Det kan godt være, Sean Paul er verdens måske største dancehall-legende.
Dén status hjalp dog ikke meget på det, anmelderne blandt andet har valgt at kalde for "noget rod" på Smukfest onsdag aften.
- Man fik næsten ondt i hovedet af råberiet, men om ikke andet fik han rystet godt gang i bøgeskoven, lyder det blandt andet i B.T.'s to-stjernede anmeldelse af Sean Pauls én time og fem minutter lange koncert.
Jyllands-Posten kvitterede også med beskedne to stjerner til manden, der står bag globale nummer ét-hits som 'Get Busy' og 'Temperature', og kaldte koncerten for et "sløset og uhyre ensformigt nostalgitrip".
Sean Paul indtog ellers Smukfests største scene med masser af energi og en erklæret mission om at få publikum til at feste.
- Hvordan har I det, Danmark?, spurgte den 50-årige rapper og musiker retorisk fra Bøgescenerne, inden han fortsatte:
- Det er lidt tid siden, jeg har festet med jer, så tak, fordi I er kommet i dag! Tak, tak, tak!
Zebrastribet sweatshirt og basdunkende hitparade
Koncerten startede med en nedtælling, inden Sean Paul selv gik på scenen iført zebrastribet sweatshirt og flankeret af to dansere, og inden for koncertens første kvarter havde han allerede fyret kæmpehittene 'Get Busy' og 'Cheap Thrills' af.
Efter 'Baby Boy' – som Beyoncé leverede vokalen til i studioversionen – smed han den zebrastribede sweatshirt og holdt snart herefter to korte pauser mellem sine basdunkende sange, der både fik folk til at hoppe i takt og vride hofterne fra side til side, mens onsdag eftermiddag efterhånden blev til onsdag aften.
En halv times tid inde i koncerten begyndte nogle publikummer langsomt at sive fra koncerten, mens numre som 'Bailando' og 'Gimme the Light' derimod fik temperaturen til at stige hos de tusindvis af mennesker, der valgte at blive stående foran Bøgescenerne.
Har samarbejdet med David Guetta, Beyoncé og Sia
Og selvom Sean Paul albumdebuterede for over 20 år siden, var mange af de fremmødte publikummer næppe født, da jamaicaneren fra Kingston første gang indtog alverdens hitlister.
Han debuterede i år 2000 med 'Stage One', men det var den notorisk svære to'er, albummet 'Dutty Rock', der gjorde ham til en international stjerne.
Albummet vandt en Grammy-pris for 'Bedste reggae-album' og sendte ham til tops på hitlister kloden rundt med sange som 'Get Busy', 'Gimme the Light' og 'Like Glue' – som alle blev spillet til onsdagens koncert i bøgeskoven.
Da han fulgte dén succes op med sit næste album og hittet 'Temperature', begyndte mange at stemple ham som manden, der på egen hånd fik gjort dancehall mainstream.
Og selvom der er gået mange år siden de glade 00'ere, hvor jamaicaneren var fast inventar allerøverst på hitlisterne, så har han både holdt sig aktuel med løbende albumudgivelser og musikalske samarbejder.
Faktisk har han arbejdet sammen med alle lige fra David Guetta og Beyoncé til Sia og Ty Dollar Sign i løbet af sin over 20 år lange karriere.
'Det her var en fucking nice koncert'
Onsdagens Smukfest-koncert bød ikke på musikalske gæsteoptrædener med store stjerner. Men det lod ikke til at genere publikum foran Bøgescenerne.
De var derimod langt mere begejstrede end anmelderne.
Én af dem, der var mødt op til koncerten, var 28-årige Ema, der nød at få en mulighed for at danse til Sean Pauls mange hits.
- Det var en fest. Jeg elskede den energi, publikum fik af at se en artist som ham på scenen. Der var virkelig god energi, og det var en kæmpe fest.
Og selvom Ema gik i børnehave, da Sean Paul havde sine største hits, kendte hun alligevel til jamaicanerens musik – ikke mindst på grund af hans ikoniske 00'er-musikvideoer, som han også viste på scenens bagskærm under koncerten.
- Jeg er vokset op med MTV og VH1, så jeg kender ham fra hans musikvideoer. Så selvfølgelig skulle jeg også se ham her på Smukfest. Jeg håbede, koncerten ville være en dansefest, og dét må man sige, den også blev.
Det udsagn var 23-årige Savannah mere end enig i:
- Det her var 100 p den fedeste koncert, jeg nogensinde har været med til. Det var så fucking fedt – også fordi han spillede så mange sange, man kendte.
Du var jo ikke født, da han havde sine første hits. Hvordan har du hørt om ham?
- Der er lavet så mange remixes af hans numre, så jeg kender dem derfra. Og så har jeg hørt de originale bagefter. Man kan jo næsten ikke undgå at kende ham, når man går i byen, for der er bare så mange remixes med ham – det er helt sindssygt. Og det her var en fucking nice koncert.
Smukfest fortsætter til søndag og byder blandt andet på navne som David Guetta, Ava Max, Ukendt Kunstner og Christina Aguilera.