Først bør denne reportage fra Imagine Dragons-koncerten på Smukfest indledes med en form for disclaimer.
Der vil muligvis blive skrevet lidt for meget om forsanger Dan Reynholds' overkrop i forhold til, at vi er i 2023, hvor artister selvfølgelig skal have lov til at udtrykke sig frit uden at blive seksualiseret eller objektiviseret.
At det alligevel kommer til at ske i denne artikel, er der dog en forklaring på.
Den kommer vi til lige om lidt.
Først skal vi lige beskrive stemningen denne første Smukfest-musikdag onsdag aften klokken 23.30, da de fire bandmedlemmer fra Las Vegas gik på i den østjyske skov.
Foran Bøgescenerne var der fyldt med mennesker i alle aldre, der havde trodset regnen og var mødt op for at se bandet.
Fra flere i mængden lød det, at Imagine Dragons var det absolutte højdepunkt på dagen – og at dømme efter skrigeriet fra flere af de fremmødte publikummer kunne det tyde på, at et teenage-boyband var gået på scenen.
Der var så tale om det stik modsatte.
Imagine Dragons blev skabt tilbage i 2008 og består af fire mænd (forsanger, bassist, guitarist og trommer) i alderen 36-39 år, hvoraf flere er godt gift og har børn.
Deres musik bliver beskrevet som poprock/indierock/alternativ, og i især hjemlandet USA er de kæmpestore og har – hold nu fast – over 58 millioner månedlige lyttere på Spotify, er et af de mest streamede bands i verden, har solgt 75 millioner albummer, og har vundet alt fra Grammy til tre American Music Awards.
Deres store hits tæller blandt andet 'Radioactive', 'Believer', Thunder', 'Demons' og 'Sucker for Pain' med rappere som Lil Wayne, Wiz Khalifa, Ty Dolla $ign og Logic.
Altoverskyggende frontfigur
Men selvom Imagine Dragons er ét samlet band, kan man ikke komme udenom, at det er frontfigur og forsanger Dan Reynolds – og bevares, hans overkrop – der er det altoverskyggende fokus.
Sådan var det også denne onsdag, der blev til torsdag på Smukfest, mens Dan Reynolds gik ud på en specialtbygget scene blandt publikum og kom med flere opråb:
- Lad jeres hjerter være åbne. Vær, hvem I vil være. Frihed! Vi dømmer ikke – vi elsker jer!, lød det blandt andet.
Tre sange inde i koncerten, da vejrguderne åbnede for sluserne, smed han så sin hvide undertrøje og stod med bar overkrop til publikums – at dømme efter skrig og hyl – store begejstring. Og forsangeren kvitterede da også med kommentaren:
- Det her bliver en våd omgang!
Om det var en hentydning til regnen, må stå hen i det uvisse.
Flere byger af konfetti i regnbuens farver faldt samtidigt ned over bøgeskoven, hvis træer nok var lykkelige for, at det ikke var dem, der havde ladet livet til den papirmængde, som overdængede forsangeren, der halvnøgen stod badet i fuldt fokus.
Og det giver anledning til at vende tilbage til forklaringen på, hvorfor vi i denne reportage fokuserer (lidt rigeligt, bevares) på hans 50 procent bare korpus.
For på TikTok og Twitter er denne overkrop simpelthen gået viralt og spredte sig første gang som en steppebrand i 2019 og igen i marts i år.
I disse TikTok-videoer ser man forsangeren hoppe, danse og synge i bar mave – kun iført badeshorts og en tynd halskæde – hvilket bliver ledsaget af mere eller mindre upassende kommentarer fra begejstrede fans.
- Jeg kan bestemt forestille mig dragen nu, lød en kommentar.
- Han er så lækker, hvordan kunne jeg ikke vide det, skrev en anden.
Mangfoldigheds-flag på scenen
Hypen omkring Imagine Dragons har i øvrigt nået nye højder, fordi det amerikanske queer-community har fået øjnene op for rock-forsangeren; flere videoer med Dan Reynolds er gået viralt på TikTok, hvor han står med pride-flag på scenen.
Her skal det nævnes, at forsangeren er vokset op som mormon, men har brudt med kirken – som eneste i familien, der tæller otte søskende. Han er stadig "kulturel mormon", men praktiserer det ikke og har åbent fortalt i interviews, at han ikke vil opdrage sine fire børn som mormorner – blandt andet på grund af, at kirken mener, at homoseksualitet er en synd.
Og Smukfest blev da heller ikke snydt.
Iført et flag med hjerter i regnbuefarver – og en guitarist med en trans-farvet guitar – kom budskabet everyone is welcome here tydeligt frem.
Og ifølge de gæster, P3 talte med efter koncerten, levede bandet – og forsangeren – fuldt ud op til forventningerne.
- Jeg har mistet min stemme. Han er guf for øjet! Det er den eneste koncert, vi er taget til i dag, lød det fra vennerne Cecilie, Martin og Jacob på 21 og 23 år.
- Det er en koncert, hvor der er sygt gang i den – og han er pisse lækker og svinger med publikum! Han er 100 p for fed. Det eneste negative er vejret, men det stopper os ikke!
Smukfest fortsætter indtil søndag med navne som Christina Aguilera, Ukendt Kunstner og David Guetta.