'Han har fået en alt for lille scene!': Dramatisk debutkoncert stoppet på festival

Det gik ikke ubemærket hen, da D1MA spillede på Jelling Musikfestival i aftes, der udviklede sig til noget af en fest efter en afbrydelse.

D1MA skal spille på flere festivaler denne sommer, og noget kunne tyde på, at interessen kommer til at være stor. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Hvis man er ude på ballade, er det en god idé at maskere sig.

Dén tommelfingerregel kender D1MA tilsyneladende godt til.

Den maskerede rapper har lige udgivet et anmelderrost debutalbum, og i aftes var tiden kommet til hans debutkoncert.

Og hvilken debut.

D1MA har netop udgivet debutalbummet 'Ev1gt & alt1d', der i en femstjernet Politiken-anmeldelse kaldes "et af årets bedste album". Også Soundvenue gav albummet fem stjerner. (Foto: © Andreas Bro, DR)

D1MA lavede rav i den fra første rim, og allerede efter tre numre måtte koncerten stoppes.

Folk asede og masede og lavede moshpit efter moshpit, og til sidst blev det altså for meget af det gode, vurderede sikkerhedsfolkene.

Publikum var for pressede foran Tribunen-scenen, og hegnet i siden blev så presset, at man valgte at afbryde koncerten.

- Han har fået en alt for lille scene! konstaterede en småfrustreret ung mand blandt publikum.

I alt endte koncerten med at være stoppet i omkring et kvarter, fordi hegnet skulle repareres, og publikum skulle spredes ud, men sikkerhedsprocedurerne virkede lige efter planen, siger festivaldirektør.

- Som forventet var det en koncert med en høj intensitet. De værktøjer, vi har, når intensiteten er høj, er at lave en pause. Og det er for os standardprocedure og noget, vi brugte to gange under koncerten i går, siger direktør for Jelling Musikfestival, Line Mosfelt, til P3 og tilføjer, at ingen kom til skade.

Hun afviser, at man havde booket for lille en scene til D1MA.

- Der var cirka 1.200 til koncerten i går, og kapaciteten er på 1.500. Så der har ikke været et kapacitets-issue i går, siger hun.

Roskilde har booket stor scene

Gårsdagens koncert var D1MA's første festivalkoncert, og den markerede begyndelsen på en festivalturné for musikeren, der også skal spille på Nibe Festival, Tinderbox, Smukfest og - ikke mindst - Roskilde Festival.

Der var klem på foran scenen til D1MA's koncert. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Her skal han spille på Arena-scenen - en kendsgerning, som ifølge Politiken er "uhørt".

For normalt er store scener som Arena noget, man skal arbejde sig op til over længere tid.

Men altså ikke for D1MA - og mon ikke, Roskilde Festivals bookere føler, at de havde regnet den ud, når de hører om, hvilke scener der udspillede sig i Jelling i aftes?

Danser i måneskin

Tilbage i Jelling fik festivalen D1MA på scenen igen, og så var der ellers dømt dansefest.

For selvom det kun er et år siden, at han udgav sin første single, har han allerede flere store hits under bæltet - blandt andet 'Ferrari' og 'Drøm mig væk'.

  • Sikkerhedsfolkene fik noget at se til, da D1MA i aftes spillede debutkoncert. (Foto: © Andreas Bro, DR)
  • Koncerten var nemlig særdeles velbesøgt. (Foto: © Andreas Bro, DR)
  • Og særligt foran var der overtryk blandt publikum. (Foto: © Andreas Bro, DR)
  • Koncerten blev stoppet i omtrent et kvarter, og en repræsentant for Jelling Musikfestival gik på scenen. - I er vildt dygtige til at styre jer. Hvis jeg kunne give jer medaljer, ville jeg give jer dem alle. Og jeg lyver virkelig ikke, sagde han, mens han forsøgte at få publikum til at trække væk og skabe mere luft foran scenen. (Foto: © Andreas Bro, DR)
  • D1MA eskorteres tilbage til scenen efter afbrydelsen. (Foto: © Andreas Bro)
  • - Vi er først lige begyndt, siger han og fortsætter, hvor han slap. (Foto: © Andreas Bro, DR)
  • Og klokken når at passere midnat, inden han sender publikum videre ud i natten for at danse videre i måneskinnet eller dejse om i et telt. (Foto: © Andreas Bro, DR)
1 / 7

Musikeren, der både synger om alt fra PTSD til lattergas og angstmedicin, har gjort alsidighed til sit varemærke - han veksler mellem dansk og engelsk, mellem rap og sang, mellem clubbede technobaskere og mere tænksomme sjælere.

- Jelling, er I på eller hvad, mand? spurgte han fra scenen, og svaret var klart.

Der var både hænder, telefoner og sågar et par krykker i vejret, mens D1MA bød op til dans.

- Vi danser kun i moonlight, sang han på megahittet 'Moonlight', mens halvmånen ganske rigtigt kastede sit mælkede genskin ned over Jelling Musikfestival.

Men hvad er så publikums dom? Vi har spurgt.

Daniel Skafte, 27

Daniel Skafte på 27 kunne godt have tænkt sig en lidt større scene til D1MA. (Foto: © Andreas Bro, DR)

- Han er fantastisk! Han fyrer en fest op og gør det godt, siger Daniel Skafte.

- Han havde 100 procent fået for lille en scene. Det er også, fordi folk ikke kan opføre sig ordentligt. Men det er en god fest!

Signe Holm og Melanie Holm, 18

Signe Holm (tv.) og Melanie Holm er enige - D1MA er kæmpestor lige nu. (Foto: © Andreas Bro, DR)

- Der var mange små børn, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Men stemningen var fed! siger Melanie Holm.

- Jeg stod inde i midten, og der var meget presset. Jeg var ved at falde tre gange eller sådan noget, tilføjer Signe Holm.

De to kusiner er enige om, at D1MA er et stort navn lige nu.

- Han er jo overalt. Jeg synes, han er lige så stor som Nik & Jay nu. Alle kender ham, siger Melanie Holm.

Hun havde håbet, at han ville smide masken, men sådan gik det altså ikke.

Men det kan også noget.

- Det er megaspændende, at man ikke ved, hvem han er, og hvordan han ser ud, siger Melanie Holm.

Manden bag masken

Ja, gad vide, hvem der egentlig gemmer sig bag masken?

P3 har spurgt hans pladeselskab om et interview - men uden held.

D1MA optrådte iført maske og et Kill Bill-agtigt tracksuit. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Til gengæld sendte han os et skriftligt svar, der er omtrent lige så kryptisk som hans maske. Han skriver:

- Masken er D1MA's ansigt, og det vil den altid forblive - uanset, om min identitet kendes eller ej. Den giver følelsen af, at alle kan identificere sig med den - uanset hudfarve, udseende, social klasse eller religion, som netop er ting, vi så ofte dømmer vores medmennesker på. Med masken er alt det taget væk, og tilbage er kun musikken og teksterne.

- Et andet aspekt af det er, at det ofte er nemt at blive lagt i en bestemt kategori og musikgenre, fordi man ligner en bestemt "type", og det stemmer bare ikke overens med min musikalske alsidighed.

- Jeg håber, at min musik kan inspirere og vise, at forskellighed ikke er et tabu, samt vise, hvor vigtigt det er at drøfte de tabubelagte emner, der forfølger os. Specielt i den sociale klasse, jeg er opvokset i.

- Jeg har lært og forstået, at folk, der kommer fra samme baggrund, med samme mindset, samme holdning til problemløsning og konflikthåndtering, samme traumer og samme syn på livet, aldrig vil kunne berige hinanden med nye idéer, muligheder og tankemønstre.

- Det er først, når vi bryder væk fra vores vante rammer, at vi kan udvikle og ændre os, slutter D1MA.