Hvem spejler man sig i, når man har en kurdisk far fra Tyrkiet, en dansk mor og vokser op på Vesterbro i København?
Når børnene i skolegården hånende synger 'Hvor skal vi sove i nat' for at drille én med, at man som kurder ikke har noget hjem?
Svaret var langt fra lige til for Ronas Frausing Korkmaz, der som barn følte sig anderledes og splittet mellem sine to kulturer. Derfor ledte han med lys og lygte efter rollemodeller, han kunne spejle sig i.
Og også derfor prøver den i dag 25-årige Ronas selv at være og finde de rollemodeller, han manglede som barn.
Det gør han igennem frivilligt arbejde for organisationen Mino Ung København under Mino Danmark, der ønsker at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder og samfundsdeltagelse, og som leder af den nordiske organisation Nordic Pioneers.
Hans arbejde har nu sikret ham en nominering til Danske Talers talentpris 'Årets Nye Stemme'.
- Jeg har kæmpet for, hvad jeg har troet på og for at skabe en forandring i samfundet for folk, der ligner mig - for mine venner, familie og for folk, jeg omgås med i min hverdag, siger han.
- Derfor vil jeg gerne være en stemme for dem, der mangler en stemme. For jeg kan ikke blive ved med at se på uretfærdighed og forskelsbehandling i 2024. Det er ikke sådan, jeg er opdraget. Jeg er opdraget til, at der skal være ligestilling mellem folk.
Blev afbrudt på Roskilde Festival
Ronas' stemme har indtil videre kunnet høres på store scener som Operaen i København, på Glyptoteket og på Roskilde Festival, hvor han har givet taler foran flere hundrede og tusinder af mennesker.
Inspirationen til at holde taler kom via et samarbejde mellem Mino Ung København og talerskolen Røst. Sidstnævnte lærte ham de redskaber, der skulle til for at holde en tale.
- Det er kæmpestort at have folks fulde opmærksomhed i tre minutter. Det er et vigtigt privilegie, som vi ikke må tage for givet. At kunne komme ud med sit budskab, opfordre til social forandring og dele ud af sit hjerte. Det er virkelig unikt, siger han.
Det er dog ikke altid, at talerne og samtalerne på landets store scener sker helt uden omkostninger.
På Roskilde Festival sidste år deltog han i en panelsamtale om diskrimination i nattelivet, den danske alkoholkultur blandt unge, og hvordan det kan være svært at navigere i, når man - som Ronas - har en minoritetsetnisk baggrund.
- Så vi talte om, hvordan man kunne skabe et tryggere natteliv for alle slags unge, og så var der to unge fulde gutter, der gik op på scenen og afbrød os. Det beviste jo så vores pointe meget godt, siger han og tilføjer, at afbrydelsen kun var kortvarig.
Heldigvis er det oftest positive oplevelser, han får med sig, når han taler foran et publikum.
- Der kommer mange forbi og siger, at de er blevet rørt af mine ord, og så føler jeg bare en enorm stolthed, siger han.
Forældrene mødtes til kurdisk folkedans
Lysten til at sige sin mening og at engagere sig i samfundet og organisationsfællesskaber er blandt andet noget, Ronas har med hjemmefra.
Faren, som kom til Danmark fra Tyrkiet som 16-årig i 1980'erne, var for eksempel en del af en kurdisk organisation, der mødtes med andre ungdomsorganisationer i Danmark.
En af de organisationer var en elevrådssammenslutning, som Ronas' mor var en del af. Og det kommende forældrepar mødte på den måde hinanden gennem kurdisk folkedans, som faren var rigtig god til.
På mange måder står Ronas derfor i dag på skuldrene af det, som hans far og farfar var med til at etablere i Danmark.
Farfaren kom hertil for omkring 50 år siden som en af de første såkaldte gæstearbejdere, og senere fulgte faren altså trop og rejste nordpå for at hjælpe familien og arbejde i Danmark.
- Det er det, jeg har prøvet at sætte ord på i mine taler: Hvad sker der, når vi er nysgerrige på hinandens forskelligheder? Hvad sker der, hvis vi ser bort fra hudfarve, etnicitet, navne og baggrunde? Og så fokuserer på at vi alle sammen bare er mennesker. Og at vi skal have respekt for hinanden som mennesker, siger han.
Spejler sig i Tobias Rahim
Selvom Ronas flere gange gennem sit liv har oplevet racisme, er han alligevel optimistisk i forhold til fremtiden. Især når han tænker tilbage på den udvikling, der er sket, siden hans farfar kom til Danmark for et halvt århundrede siden.
- Vi er kommet langt. Fra at blive kaldte gæstearbejdere, fremmedarbejdere, perkere, indvandrere, krakkemutter og meget mere. Nu begynder der at blive åbnet døre op, men det er kun, fordi der er nogen, der har åbnet døre før os, siger han.
- Så det er derfor, vi skal blive ved med at åbne døre for fremtiden også.
En af dem, han mener, åbner døre er Tobias Rahim, der - fuldstændig ligesom Ronas - har en kurdisk far og en dansk mor.
- Hans sang 'Kurder i København' er jo blevet "vores sang", siger Ronas.
Han håber, at det er den sang og ikke 'Hvor skal vi sove i nat', der bliver sunget til de børn med kurdisk baggrund, som i dag render rundt i de danske skolegårde.
Gennem sit arbejde med Mino Ung København har han mødt mange unge med masser på hjerte. De kan ifølge Ronas være med til fortsat at åbne de mange døre, som kan sikre yderligere ligestilling og ligeværd mellem mennesker.
- Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker, der kommer i alle former og farver med hver deres historier, oplevelser, mærkesager og personlige kampe. Der er så mange dygtige, unge stemmer derude.
Nogle af de stemmer skal Ronas nu selv til at samle som nyansat leder i organisationen Nordic Pioneers, et ung-til-ung-fællesskab, der har til formål at samle unge, som skaber en social forandring i deres lokalområder, på tværs af Norden.
Dermed skal han være med til at skabe et fællesskab og vise de rollemodeller, han selv savnede som barn.