Hoppede spontant ned fra scenen under Smukfest-koncert: 'Oh shit, den havde jeg ikke gennemtænkt'

25-årige Emil Baadsgaard aka USSEL kæmper en kamp for "de usle". P3 har fulgt ham før, under og efter hans koncert på Smukfest lørdag eftermiddag.

(Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Hvornår har du sidst været ussel?

Sådan rigtigt nede at skrabe bunden, så du dårligt kunne overskue at se dig selv i spejlet?

Hvis du spørger den 25-årige musiker Emil Baadsgaard, er svaret: Da han stod på Smukfest lørdag eftermiddag og gav en koncert, der i Jyllands-Posten fik fire begejstrede stjerner.

USSEL er nemlig hans kunstnernavn, og det har han valgt, fordi ordet "ussel" giver ham styrke til at være modig og turde gøre ting på scenen, han aldrig ville gøre som Emil, der med egne ord er "meget genert".

- Jeg vil gerne kæmpe en kamp for de usle. Jeg tror, de usle er de misforståede, som måske ikke bliver set eller hørt. Så det tænker jeg, vi skal vende til en god ting, siger han om sit kunstnernavn.

- Tænk at nogen har fundet på et ord som "ussel" om andre. Det er, som om folk, der er anderledes og har svært ved at finde deres vej, skal have en negativt ladet betegnelse.

'Var sindssygt lost'

Selv har Emil kæmpet mange år med at finde sin vej i livet. Han er vokset op i en kernefamilie i Sønderborg, men har ofte følt sig fortabt, rodløs i skolen og ja - ussel.

- Jeg følte ikke, der var en kasse, jeg kunne hoppe i, så jeg var sindssygt lost og sikker på, der ikke var nogen vej for mig. Det var meget forvirrende og meget meningsløst, siger han og fortæller også, at han har adhd, hvilket ikke gjorde det lettere at få styr på de mange tanker.

Men manglen på kasser gjorde, at han byggede sin egen. Han var ikke god til at tale om følelser, så han skrev dem ned. Teksterne blev til sange, og han øvede sig i at synge dem, selvom drømmen om at blive musiker derovre i København "virkede lige så fjern som at blive astronaut".

Men nogle gange går drømme i opfyldelse, og i 2022 vandt han konkurrencen og talentudviklingsforløbet KarriereKanonen.

Siden er det gået hurtigt, og denne sommer har USSEL travlt med at spille på landets festivaler. Det fik han mulighed for at demonstrere lørdag på Smukfest ved højlys dag, hvor de fremmødte fik sig noget af en koncertoplevelse.

Blandt andet hoppede han hele to gange ned til publikum for at synge og danse, hvilket vakte begejstring.

- Det var Ussels første koncert på Smukfest, men han bevægede sig hjemmevant rundt på scenen og hoppede snart ned i skovbunden og vandrede syngende rundt blandt festivalgæsterne, skriver anmelderen på jp.dk og kvitterer med fire stjerner - hvilket er det højeste antal, avisen i skrivende stund har givet artister på festivalen.

Så noget tyder på, at Emil med USSEL har fundet sin vej, selvom det til tider virkede umuligt.

- Det kan være en kæmpe gave at have en krøllet hjerne og være mærkelig, så jeg har kæmpe optur over at kalde mig selv for USSEL. Det giver mig superheltekræfter - og hvis jeg kan gøre det til en positiv ting at være ussel, har jeg gjort noget godt, som han siger.

P3 har fulgt USSEL før, under og efter hans største koncert indtil videre på Stjernescenen på Smukfest lørdag eftermiddag. Kom med backstage herunder:

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Der er en time, til koncerten på Smukfest starter, og 25-årige Emil gør sig klar til forvandlingen til kunstneren USSEL. Han tager sin sorte t-shirt med Vengaboys af og ifører sig en hvid skjorte og slips. Han stod op klokken 05.30 med sin tourmanager, kørte ud for at hente udstyr og afsted mod Skanderborg. Trods det tidlige tidspunkt er han afslappet og glæder sig til koncerten.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Hele familien er med i backstage-området og hygger sig og er spændte på koncerten. USSELs lillebror, Mikkel, er 23 og tidligere artist under navnet BAADS. Han har nerver på, fordi han skal med sin bror på scenen på et nummer, men kom i seng klokken 03 og har en hæs stemme.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Emils mor giver sin søn et kærligt kys, inden han skal på scenen, og hun skal se koncerten blandt publikum.

- Vi hygger os meget, de er lige så skøre, som jeg er, så det er sgu meget roligt. De kan finde ud af at passe sig selv, når der er behov for det, men er også gode til at komme hen og lave lidt spas og sjov. De er lige afslappede og tossede, så det er fedt, siger USSEL.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Når USSEL skal på scenen, tager han et form for kostume på - typisk englevinger, som han har bestilt hjem, men selv malet. Det er nødvendigt for ham at skabe en karakter - lidt som da han spillede 'Tekken' på Playstation som barn. De karakterer, der var klædt halvt som nogle, der kom op fra kloakken, og halvt som nogle, der var parate til at udkæmpe deres livs kamp, syntes han var seje.

- Jeg tør meget mere, når jeg klæder mig ud. Jeg bliver bedre til at skeje ud og komme ud over scenen. Det er, som om jeg er mindre bange for at falde igennem og blive "gennemskuet" på en eller anden måde.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

- Normalt er jeg meget genert. Jeg er jo høflig, så når folk kommer og snakker med mig, svarer jeg jo. Men jeg er ikke sådan en, der kommer og opsøger folk, fordi jeg er skide genert og har svært ved at socialisere med folk, jeg ikke kender. Men når jeg tager det her på og hopper lidt rundt, bliver jeg en anden, siger han.

Her ses han få minutter før, han skal på scenen.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

USSEL lægger ud med sange fra sit kommende album 'Engle & blå mærker', der udkommer til september. Titlen har han også fået tatoveret bag øret.

Han har på forhånd planlagt et lille stunt, så der går ikke lang tid, før han overraskende råber: "Har I det godt, Smuk? Jeg skal ned og mærke jer", hvorefter han hopper ned fra scenen på jorden, tager fat i hegnet, der adskiller ham fra publikum, og hopper over, mens han stadig holder en mikrofon og synger 'Sasha på månen'.

(Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Tilskuerne er helt vilde, hujer, synger og danser med USSEL, mens solen skinner over bøgeskoven. Veninderne Clara, Karen, Anna og Sara på 24 og 25 er helt oppe at køre over ham.

- Vi er lige blevet kæmpe fans, vi er så imponerede. Han er en kæmpe stjerne, det er voldsomt, nærmest overvældende. Han er i sit es, er med sit publikum og sit band, han er virkelig nærværende, siger de.

(Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

- Det er fucking fedt. Det her med, at han interagerer med publikum og bare kaster sig ud i det - at få mennesker med er fucking fedt. For to år siden drak vi øl med ham og en kammerat, hvor han bare var helt low key, og så er det vildt at se ham i dag, siger Maja og Christina på 23 år.

(Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Tilbage på scenen igen har USSEL sanger Marcus.wav med på nummeret 'Berlin', hvor han er featuring, og de giver hinanden et hurtigt kys på scenen. De to blev venner på Instagram i 2019, da Marcus "inviterede ham på date", hvor de fandt ud af, at de skulle arbejde sammen.

- Vi havde fælles venner, som havde spillet mig nogle ting, Emil havde lavet, forklarer Marcus.wav om, hvorfor han tog kontakt på Instagram.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Og så er turen kommet til USSELs lillebror, 23-årige Mikkel, der i 2020 blev udvalgt til 'Månedens kanon' i KarriereKanonen. Han kommer ind på scenen under sangen 'Nordlys'.

- Jeg har altid sagt til min lillebror, at "hvis jeg skal spille Smuk en dag, skal du med på scenen". Så giv alt kærlighed I kan til ham, lyder opfordringen fra USSEL til publikum, som kvitterer med klappen og hujen.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Undervejs i showet tager USSEL sit slips af og knapper op i sin hvide skjorte, og til sidst smider han den helt.

- Jeg har jo ikke fået tatoveringer kun for min egen skyld. Det er kunst, der skal vises, forklarer han.

Udover tatoveringerne er der også en rent praktisk årsag til, at han har bar overkrop.

- Jeg har nogle meget potente svedkirtler, så jeg begynder at svede helt sindssygt meget. Hvis ikke jeg tager min trøje af, sveder jeg tit så meget, at jeg ikke kan kigge ud af øjnene.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Selvom USSEL kun har planlagt én tur ned blandt publikum, løber han pludselig ned fra scenen, hen til hegnet, tager afsæt med hænderne og får hoppet over og ind til festivalgæsterne. Kort sagt - han tager en tur mere rundt i publikumsmanegen, som nemt kunne være gået galt.

- Jeg blev grebet af stemningen, og da jeg hoppede ned, tænkte jeg "oh shit, den havde jeg ikke gennemtænkt, hvordan kommer jeg over hegnet?". Jeg håber ikke, at nogen kom til skade. Men jeg tænkte, at jeg lige skulle ud og mærke vildskaben og sætte mit sidste stempel.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

Efter showet er der plads til at skrive en autograf på hans set-liste til en fan. Han kommer i tanke om, at han har glemt at smide en USSEL-t-shirt ned til publikum, som han ellers havde planlagt. Det må blive næste gang.

(Foto: © Sebastian Stokkebo, DR)

- Det gik sygt, det var virkelig fedt. Jeg er meget glad, og det betyder også meget, at Simon Jul og Signe Lindkvist kommer og roser mig. Det er fucking fedt at få at vide, siger USSEL om de to konferenciers på Stjernescenen.

Han bliver ikke og hænger ud på Smukfest, da han skal direkte videre til GrimFest og give koncert. At leve af sin musik føles stadig surrealistisk.

- Jeg har aldrig turdet tro, at noget a la det her ville ske, som han siger.

Smukfest fortsætter til og med søndag med navne som Drew Sycamore, Ude af kontrol og Andreas Odbjerg.