Det kræver kun få klik på din telefon og voila - så kan du få fingrene i receptpligtig medicin som opioider og benzodiazepiner.
En simpel handling, som selv en tiårig kunne gøre på ingen tid. Det fortæller Jacob Weil, der tidligere var medvært på radioprogrammet 'Danskerbingo', og nu er vært på P3-programmet 'Helt væk på piller'.
I programmet undersøger Jacob Weil unges misbrug af receptpligtige piller, og undervejs møder han både pushere, samt tidligere og aktive misbrugere.
Noget af det, der kom mest bag på ham under optagelserne, var, hvor ukompliceret det er at få fingre i de stærkt afhængighedsskabende piller:
- Min tiårige niece kunne skaffe Tramadol (smertelindrende lægemiddel, red.) på nul komma fem, hvis hun vidste, hvad det var, siger han og fortsætter:
- Så det, der overraskede mest, var, hvor let og fuldstændig almindeligt, det hele er. Både at skaffe det, og at så mange bruger det. Jeg har efterhånden fået alle pushere i Danmark i min telefonbog, og de har masser af mennesker at sælge til.
En rundringning P3 har lavet, bekræfter Jacob Weils oplevelse. For flere af landets behandlingstilbud oplever nemlig, at flere unge henvender sig med et opiodmisbrug.
Pusherne var lidt blæste dudes
Et par af de pushere, som havnede i Jacob Weils telefonbog, mødtes han med under optagelserne.
Først var han lidt nervøs for mødet, fordi han tidligere havde fået så mange afslag fra andre pushere, men da han først sad ansigt til ansigt med dem og deres elefanthuer, blev frygten gjort til skamme.
- Det viste sig nemlig, at de mest af alt virkede som nogle unge, lidt blæste dudes, som havde det lidt cornflakes-til-aftensmad-agtigt, siger han.
Jacob Weil mødes med de anonyme pushere, der fortæller, hvordan de sælger pillerne:
Efter at Jacob Weil havde fået de camouflerede pushere til at svare på spørgsmål foran kameraet, tog han ud og spiste med dem uden kamera. Og her fik han et lidt mere nuanceret billede af dem.
Fyrene fortalte Jacob Weil, at de brugte pengene på PlayStation, fjernsyn og at spise ude.
- Det var nogle unge mænd, som ikke nødvendigvis finder sig super godt til rette i den verden, vi andre trives bedst i. Så var det her (at pushe, red.) lidt lettere. En let vej til penge, siger Jacob Weil.
En konstant stimuleret generation
Dem, der er på "den anden side" af pengene, nemlig køberne, mødte Jacob Weil selvfølgelig også.
Én af dem, der gjorde størst indtryk på ham, var en aktiv misbruger. Jacob Weil beskriver ham som en flink fyr, som han sagtens kunne se sig selv falde i snak med på en bytur.
- Og da vi så sidder og har det hyggeligt, siger han: "Jacob, du skal huske på, at jeg lever i et fængsel. Når jeg står op, tænker jeg på, at jeg skal tage de her piller. Når jeg har taget dem, tænker jeg på næste gang, jeg skal tage dem. Hvis jeg er ved at løbe tør, handler hele mit liv om at sørge for at skaffe dem, så jeg ikke løber tør. Det er hele mit livs omdrejningspunkt: At sikre mig, at jeg har de piller, jeg skal bruge".
Fyren var - ifølge Jacob Weil - helt almindelig. Sås med sine venner, sin familie, var social og spillede PlayStation.
- Og så handler hele ens liv om de piller.
En anden fyr, Jacob Weil hørte om, da han lavede programmet, fik et slemt misbrug, da han arbejdede i et supermarked, mens alle hans venner var på efterskole. Han havde svært ved at deale med situationen, fordi hverdagen simpelthen bare var for kedelig.
- Der tænkte jeg virkelig: "Holy shit, hvad er det for en generation, der er vokset op konstant stimuleret, og som slet ikke kan finde ud af at kede sig?"
- At kedsomhed er så hårdt, at man er nødt til at tage en pille for at slukke for det, siger Jacob Weil.
Håber på at se det store billede
Jacob Weil mener, at det, pusherne og pillebrugerene har tilfælles, er, at de ikke helt har forstået, hvad de har med at gøre, da de startede. For det kan være meget forskelligt, hvilke konsekvenser det har, når man prøver de stærkt afhængighedsskabende piller.
Han håber derfor, at programmerne kan være med til at starte en samtale om, hvorfor så mange unge bruger pillerne.
- For manges vedkommende er det en form for selvmedicinering mod livslede. Og svaret på det er nok ikke hårdere straffe.
- Så jeg håber, at man vil tage de helt store briller på og se på, hvad der er årsagen til, at mange bruger det, frem for kun at se på problemet i sig selv, siger Jacob Weil.
Hvis du vil vide mere om opioidmisbrug, så lyt til podcasten 'Piller fra Helvede' i appen DR Lyd, eller se P3-dokumentaren 'Helt væk på piller' på DRTV.
Du kan også blive klogere på, hvorfor opioider så hurtigt kan fange én i et misbrug i vores explainer her: