'Fuck det normale': Kenan er spastisk lammet og med i årets nøgenløb

Se billeder fra årets traditionsrige nøgenløb på Roskilde Festival her.

Igen i år blev det traditionsrige nøgenløb afholdt på Roskilde Festival. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Vi har dem alle sammen – kroppe. Og de ser alle lidt forskellige ud. Nogle er tyndere, rundere, længere, mørkere. Og så er der dem, der ikke kan bevæge sig som de flestes.

En af dem, der ikke har samme kontrol over kroppen som mange andre, er Kenan på 30. Han er spastisk lammet og sidder i kørestol, og han har tolk til at hjælpe med oversættelsen.

Men at have et handicap skal absolut ikke være nogen forhindring for ham i at gøre ting, han har lyst til. I år er han for eksempel på Roskilde Festival for første gang.

Og i dag har han lyst til at deltage i Roskilde Festivals traditionsrige nøgenløb, der har fundet sted siden 1998, og som har cirka 30 deltagere.

For at gøre det muligt at deltage, har han fået en frivillig til at løbe med ham i hans kørestol – begge uden tøj på.

- Jeg stiller op, fordi det er noget, man ikke plejer – og det er jeg god til. Jeg elsker at være anderledes. Fuck det normale, siger Kenan.

En af deltagerne er 30-årige Kenan, der er spastisk lammet og sidder i kørestol. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Han forklarer, at han blev spastisk lammet, fordi han er født i Balkan under krigen i et beskyttelsesrum, hvor han ikke fik nok ilt.

- Og det er derfor, jeg er "spasser", som han siger.

Altså, spastisk lammet?

- Nej, bare kald mig "spasser".

- Jeg vil gerne vise, hvordan vi mennesker kan være forskellige, siger Kenan, der deltog i sin kørestol. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Hvordan fik du idéen til at være med i nøgenløbet?

- Jeg har altid været sådan, at jeg elsker at gå mod normen. Jeg er træt af, at det hele skal være så perfekt i vores samfund. Jeg vil gerne vise, hvordan vi mennesker kan være forskellige, siger Kenan.

Og det er primus motor og arrangør for årets nøgenløb, Bjarke Pedersen fra Camp Turistmisinformation, helt enig i.

Bjarke Pedersen er arrangør af årets nøgenløb, og han mener, at det er vigtigere end nogensinde. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

- Nogle mener, at det kun er de såkaldt "pæne" i citationstegn, der må tage tøjet af, mens mange, specielt overvægtige – som jeg selv er en af – har et problem med at være nøgne. Jeg hviler dog ganske godt i mig selv, og det vil vi gerne have flere folk til at gøre, siger Bjarke Pedersen.

Men er tiden ikke ved at være løbet fra nøgenløbet her i 2023?

- Det er den ikke. Jeg synes faktisk, det er vigtigere end nogensinde før, at vi gør opmærksom på, at det er okay, at vi ser forskellige ud. Det er okay, at det ikke kun er en bestemt type, der må tage tøjet af og vise vores kroppe. Vi må alle sammen få lov til at være frie.

Sachi snublede under løbet, men har alligevel et stort smil på. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

En af deltagerne er Sachi, der faldt som den første undervejs i løbet. Alligevel er hun ét stort smil bagefter.

- Det var fantastisk! Jeg elsker friheden i, at kroppen ikke kun er noget seksuelt, det er rent faktisk en del af, hvem du er. Den kan arbejde, den kan løbe for mig. Det er smukt.

Er det derfor, du er med i nøgenløbet?

- Ja, jeg vil gerne vise, at man ikke skal seksualisere kroppen, men appreciate kroppen for, hvad den er. Det er et smukt værktøj, vi har fået givet.

Traditionen tro vinder de to hurtigste nøgenløbere – en mand og en kvinde – en gratis festivalbillet til næste år.

- Det er fedt at være nøgne sammen, det behøver ikke være så farligt, lød det fra den ene vinder, Ally. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Så Pål fra Norge må et smut til Roskilde igen i 2024. Han kom nemlig først i mål.

- Det er første gang, jeg har løbet. Det har vi ikke i Norge. Det er sjovt og fedt, at I har den her åbenhed med, at man skal turde være sig selv, siger han.

  • Cirka 30 personer deltager hvert år i Roskilde Festivals nøgenløb. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)
  • Og der er noget at løbe for - den mandlige og kvindelige vinder får nemlig begge en billet til næste års Roskilde Festival. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)
  • Den mandlige vinder blev norske Pål. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)
  • Men udover chancen for at vinde en billet til næste års festival, var mange også stillet op af personlige årsager. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)
  • Nogen havde givet sig selv en personlig udfordring. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)
  • Og andre ville være med til at vise, at den nøgne krop ikke er farlig. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)
1 / 6

Den kvindelige vinder Ally er glad for, at næste års Roskilde-billet er i hus – og at det skete med et nøgenløb.

- Det er fedt at være nøgne sammen, det behøver ikke være så farligt. Jeg elsker også at gå rundt derhjemme og være nøgen, det er fucking hyggeligt.

- Jeg har før været fastlåst i forhold til at gemme min krop, siger Raksha, der stillede op som en udfordring til sig selv. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Raksha er mor til to små børn og stillede op for at give sig selv en udfordring.

- Det er første gang, jeg er her på Roskilde Festival og første gang, jeg deltager i et nøgenløb. Jeg tænkte faktisk lidt på det hjemmefra, fordi jeg tænkte på det her med at være nøgen, og at det er ok at vise kroppen. Vi bliver jo født nøgne, så hvorfor så ikke bare være nøgne?

- Jeg har før været fastlåst i forhold til at gemme min krop og ikke vise for meget kavalergang, og det sidder stadig fast i mig. Så det var lidt en challenge, jeg gav mig selv, siger hun.

Alberto fra Mexico, der bor i Danmark, har i dagens anledning iført sig en maske - og intet andet.

- Måske er det sidste gang, jeg er her, så nu har jeg opfyldt mit løfte til mig selv ved at deltage, og det bringer lykke. Roskilde er den bedste festival i verden, siger han begejstret.

Årets nøgenløbere havde mange forskellige baggrunde. Her ses mexicanske Alberto, der bor i Danmark. (Foto: © Betina N. Garcia, DR)

Efter løbet er Kenan også glad for at have deltaget i årets nøgenløb.

- Det føltes godt. Ikke grænseoverskridende, bare fedt.