Efter ti år i branchen er der særligt én ting, Mø er glad for at have lært

- Jeg føler, at det var koncerten til Nobels Fredspris i 2015, hvor jeg optrådte med 'Lean On' og 'New Year's Eve'. Især da jeg spillede 'New Year's Eve'. Det var så stort at få lov til at spille til Nobels Fredspris.

- Jeg føler også bare, at det er den bedste optræden, jeg har lavet af 'New Year's Eve'. Så der er flere ting, der gør, at jeg føler det, men det står virkelig som en tid, hvor det var det største. Det var en meget stor ære at få lov til at spille det show.

- Det var en periode, hvor mit debutalbum var gået godt, og så kom 'Lean On'. Det var i slutningen af det år, hvor 'Lean On' udkom, og det var jo en stor succes.

- Da jeg spillede i Forum i København, kom Melanie C (fra Spice Girls) ud for at synge 'Say You'll Be There' med mig. Hun gjorde det også i London, så begge koncerter var vigtige.

- Jeg kan huske, at hun kom ud, og jeg har et øjeblik, hvor jeg bare zoomer ud og tænker: "Hvor er det fucking sindssygt, at Sporty Spice, mit største idol som barn, står og synger sin sang, som jeg har lavet en fortolkning af, foran det her pakkede crowd".

- Det var bare for sindssygt.

- Jeg bliver nødt til at tale ud fra, hvor jeg står i dag, og lige nu synes jeg, at det vigtigste, jeg har lært, er, at det er mig, der bestemmer. At jeg kan få det, som jeg vil have det, hvis jeg tør.

- Det er først rigtigt gået op for mig de sidste tre år, hvor jeg føler, at jeg hver måned bliver lidt bedre til at forstå det. Det synes jeg helt sikkert er det vigtigste – og bedre sent end aldrig.

- Jeg havde egentlig ikke nogen forventninger til, hvor godt det skulle gå i starten. Jeg håbede bare på, at der var nogen, som gad høre min musik. Så jeg tror egentlig allerede, at det startede ret tidligt i min karriere.

- Da Soundvenue puttede mig på forsiden af deres magasin i starten af 2013, var jeg sådan: "I made it". Det var vildt for mig. Men siden da har jeg været heldig og haft en karriere, hvor det har taget nogle vilde højder. Siden da har jeg haft den følelse mange gange, men første gang var der.

- Dér tror jeg, at jeg vil svare lidt filosofisk, for jeg tror, at det var halvvejs gennem albumprocessen med mit andet album, 'Forever Neverland', hvor jeg føler en enormt stor afmagt.

- Jeg kan godt se, at jeg ligesom har for travlt til at kunne færdiggøre den her plade, og jeg har en producer, hvor det ikke rigtigt spiller. Det går op for mig, at jeg udadtil er på toppen af min karriere, men indeni føler jeg ingen kontrol.

- Det er sådan en følelse, jeg har on and off i en årrække, hvor jeg er i gang med at lave mit andet album. Det tror jeg er det værste.

- Mit tidlige samarbejde med Ronni Vindahl. Da vi var i starten af min karriere og lavede 'No Mythologies to Follow', og der var nogle ep'er også og nogle andre sange. Jeg føler, at det bare spillede maks.

- Omvendt er jeg også pisse stolt af 'Lean On' (som var et samarbejde med den amerikanske producer Diplo), men hvis vi skal tale på et lidt dybere niveau, var det den kunstneriske energi mellem Ronni og mig i starten af min karriere, som var det bedste.

- Vi komplimenterede bare hinanden godt, og jeg følte mig enormt meget som mig selv i det. Jeg følte mig meget set af Ronni på en måde, hvor han tog mine grundsten og videreudviklede det på en måde, hvor jeg følte mig meget involveret. Sammen skabte vi noget, som bare var virkelig rigtigt. Der var noget magisk over skabelsesprocessen af det første album.

- Jeg tror, at det er, at man ikke overtænker. At man husker, at man er god nok, som man er, og at man sørger for at være sig selv og gøre de ting, man helst vil. Men samtidig lader være med at overtænke.

- Jeg er selv dårlig til det, men det er vigtigt at kunne give lidt slip og komme lidt ned i kroppen.

- Jeg vil ikke sige, at der er mange ting, jeg fortryder... Men jeg fik en stressreaktion, hvor jeg fik angst.

- Jeg var lige startet på en USA-turné, og der var jeg – meget apropos – helt ude af min krop. Jeg var ikke et særligt godt sted mentalt på det tidspunkt. Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Hvorfor er der ikke nogen, der lukker den her turné?", men det var jo mig, der skulle gøre det.

- Jeg vil ikke sige, at jeg fortryder det, for jeg kunne ikke gøre det. Jeg havde så stor en følelse af afmagt, og jeg troede ikke på, at jeg kunne sige: "Nu er det slut" – at det var mig, der bestemte, at jeg kunne stoppe det.

- Så ja, jeg fortryder, at jeg ikke tog hånd om mit mentale helbred eller helbred generelt, for det skal komme før alt andet. Foran succes og penge. Fuck alt det lort. Helbredet er vigtigst.

- Jeg tror, at det er fra før Mø, da jeg spillede i det her punkband Mor. Inden det band havde jeg spillet i andre rockbands i ungdomsskolen, men det var utroligt svært at være på en scene, fordi jeg kunne slet ikke finde ud af at være mig.

- Det var noget lort, at jeg var så sceneskræk, når nu jeg gerne ville være musiker. Det var min store drøm. Så at være i det her miljø og gennem Mor lære, at jeg kunne være eksperimenterende på en scene i et feministisk punkband... Dér lærte jeg at give slip og ikke give en fuck. Bare lade mig selv flyde på en scene.

- Jeg tror ikke, at jeg kunne være blevet Mø, hvis jeg ikke havde været i det band. Det har været vildt definerende for mig.

- Det manifesterede sig egentlig ret tidligt. Det skete lige omkring der, hvor jeg fik min første ghettoblaster, at jeg besluttede mig for det.

- Jeg siger altid, at det var på grund af Spice Girls, men jeg tror faktisk, at det var Aqua, som var min første cd, og så fik jeg Spice Girls bagefter. Det var lige deromkring. Det var bare sådan: "Det skal jeg", og så har jeg ikke set mig tilbage siden.

- Det er en blanding af det hele. Der er selvfølgelig nogle ting ved mit job, jeg ikke kan lide, men der er også bare så mange ting, jeg godt kan lide.

- I sidste ende er det bedste nok at stå på scenen. Det er blandingen af det hele. Blandingen af det hårde og det bløde, der smelter sammen. Man får lov til at dele musikken og være i sin angst på en måde, hvor man er fri for angsten og føler sig helt fri.

- Det er et ophøjet øjeblik, hvor man ikke kan flygte fra noget. Jeg kan sagtens tage en facade på, men det er også bare et space, hvor jeg er nødt til at være til stede. Det er det mest direkte møde med publikum, hvor man er i den her helt særlige tilstand.

- Jeg elsker også at være i studiet og skrive sange. Det kan også være helt magisk, men det er noget helt særligt, når man deler det ansigt til ansigt med publikum.

- Lige nu glæder jeg mig til at spille de her 'No Mythologies to Follow'-shows i Vega. Altså jeg er også bange, men jeg er også bare sygt excited over at skulle dykke ned i alle de her gamle sange og ligesom rekreere dem på en nutidig måde. Den her debutplade betyder så meget for mit liv og min karriere, så det glæder jeg mig sygt meget til.

- Det debutalbum betyder bare så meget. Før havde jeg været i et punkband med attitude, hvor det var aggressivt og politisk, og med Mø åbnede jeg op for en lidt mere sårbar side af mig selv, hvor jeg kombinerede de to verdener. Det rå og selvsikre med det bløde.

- At opleve at blive hyldet med det var vigtigt for mig som både menneske og kunstner. Der skal være plads til det rå, men også det sårbare og nøgne.

- Pladen symboliserer en tid, hvor jeg blev forenet med de to kontraster i mig, og at folk så reagerede godt på det album, det føles som en treenighed. Det var meget stort. Det var bare meget rent.

Lyt til 'Splittet til atomer' med Mø her: