt vildt.
Man skal være imødekommende over for børn, hvis forældre sidder i fængsel – i stedet for at skubbe dem væk.
Mit forhold til ham i dag er, som det var førhen. Jeg elsker ham stadigvæk. Uanset hvad han laver, vil han altid være min far.