Du kender det: Typerne, der har solbriller på, selv om solen egentlig er gået ned. De der typer, som gerne vil se seje ud, selv om det jo i virkeligheden er dumt.
Fredag aften, da canadiske Kaytranada gav koncert på NorthSide, var det dog nærmest en nødvendighed netop at finde solbrillerne frem igen - også selv om solen allerede var gået ned over Eskelunden.
Så vildt var lysshowet nemlig til hans koncert.
Eller koncert og koncert - for nogen vil måske mene, at det egentligt "bare" var et dj-set, hvor multikunstneren fremviste nogle af sine allerstørste hits, men ifølge P3-vært Kasper Reippurt er en koncert med Kaytranada så meget mere end bare det.
- Meget af det, der fylder til en koncert med Kaytranada, er alt det, der foregår rundt om musikken, fordi det er et menneske, der står ved en pult, og et menneske, som er en kæmpe lys og lyd-nørd, forklarer han.
- Det er en perfekt symfoni af vanvittige produktioner bundet sammen med lys - og i mindre grad en artist, der har øjenkontakt med publikum, lyder det fra Kasper Reippurt.
Så selv om der ingen instrumenter var at finde på scenen, nåede hverken øjne eller ører at kede sig - netop på grund af det lysshow, der foregik rundt om Kaytranada.
Læs med her, og se billederne fra en koncert, som fik hele pladsen foran scenen til at danse iført solbriller og regnjakker.