'Det var mega fedt fundet på!': To af de allerstørste stjerner holdt 'anderledes' fælleskoncert

Lamin og Artigeardit delte rampelyset til deres fælleskoncert på Tinderbox i Odense.

Hættetrøjen kom hurtigt af i det lumre vejr, da Artigeardit og Lamin optrådte med deres svedige hits på Blå Scene på Tinderbox. (Foto: © Stefan Wessel, DR)

Der var gode dage, gode drinks og god stemning, da hitbaronerne Artigeardit og Lamin indtog Blå Scene på festivalen Tinderbox i Tusindårsskoven.

I fællesskabets ånd slog to af de mest aktuelle kunstnere nemlig pjalterne sammen, da gav en speciel fælleskoncert.

Lamin har samarbejdet med et utal af danske rapstjerner og vandt i 2022 'P3 Talentet' ved P3 Guld. (Foto: © Stefan Wessel, DR)

Her optrådte de også med deres nyeste single 'vi ku' blive', som blev udgivet få timer før koncerten.

Og med deres surprise-hit lavede de det tørre græs foran Blå Scene om til det svedigste dansegulv på den første aften af Tinderbox.

- Tinderbox, hvad synes I? Hvad skal vi gøre? Hvad er planen? Hvad skal der ske – hvad fuck skal der ske, Tinderbox?! råbte Lamin som en anden hypeman ud til et skrigende publikum efterfulgt af et af deres største fælleshits 'Hvor Fuck Er Min Drink?'.

Den 27-årige rapper Artigeardit, hvis borgerlige navn er Ardit Aliti, meldte tilbage i marts ud, at han skulle være far. (Foto: © Stefan Wessel, DR)

Iført lowkey hættetrøjer og med et beskedent lysshow på scenen rappede de to hitmagere både de mange numre, de efterhånden har lavet sammen, men også deres egne største hits, hvor de brugte hinanden og publikum som backup-sangere.

- Er der nogle herovre, der skal være vågne hele natten eller hvad?! lød det fra rapperne, og svaret var ikke til at tage fejl af.

- JAAA, råbte publikum uden tøven til lyden af de første toner fra makkerparrets fælleshit 'Vågen'.

Publikum var godt kørende fra start til slut under den lidt over en time lange koncert. (Foto: © Stefan Wessel, DR)

Lamin – med kælenavnet Lams - blev for alvor et kendt navn i radioen sidste år med albummet 'Kronisk Skeptisk', hvor storhittet 'Gode Dage, Gode Drinks' stadig bliver spillet massivt i radioen i dag.

Artigeardit har dog været at finde på de danske radiostationer i lidt længere tid, og han vandt i 2021 'Årets Bedste Album' ved Danish Music Awards med albummet 'Held & Lykke Med At Komme Hjem'.

De har nu lavet musik sammen i flere år og kan skrive over ti numre på listen over fællestracks.

Koncerten deler dog lidt vandene blandt anmelderne.

- Lamin fik selv de bageste rækker til at rappe højlydt med på omkvædet til 'Window', og han lavede de mest romantisk stammende fraseringer på verset til den nye kærlighedssang 'Vi ku’ blive' – som om, han var så forelsket, at det gjorde ham lidt nervøs. Ardit mestrede som altid crowdcontrol og cementerede, hvorfor han fortjener at blive kaldt Danmarks bedste rapper lige nu, skriver Sounvenue og gav koncerten fire solide stjerner ud af seks.

Artigeardit udgav tilbage i marts albummet 'Længe Leve', som fik himmelhøje anmeldelser fra for eksempel Soundvenue, der gav det seks ud af seks stjerner. (Foto: © Stefan Wessel, DR)

Det er dog ikke alle, der er lige imponeret over aftenens fællesoptræden.

- Artigeardit og Lamin var nemlig bare dobbelt dårlige, da de levede op til alle fordomme om udisciplinerede rappere, skriver Ekstrabladet i sin anmeldelse af koncerten, hvor anmelderen giver dem to ud af seks stjerner.

Men publikum havde dog en lidt anden oplevelse.

Haris (29)

Haris (til venstre) var taget med vennerne til Lams og Ardit koncert. (Foto: © Stefan Wessel, DR)

- Jeg synes, det var en fed koncert. Den var meget eksotisk og meget oplevelsesrig. Det er en anden kultur, end man er vant til i Danmark. Så det er en god blanding af danskhed og det udenlandske. Et godt mix.

- Når de to spiller sammen på den måde, kan synergien bare et eller andet. Det giver en større effekt.

Marie (18) og Mathilde (19)

De to veninder fejrede at være blevet student med gode dage og gode drinks. (Foto: © Stefan Wessel, DR)

- Koncerten var fed! Der var en god stemning! Og det er musik, vi normalt hører til fester derhjemme.

- Det er fedt, at de spiller sammen, så får man begge to på én gang. Det er der en anden energi i. Det er bare alle de fede sange, som de har lavet sammen, de så optræder med nu. Og så er det bare fedt at se dem sammen.

Neda (30)

Neda gjorde det klart, at hun var her for at se The Minds of 99, meeeen det var nu meget fedt med lidt opvarmning inden. (Foto: © Stefan Wessel, DR)

- Jeg synes, det er fedt, at Ardit og Lamin har valgt at lave en fælleskoncert - det er anderledes. Man har måske været til en Lamin-koncert eller en Ardit-koncert, så det her var bare en ny oplevelse. Så det var mega fedt fundet på og ret kreativt.

- Der har været go' stemning, men også lidt forskellige vibes. Der har været lidt tungt rap, og så har der været noget, der var lidt mere poppet, men overordnet set har der været en god stemning. Og de er bare gode til at hype publikum – det er nice!

- Men jeg synes, det er ærgerligt, at Ardit ikke spillede nogle numre fra sit nyeste album. Det er jo en lidt anden vibe, men jeg elsker det.