'Det fuldbyrdede bliver en anden dag': Her er Roskilde-gæsternes bedste tips til teltsex

Det er ikke altid lige simpelt med sex på en festival - vi har spurgt Roskilde-gæsterne til råds.

Har du planer om at slukke tørsten med noget teltsex, så er der et par ting, der er vigtige at huske... (Foto: © Clara Hughes, DR)

Det er en særlig disciplin at omdanne et trepersoners telt fra Harald Nyborg til en elskovssuite.

Men festivallivet er det muliges kunst, også når det kommer til sex! Og hvordan har man sex midt på en dyrskueplads, der er sort af mennesker, på bedst mulig vis og på en måde, som er rar for alle involverede?

Det har vi spurgt gæsterne på Roskilde Festival om, og her er deres bedste tip til elskovsdisciplinen teltsex.

Ellen Carlsen, 22: En teltdug er ikke en væg

Ellen Carlsen kommer fra Aarhus og er på Roskilde Festival med sin højskole. (Foto: © Clara Hughes, DR)

- Husk, at en teltdug ikke er en væg! Man kan høre ting igennem.

- Jeg har før oplevet, at der var nogen, der råbte til mig, at jeg skulle holde kæft. Men det var på Smukfest for længe siden, og jeg har lært af det.

- Mit bedste tip er: Selvom det er pinligt at gå op til toilettet på den tid af natten, så gør det! Ellers får man blærebetændelse, og det er øv!

Rasmus Ehlers, 29: Det bliver noget fis

Rasmus Ehlers mener, at der er en hygiejnisk udfordring for homoseksuelle mænd på festivaler. - Men jeg ved ikke, hvordan man skal løse det, siger han. (Foto: © Clara Hughes, DR)

- Som homoseksuel mand skal der nogle gange lidt ekstra forberedelse til, og det kan være svært på Roskilde.

- Det er svært at douche (rense sig bagi). Det er jo rimelig beskidt, og det gør vi ikke lige foran andre, vel.

- Derfor er mit bedste tip til queer-sex herude: Lad os bare køre den orale, og giv mig dit nummer, så klarer vi resten en anden dag.

- Det fuldbyrdede bliver en anden dag, men lige nu, der tager vi den i munden! Det andet bliver noget fis.

Frida Frosby, 20 og Oliver Fribytter, 18

Frida Frosby og Oliver Fribytter mødte hinanden til en fest i ungdomsafdelingen af det svenske parti Venstre – en slags svensk pendant til Enhedslisten. (Foto: © Clara Hughes, DR)

- Du har brug for en luftmadras, ellers fucker du din ryg op, siger Oliver Fribytter.

- Nej, nej, nej, du skal have et liggeunderlag, fordi det er hårdere. Det er lettere at have med at gøre, siger Frida Frosby.

Der er altså ikke helt enighed om det optimale underlag, men til gengæld er de enige om, at god teltsex handler om timing.

- Det er vigtigt, at det ikke er for varmt i teltet. Så det er bedst om morgenen eller om aftenen. Ikke når solen står på. Det er også godt, når det blæser eller regner, så er der lidt køling på, siger Oliver Fribytter.

Og så er det en god idé at få sit tøj af vejen; inden man krudter op i elskovskedlen.

- Flyt tøjet væk, ellers kommer det hele til at lugte af sex og sved, griner Frida Frosby.

Moneh Biyai, 25 og Joakim Grønvold, 30

Moneh Biyai og Joakim Grønvold mener, at det er fedest at have sex først på festivalen – mens hygiejnen endnu ikke er alt for udfordret. (Foto: © Clara Hughes, DR)

Moneh Biyai har en tjekliste over de mest essentielle ting, man skal bruge til teltsex.

- Man skal have en dobbelt luftmadras, minimum et trepersoners telt og kondomer.

Og så har makkerparret som noget nyt stiftet bekendtskab med såkaldte "slikkelapper". En præventionsform, som gør, at man kan yde oralsex på en kvinde uden risiko for sexsygdomme.

- Det er vist primært kvinder, der bruger det kvinde til kvinde, men det er meget godt her på Roskilde, hvis man vil lave oralsex, siger Joakim Grønvold.

Han mener, at det allervigtigste, når det kommer til teltsex, er højden på luftmadrassen. Omtrent 15 centimeter er optimalt.

- Sådan et liggeunderlag er fucking wack. Så kan man jo lige så godt bare knalde på græsset, slutter han.

Du kan høre endnu mere om, hvordan man har god sex i klamme omgivelser, og hvordan passer man på sig selv og andre i podcasten 'Sex IRL', der er taget på Roskilde Festival!