Der er særligt tre ting, svenskerne er gode til at bikse sammen.
Familievenlige biler, saml-selv-møbler i flade papkasser og fængende popmusik.
Og man må sige, at 26-årige Zara Larsson er leveringsdygtig i den sidste kategori.
Siden hun fik sit store gennembrud som 15-årig med hittet 'Uncover', har den unge sangerinde spyttet hits ud på stribe. Hits, der lørdag aften skulle sætte fut i festen, da verdensstjernen gæstede Smukfest.
- Forstår I hvis jeg snakker svensk? For jeg forstår ikke, hvad I siger, skraldgrinede stjernen fra scenen, inden hun - på svensk - fortsatte:
- Det er så fedt at være her, det her er én af de fineste festivaler, jeg nogensinde har været på!
'Jeg lever jo min drøm'
Inden det hele gik løs, mødte P3 den succesfulde svensker backstage på den jyske festival, som hun senest gæstede tilbage i 2017.
- Det er min favoritdel af jobbet at optræde. Jeg elsker det virkelig, lød det fra Larsson.
Popstjernen har da også trænet op til at stå på scenen, siden hun var helt lille.
Ligesom mange af os andre, der voksede op med popmastodonter som Britney Spears og Christina Aguilera, brugte Zara Larsson nemlig timevis foran spejlet da hun var barn, mens hun forestillede sig, at tøjdyrene på sengen var et skrigende publikum.
- Jeg tror, det er noget, alle har gjort – og jeg tror også, børn i dag gør det. Så står man der og forestiller sig, at man er den her store stjerner, det optræder foran en masse mennesker. Og det er jo så vildt, at jeg rent faktisk får lov til at gøre det i virkeligheden, siger Zara Larsson med et grin og slår fast:
- Jeg lever jo min drøm.
Blev forvekslet med Rihanna - og fik kæmpehit
Larsson, der er flasket op med den succesfulde poptradition i hjemlandet Sverige, mærkede spotlysets varme stråler allerede som 10-årig, da hun vandt sangkonkurrencen 'Talang'. Fire år senere udgav den talentfulde svensker debutsinglen 'Uncover', der blev hendes gennembrud – og hvilket gennembrud.
'Uncover' tiltræk sig enorm opmærksomhed – særlig fordi den dengang ret så ukendte Zara Larssons stemme af mange blev forvekslet med hitdronningen Rihanna – og sangen blev et stort hit i Sverige og nabolande som Danmark og Norge.
Siden dengang har Zara Larsson været leveringdygtig i stribevis af pophits – tag bare titler som 'Ain't My Fault', 'Lush Life' og Clean Bandit-samarbejdet 'Symphony' – og kan i dag prale af tæt på 28 million månedlige lyttere på Spotify.
Sange, der naturligvis også alle var på setlisten, da stjernen indtog Smukfest.
Men selvom hun har et cv, der kan tage pusten af de flest aspirerende popstjerner, så er 26-årige Larsson typen, der altid tænker: "Mere. Større. Vildere!", indrømmer hun.
- Jeg er så dårlig til at minde mig selv om de ting, jeg allerede har opnået. Jeg kan godt blive lidt stresset over alle de ting, jeg gerne vi nå at prøve. Jeg føler, jeg har gjort nogle fantastiske ting, men der er så meget mere derude, jeg gerne vil, siger hun og fortsætter:
- Men man skal også huske at kigge tilbage og give sig selv et klap på skulderen for de ting, man allerede har opnået. Det er noget, jeg prøver at huske mig selv på.
Hyldede 'lækre danskere'
Under koncerten lørdag aften beviste Zara Larsson da også, at hun i dén grad allerede er en musiker af popstjerne-kaliberen.
På scenen, hvor Larsson var flankeret af fire dansere og et band udelukkende bestående kvinder, både sang og ikke mindst dansede hun festen igang.
Undervejs kom Larsson både gennem sangen der startede det hele,'Uncover', David Guetta-hittet 'On My Love' og forkælede også publikum med et cover af ABBA-hittet 'Gimme Gimme' som en lille hyldest til sine svenske landsmænd.
Der var dog også plads til en lille hyldest af os danskere.
- I danskere er så snygga (svensk for 'lækre'), råbte stjernen fra scenen. Et budskab, hun også kom med før koncerten, da hun blev spurgt ind til forskellene på et dansk og et svensk publikum.
- Jeg tror egentlig ikke, vi er så forskellige, os svenskere og danskere. Men jeg vil sige én ting; danskere er virkelig lækre.
Jamen tak. Jeg tror faktisk, vi danskere lidt plejer at sige det samme om her svenskere...
- Virkelig? Men nej, I danskere er klar mere lækre end svenskerne. Helt klart, lød det kækt fra stjernen.
Efter koncerten kom Zara Larsson også med en uforbeholden ros til sit danske publikum.
- Smukfest, Danmark, jeg elsker jer. Jeg havde det så sjovt i aften, lød det - på gebrokkent dansk - i en story på popstjernens Instagram, der sluttede med ordene:
- Puha, det var dårligt.
Bare rolig, Zara, jeg tror, du er tilgivet.