(Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)

Gæster smører sig ind i olie og glimmer og hiver strømperne af hinanden på festival

Glitterwrestling på NorthSide bød på fedtede og letpåklædte kæmpere.

- Er I fugtige?? Er I stive?? PERFEKT kombination!

Sådan lyder det fra en af værterne, der gejler publikum op til dagens kamp og det helt store show.

Hans lyserøde suit er knappet helt op, men der bliver også hurtigt lummert her i cirkusteltet på NorthSide, når der står 'Glitter Wrestling' på programmet.

Her skal festivalgængere nemlig melde sig til at smide det meste af deres tøj, blive smurt ind i mandelolie og overhældt med glitter – helt frivilligt.

Og nu tænker du måske: Hvem i alverden melder sig frivilligt til det?

Svaret finder du nedenfor, da P3 søgte ly for regnen i cirkusteltet med et utal af andre festivalgæster, der alle var kommet for at heppe på de letpåklædte wrestlere.

Vi var nemlig med, da de glinsende og glitrende mennesker kæmpede for at kunne kalde sig vinder af 'Glitter Wrestling' - en titel, man opnår ved at hive de knæhøje strømper af modstanderen først.

Den første i ringen er Scott Walsh på 31 år, der desuden er kendt fra DR's datingprogram 'Vild Kærlighed'. Han er kommet tilbage for at få revanche efter sit nederlag sidste år.

- Taktikken er at bruge mine kunstskaber inden for australsk fodbold, fortæller en olieret Scott Walsh, inden han hopper i ringen.

  • Efter en omgang med mandelolien bliver deltagerne så fedtede, at de glider ind i ringen. Scott Walsh får et dask i rumpetten af sin modstander, inden de vælter hinanden omkuld i kampen om sokkerne. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    1 / 14
  • - Det føles, som om drømmen er fuldført, fortæller en forpustet Scott Walsh. Sidste år spulede han sig selv med en vandslange efter sokkekampen, men i år bliver mandelolien og glitteret altså en del af outfittet for resten af aftenen og natten. (Foto: © undefined, DR)
    2 / 14
  • 'Glitter Wrestling' udspiller i cirkusteltet 'Sideshow' alle dage klokken 16.15, og det stiger tilsyneladende i popularitet. I dag var der rift om pladserne i ringen. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    3 / 14
  • Mens der bliver kæmpet i ringen, bliver de næste deltagere smurt ind i glitter og olie af et garvet team. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    4 / 14
  • De næste i ringen er strippervennerne Mathias Dyrholm Skåning på 32 (i midten) og Frederik Simmelkjær på 25. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    5 / 14
  • - Jeg har meldt mig mest af alt, fordi min modstander også er min strip-partner. Han sagde, han havde et nyt job til mig, men han fortalte mig ikke, hvad det var indtil i dag. Jeg troede, vi skulle lave en opvisning for vores venner. Og nu er der tusind mennesker, jeg ikke kender, fortæller Frederik Simmelkjær (røde strømper), der dog ikke virkede ked af et skulle i ringen. Hans taktik var at løbe stærkt. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    6 / 14
  • - Jeg har været med en enkelt gang før, meget spontant, men i dag er det planlagt. Og det kan du også se på vores outfit, fortæller Mathias Dyrholm Skåning (blå strømper) og tilføjer, at det er deres normale stripperoutfit. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    7 / 14
  • Der blev gradvist varmere og varmere i teltet, og lugten af mandelolie blandet med lidt sved bredte sig langsomt ud til publikum, imens der blev spillet bas-tung cirkusmusik. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    8 / 14
  • - Skal jeg sutte den af nu? spørger en af værterne, inden han sutter løs på en deltagers fod. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    9 / 14
  • Kristine Sørensen (til venstre) på 31 er fokuseret, inden hun skal møde sin modstander, Thora (til højre). (Foto: © undefined, DR)
    10 / 14
  • Normalt kan det være svært at få andre end mænd til frivilligt at være med, fortæller en af arrangørerne bag. Men i dag var der ingen problemer. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    11 / 14
  • - Jeg melder mig, fordi det er sjovt at være med. Jeg går efter strømperne. Der er ikke så meget at frygte, fortæller Kristine Sørensen (blå sokker), selvom det er hendes første gang til 'Glitter Wrestling'. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    12 / 14
  • Publikum og deltagere var begejstrede fra start til slut, og der var ikke den store forskel på, om man vandt eller tabte. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    13 / 14
  • Spørger man Thit Poulsen 21 (til højre) og Erika Agger 21 (til venstre) om, hvorfor de er troppet op i dag til at se med, er svaret ganske enkelt: Så meget glitter! Så meget power! Så meget nøgenhed! Pisse god energi!! (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, DR)
    14 / 14