Gør du aldrig, hvad du sætter dig for? Tobias er ekspert i at stramme ballerne

Tobias Bartholdy har kørt gennem Nordgrønland på hundeslæde. Her er hans bedste tips til, hvordan du finder din indre viljestyrke frem.

Har du også forsømt dine nytårsforsæt? Her kan du lære, hvordan du kommer op på hesten igen. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Hvis du er, som danskerne er flest, så startede du nok 2025 med gode intentioner.

Måske var planen, at du skulle smide nogle kilo. Måske skulle cigaretterne skrottes. Eller måske skulle du begynde at bruge mindre tid på telefonen.

Men nu, hvor vi er over halvvejs gennem januar, og hverdagen for alvor er vendt tilbage, kan det være svært at holde fast i de gode intentioner og nytårsforsæt.

Mange af os har nok brug for et lille spark i rumpetten, og derfor har vi hevet fat i Tobias Bartholdy.

Han er leder, foredragsholder og tidligere patruljefører i Slædepatruljen Sirius. Han ved med andre ord lidt om, hvordan man finder viljestyrken frem og strammer ballerne, når tingene bliver svære.

Tobias Bartholdy har været en del af Slædepatruljen Sirius flere gange og har tilbragt over 1.000 dage i Grønlands ødemark. Her ses han under optagelserne til DR-programmet 'Slædepatruljen', hvor han medvirker som ekspert. (Foto: © Theis Mortensen, Collectif / DR)

- Grundlæggende besidder vi jo alle sammen én eller anden form for viljestyrke, men vi aktiverer den først, når det, vi skal, er vigtigt nok. Hvis vi virkelig skal nå noget på arbejde, så kan de fleste af os godt løbe efter bussen, hvis vi er ved at komme for sent, siger Tobias Bartholdy, der er kendt fra DR1-programmet 'Slædepatruljen'.

- Men i udgangspunktet er vi mennesker ret dovne, og derfor kæmper mange af os tit med at finde viljestyrken frem, når vi skal noget, der ikke altid er lige sjovt.

Men hvad kan man så gøre for at give viljestyrken og rygraden et boost? Det kommer Tobias Bartholdy her med fem bud på:

1

Find et mål, du (ærligt) brænder for at opnå

Det kan være vanskeligt at holde sit nytårsforsæt. I en YouGov-undersøgelse foretaget i april 2018 svarede to ud af fem, at de nu havde droppet deres nytårsforsæt. 57 procent holdte dog stadig stand. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Det allervigtigste er ifølge Tobias Bartholdy, at du finder dig et mål, som du virkelig brænder for og har et oprigtigt ønske om at opnå.

- Grundlæggende vil vi mennesker helst gøre dét, der er lettest for os eller det, vi plejer at gøre. Det er her, vores viljestyrke skal hjælpe os, og den er altså langt lettere at finde frem, hvis man kæmper for at opnå noget, der virkelig betyder noget for én.

Ifølge Tobias Bartholdy skal din viljestyrke hjælpe dig med at droppe de nemme og komfortable valg til fordel for dét, der kan lede dig i retning mod at opnå dit mål. Og det bliver langt nemmere, hvis målet er noget, du oprigtigt drømmer om at lykkes med.

- Samtidig skal man også gøre op med sig selv, om ens mål – for eksempel at blive strandklar til sommer – er så vigtigt, at man vil gå på kompromis med andre ting. Det kan være, når det kommer til ens kost eller den tid, man bruger på træning i stedet for andre ting, der måske er sjovere. For man bliver nødt til at gå på kompromis, hvis man vil lykkes.

2

Gør det nemt for dig selv

Med små ændringer, kan du gøre vejen fra tanke til handling liiiidt kortere. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Når vi har brug for vores viljestyrke, er det oftest, fordi vi skal gøre noget, der er svært – men det behøver det ikke være.

Du kan nemlig hjælpe dig selv ved at gøre det så let som muligt at træffe de gode valg, forklarer Tobias Bartholdy.

- Et godt råd er, at man forsøger at fjerne de barrierer, der står i vejen for én. Hvad er det for nogle fælder, jeg falder i, når jeg ikke får opfyldt min målsætning? Jo mere simpelt, jeg kan gøre det for mig selv at træffe den gode beslutning, jo bedre bliver det.

Derfor kan det for eksempel være en god idé ikke at have køkkenskabene fulde af slik, hvis dit mål er at spise sundere.

- Og hvis du gerne vil træne mere, men altid ender med at smide dig på sofaen, så kan du begynde at skifte til træningstøj som det første, når du kommer hjem. Det kan godt være, du stadig ender på sofaen, men skridtet fra sofaen til træning er lige blevet lidt mindre, fordi du allerede er omklædt, siger Tobias Bartholdy og fortsætter:

- Det betyder ikke, at du nødvendigvis kom helt ned i træningscentret, men måske fik du så taget nogle hurtige armbøjninger på stuegulvet, fordi vejen derhen ikke var så lang.

3

Bryd dit mål ned i små bider

Det kan være nemmere at nå dit mål, hvis du bryder det ned i mindre bider, mener Tobias Bartholdy. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Hvis du har besluttet dig for, at du skal smide 20 kilo eller løbe et maraton til sommer, risikerer du let at blive overrumplet af den store udfordring, der venter dig. Derfor kan det være smart at dele sit mål op i mindre delmål, mener Tobias Bartholdy.

- Man plejer at sige, at hvis man skal spise en hel elefant, skal man starte bid for bid. Det er måske et lidt overforsimpelt billede, men jeg tror, pointen er meget rigtigt.

- Lad os sige, du har et mål om, at du gerne vil løbe et halvmaraton og ikke har løbet før. Så virker det nok både uoverskueligt og virkelig udfordrende at skulle løbe sådan ét fra den ene dag til den anden. Men hvis du bryder vejen derhen op i små delmål, så føles det pludselig langt mere overskueligt, forklarer Tobias Bartholdy.

- Så får du sådan en sneboldeffekt, hvor du oplever: "Hov, jeg kunne godt løbe én kilometer", og "hov, jeg kunne faktisk også godt løbe to". Det kan være med til at holde dig til ilden, at du løbende ser fremskridt.

4

Involvér dine venner

Det kan være en hjælp at støtte sig op af andre, når man skal udfordre sig selv. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Gruppepres bliver oftest omtalt som en dårlig ting – men når det kommer til at opnå dine mål, kan det faktisk være en hjælp, hvis du har folk omkring dig, der både kan heppe på dig og presse dig.

- Det kan give dig et skub, hvis du fortæller folk omkring dig om dine mål. Hvis jeg nu siger højt til min bedste ven, at jeg har den her ambition og egentlig også gerne vil have, at han ringer til mig om en uge og spørger, hvordan det går – så er der pludselig noget at leve op til, siger Tobias Bartholdy.

Han forklarer, at man med fordel også kan gøre ting som at melde sig ind i en løbeklub eller aftale, at man træner sammen med en ven.

- Det dér med, at der faktisk står en kammerat eller et helt løbehold og venter på dig, er i den grad noget, der kan hjælpe med at få dig ud af døren.

- Der er også et socialt aspekt i det. Hvis vi kæmper den her kamp alene, har vi jo kun vores egen viljestyrke. Men hvis gør det sammen med andre, kan vi støtte og presse hinanden.

5

Smid nogle penge efter dit mål

Det kan være en god idé, at smide nogle penge på bordet, i jagten efter dit mål, mener Tobias Bartholdy. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Tobias Bartholdys sidste råd kan måske lyde en smule kontroversielt – men det kan have en stor virkning, mener han.

- Hvis man har brug for at booste sin viljestyrke, kan man vælge at investere en god sjat penge i det projekt, men gerne vil opnå, siger han.

Det kan for eksempel være at købe et forløb hos en personlig træner, bestille en dyr træningscykel eller købe et startnummer til et maratonløb til sommer.

- Hvis du allerede har betalt en formue for en personlig træner, er det jo penge ud af vinduet, hvis du ikke møder op. Det kan være en stor hjælp til, at du faktisk strammer dig an og kommer afsted, forklarer Tobias Bartholdy.

- Det kan godt være, at man måske ikke har den vilde motivation fra start, men hvis du kaster penge efter dit mål, virker det næsten dumt ikke at følge det til dørs.