'Det er jo direkte usexet': Har du også svært ved at skide, når kæresten er hjemme? Sådan bliver dit toiletbesøg (lidt) mindre akavet

Det er nemt at gøre det lidt mindre akavet at sidde på tønden, når du er sammen med din flirt eller kæreste.

Kærlighed og pøller går ikke – altid – hånd i hånd. (Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Du kender måske situationen. Maven syder og bobler. Der er noget, der trænger sig på.

Du skal på toilettet. Og vi snakker den helt store omgang.

Men ak, din flirt sidder ved siden af dig i sofaen, og væggene i lejligheden er så tynde, at de lige så godt kunne være lavet af pizzabakker. Og ærligt – du orker seriøst ikke at spille prut-basun i andres påhør.

Så hvad gør du?

Bider smerten – og luften – i dig og fortsætter jeres DRTV and chill-seance? Stikker diskret din udkårne et par høretelefoner, inden du går i gang? Eller bider du bare skammen i dig og blæser løs?

Der er mange holdninger til, hvor åbne man kan – og skal – være med sin partner om sine toiletbesøg. Det bliver også tydeligt i ugens afsnit af P3's nye realityserie 'Døm vores forhold'.

Døm vores forhold

For mens kæresteparret Nannah og Mariah gladeligt snakker om deres bedrifter på porcelæns-tronen, så har parret Lucas og Liv det lige omvendt:

- Det er for vores begges bedste, at jeg forsøger at holde det adskilt. For mig er det ikke sexet at lave lort, siger Lucas i andet afsnit af programmet.

Men hvorfor kan toiletbesøget være så akavet for mange af os? Og hvad kan man gøre, hvis det trænger sig på, men man synes, det er svært at give los i kærestens påhør?

Vi gik på gaden for at få jeres tanker om combo'en kærlighed og pøller.

For at sætte en tyk, brun streg under, hvor tabubelagt det egentlig er at tale om sine toiletvaner, ønskede ingen af dem, P3 talte med, at blive fotograferet. Derfor er de medvirkende i voxpop'en illustreret på... anden vis.

Rikke, 23 år

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Kender du til problemstillingen med, at det kan være svært at gå på toilettet, fordi man frygter, ens partner kan høre én?

- Jeg kan sagtens genkende, at det er lidt tabubelagt. Jeg kender flere, der har svært ved at gå på toilettet, hvis der er andre i nærheden. Og det gælder egentlig både kærester og venner. Det er jo bare meget privat at gå på toilettet og måske heller ikke noget, man taler så meget om med andre.

Når vi snakker kæresteforhold, tror du så også, det handler om, at det bare ikke er super sexet at gå på toilettet?

- Det er jo helt klart to modsætninger. Det er jo ikke super romantisk at prutte, men det er jo også en meget naturlig del af at være menneske.

Er det noget, du selv har haft problemer med?

- Ja, jeg har en kæreste nu, og jeg havde det nok lidt på samme måde i starten af vores forhold. Men det løsnede sig ret hurtigt op... bogstaveligt talt, ha ha.

Hvad var løsningen?

- Jamen, jeg tror bare det handler om, at man skal kende hinanden godt. Jeg føler, det kom ret naturligt for os med tiden. I dag er vi i hvert fald meget åbne om den slags.

Astrid, 23 år

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Kan du genkende, at en tur på toilettet kan blive akavet?

- Helt sikkert. Jeg har en veninde, der ikke kunne gå på toilettet i en uge, da hun flyttede sammen med sin kæreste. De boede i en lille etværelses, der var sindssygt lydt, så hun kunne bare ikke få sig selv til det.

- Til sidst spurgte hendes kæreste, hvorfor hun dog hele tiden havde ondt i maven, og så måtte hun krybe til korset. Nu har de – lidt for sjov – fundet et system, hvor dén, der drikker sin kaffe først om morgenen, går på toilettet først.

Hvad gør du selv i den situation?

- Jeg plejer faktisk bare at stikke folk et par høretelefoner, hvis jeg skal på toilettet og ved, at der er super lydt. Jeg og min kæreste var på camping sammen, hvor toilettet var inde i selve camperen. Det var jo svært at undgå lyde, men det gad jeg simpelthen ikke bekymre mig om, så han fik bare et par høretelefoner i hånden. Når jeg skal, så skal jeg.

Er det, fordi afføring og romantik måske ikke er den mest naturlige kombi, at det kan blive så akavet?

- Ja, altså det er jo direkte usexet. Det ér det jo.

- Men omvendt tror jeg også, at sex faktisk kan gøre det lettere at tale om. Hvis man har analsex udløser det jo nogle naturlige samtaler, som måske også kan gøre hele snakken om toiletbesøg nemmere. Man er i hvert fald nødt til at være mere åben om den slags.

Frida, 24 år

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Hvorfor tror du, toiletbesøg kan blive så akavet i et forhold?

- Det handler nok meget om, hvordan man har det i sit parforhold, og hvor åbne og laissez faire man er om den slags lidt mere... private ting. Men jeg tænker, at man måske bare skal forsøge at tale sammen om det, så man får taget hul på problemet og undgår, det bliver en stor, akavet ting.

Hvad kan man ellers gøre, hvis man synes, det er akavet at gå på toilettet, når kæresten sidder lige ved siden af?

- Jeg har nogle venner, der bor i en meget lille lejlighed, og de har en ting med, at de tænder en radio, når de går på toilettet. Så er det lidt som at sige det uden at sige det. Når de tænder radioen, så ved den anden godt, hvad der skal ske. Det synes jeg er en meget sød måde at gøre det på.

Jonathan, 32 år

(Foto: © Oliver Seppo, DR)

Hvordan har du det med at gå på toilettet, når din kæreste er hjemme?

- Jeg er fuldstændig ligeglad. Men det er min kæreste ikke, så jeg har indordnet mig.

Hvordan?

- Jamen, at man selvfølgelig lukker døren, når man skal på toilettet, og heller ikke prutter foran hinanden. Det har jeg venner, der gladeligt gør, men det gør vi ikke hjemme hos os. Det foregår også ude på toilettet. Og det har jeg det egentlig fint med.

Kan du forstå, hvis folk synes, det ødelægger romantikken lidt, at man pludselig har hørt – eller lugtet – hinanden være på toilettet?

- Ja, det kan selvfølgelig ødelægge en stemning lidt, hvis man lige gik og havde lyst til noget intimt. Måske det lige sætter en dæmper på lysterne for en stund.

- Men jeg synes sgu, det er for dumt, hvis sådan nogle ting skal blive et problem for folk. Det er jo lige meget, for vi gør det alle sammen. Og nogle gange slår man jo også bare en prut ved et uheld.

Men hvad kan man gøre, hvis det er et problem for én?

- Få slået dén prut. Hvis du render rundt og har ondt i maven, så skal du bare få det ud. Så må den anden lige bøje sig lidt, hvis de synes, det er akavet, for ens helbred må jo komme i første række.

Filippa, 19 år

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo, DR)

Kender du det her problem?

- Jeg har aldrig været i et parforhold, men jeg kender det fra mine veninder. Og jeg synes da også selv, det kan være pinligt.

Hvordan kan man komme det til livs?

- Det kommer nok an på ens forhold. Hvis man bor sammen, kan man måske joke lidt omkring det og prøve ikke at tage det så højtideligt. Man er jo nødt til at gå på toilettet, så man ikke render og har ondt i maven hele tiden.

- Jeg har faktisk talt med mine forældre om det engang, fordi jeg netop undrede mig over, hvad man egentlig gjorde. Der svarede min mor: "Ved du hvad, når man skal, så skal man. Det hele kan sgu ikke være lige romantisk hele tiden." Og det tror jeg, hun har ret i.