Festivallivet byder på opture og nedture.
Det ene øjeblik kan man få gåsehud, fordi koncerten er fantastisk.
Det næste har man gåsehud, fordi man er ved at fryse ihjel i sin Harald Nyborg-sovepose.
Mødet med festival-virkeligheden kan være barsk, og her har vi spurgt 10 debuterende festivalgæster, hvad de ville ønske, de havde vidst på forhånd.
Lotte Johansen, 18
- Jeg ville ønske, jeg havde haft mere alkohol med! Man løber virkelig hurtigt tør, fordi alle drikker af ens, siger hun.
- Indtil videre har det fedeste været Ude af Kontrol. Vi stod ordentlig tæt pakket, der var masser af moshpits, og det var så fucking godt.
- Det værste var, da jeg skulle have parfume på. Jeg kom til at skære mig på et barberblad, og da jeg så mit eget blod, besvimede jeg.
- Eller da jeg ramte sengen klokken to om natten, og jeg kunne mærke, at jeg skulle brække mig, hvorefter jeg kravlede ud af teltet og brækkede mig overalt.
Casper Hviid Christensen, 18
- Jeg ville gerne have vidst, at hvis man tager et telt med, får man det ikke med hjem igen.
- Folk ødelægger det, skærer hul i det og maler på det. Det kan man ikke gøre så meget ved. Men jeg ville gerne have haft et telt mere med.
- Det fedeste var 100 procent Ude af Kontrol.
- Det værste var nok slavevodka. Det rammer på en helt anden måde. Vodka smager af lort, men slavevodka er endnu værre.
Nadja Steensen & Alma Langdal, 18
- Mit telt ligger ned, fordi det er et billigt fra Føtex. Jeg ville gerne have vidst, at de helt billige telte ikke duer. Der skal man ikke spare, siger Nadja Steensen.
- Jeg ville gerne have vidst, at det er hårdt og intenst socialt. Normalt kan jeg godt lide at have noget tid for mig selv, men det kan godt være svært her, siger Alma Langdal.
- Man kan nemt føle, at man går glip af alting, hvis man tager fem minutter i teltet. Jeg har fundet ud af, at det er okay at trække sig, og jeg er blevet bedre til at hvile i det, tilføjer hun.
Marcus-Luc Bredal Højrup, 16
- Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvor dyr maden er. Det er fandeme dyrt, siger Marcus, der anslår, at han har brugt minimum 400 kroner på mad på de fire dage.
- Jeg ville gerne have taget en trangia med, så jeg kunne koge vand til mine egne nudler i stedet for at bruge 80 kroner på det her, siger han og nikker ned mod en kinaboks med nudler og indbagte rejer.
- Det fedeste har været at møde folk fra andre efterskoler. Jeg har blandt andet mødt en, der hedder Elias, og vi render rundt sammen hele tiden.
- Det værste er, at jeg har taget et dårligt liggeunderlag med. Sådan et af de helt billige skumunderlag. Det kan jeg godt mærke i ryggen.
Martha, 15
- Jeg ville ønske, at jeg havde haft halspastiller med. Jeg har virkelig ondt i halsen, siger Martha.
- Det fedeste var Birthe Kjær-koncerten. Hun er bare god til at få alle med, og så er hun virkelig pæn.
- Det værste var, da jeg brækkede mig, efter jeg havde spist pizza.
Angel Nalugo, 19
- Jeg ville gerne have vidst, at man skulle have nogle sporty bukser og sko på. Noget, man kan bevæge sig i.
- Man bliver mere begrænset, hvis man for eksempel har jeans og Dr. Martens på, som jeg har, siger hun.
- Det fedeste ved festivalen er helt klart stemningen. Det værste er solen. Vejret er altid et problem, smiler hun.
Laura Gintberg Jensen & Gro Elizabeth Clausager Jensen, 18 år
- Jeg ville gerne have vidst, at man ikke skal efterlade sin jakke på jorden, for så bliver den stjålet, siger Gro Elizabeth Clausager Jensen.
- Jeg ville i det hele taget gerne have vidst, at man skulle tage mere tøj på, for jeg er blevet mega syg, siger hun.
- Det fedeste har været musikken. Dizzy Mizz Lizzy og TV2 var megagodt, siger Laura Gintberg Jensen.
- Og det værste ved at være på festival er, at man får sorte bussemænd. Og at man får næseblod af de sorte bussemænd, slutter Gro Elizabeth Clausager Jensen.
Ella Nybo Sørensen, 16
- Jeg ville gerne have vidst, at man skal holde godt styr på sine ting, fordi folk stjæler.
- Vores camp fik taget vores Soundboks og rigtig mange af vores festivalstole. Soundboksen fandt vi igen i nabo-campen, fortæller Ella.
- Det fedeste var, da Tobias Rahim startede sit show. Den koncert havde jeg virkelig glædet mig til.
- Det værste var tidligere i dag, da de fleste fra min efterskole var taget hjem, og folk var lidt for fulde. Det hele blev lidt for meget, og det var ikke rart at være i længere.
- Jeg har været her siden i torsdags, og jeg er så klar til at komme hjem smiler Ella træt.