(Foto: © Betina Garcia, DR)

Normalt er de læger, jurister og skolelærere: På Roskilde arrangerer de gigantisk glimmerfest

Vi var med, da hundredvis af festivalgæster gav den gas til glimmerfest i smatten.

Det spreder sig som en steppebrand over det hele, det kan være umuligt at få af, og det kan gemme sig steder på kroppen, du ikke troede var muligt.

Alligevel elsker størstedelen af gæsterne på Roskilde Festival glimmer, og man skal ikke gå mange meter rundt på festivalen, før man ser kinder, øjenlåg, arme og andre kropsdele, der er smurt ind i det farvestrålende stads.

I Glimmer Camp elsker de faktisk glimmer så meget, at de altid holder en gigantisk glimmerfest, der kun har vokset sig større og større, for hvert år der er gået.

Og hvad går en glimmerfest så egentlig lige ud på, tænker du måske?

Ja, det er faktisk ret simpelt: Man skaffer en masser glimmer, dekorerer sig selv minutiøst med det, kaster det udover publikum og danser i timevis til glimmer-divaer som Cher, Kylie Minogue, Diana Ross og Medina.

- Glimmer er jo altid noget, der samler folk. Samtidig er det også noget, alle folk hader, fordi det er fucking svært at få af. Så det er en blanding af noget elsk og noget had, fortæller Hassan Rashid Mohammed, der er 31 år og én af beboerne i Glimmer Camp.

Men hvorfor blev det så lige glimmer, som de faldt pladask for i lejren? Faktisk er der både en meget filosofisk og en meget lavpraktisk forklaring på det spørgsmål...

- Det skulle symbolisere noget med diversitet, og det gør glimmer, fordi det minder om Pride og sådan nogle ting, siger Hassan og fortsætter:

- Og så skulle det også bare være noget, der var nemt at bestille over nettet.

Her kan du se, hvordan det gik for sig, da P3 tog med til glimmerfest:

  • Hassan bliver gjort klar til glimmerfest, der for første gang holdes i Dream City, hvor der er kæmpe anlæg og plads til et gigantisk fest-publikum. Det er i øvrigt miljøvenligt bio-glimmer, der bliver brugt til udsmykningen. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    1 / 13
  • Flere af Glimmer Camps beboere kommer direkte fra arbejde for at være med til festen. Til daglig arbejder campens folk som læger, jurister, skolelærere, grafiske designere, sygeplejersker, og en flok studerende er også i blandt. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    2 / 13
  • Kondomer, butt plugs og andet sexlegetøj er også en del af glimmerfesten, hvor det bliver delt ud til publikum: - Vi vil gerne skabe et safe space, hvor man kan sige: "Hey, det her er helt normalt, vi nyder alle sammen sex, og vi nyder alle sammen legetøj," siger Hassan. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    3 / 13
  • Hassan arbejder til daglig som lærer på en skole i Hvidovre. Og man fornemmer da også tydeligt hans talent for at instruere mange mennesker i at gøre noget bestemt. Som her, hvor han guider glimmerdamerne til, hvordan de bedst muligt poserer til et gruppebillede. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    4 / 13
  • Sarah og Maja fra Glimmer Camp sætter især pris på lejrens fællesskab: - Vi har kendt hinanden i mange år. Hvert år kommer der søskende med og andre nye. Alle er velkomne, og vi holder bare ved. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    5 / 13
  • Glimmer Camp har eksisteret i omkring seks år, og der er omkring 26 beboere i lejren. Hassan kom med i campen for nogle år siden, fordi hans ven kendte én derfra: - Nu er jeg jo blevet venner med alle, og så er det en stor, big family, som han siger. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    6 / 13
  • Glimmerfesten er i gang over fire timer, og soundtracket står på blandt andet Abba, Kylie Minogue og Diana Ross. Især Chers 'Believe', Anastacias 'I'm Outta Love' og Medinas 'Kun for mig' får publikum til at gå helt bananas. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    7 / 13
  • Ingen i Glimmer Camp synes, at det er surt at vågne op dagen efter en fest med glimmer over det hele – for det vidner jo bare om sjove og festlige øjeblikke. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    8 / 13
  • Hassan har et par gange oplevet at møde både sine elever fra skolen – og deres forældre – på festivalen, hvor de også vil med til glimmerfest. Men det gør ham ikke noget: - Det er mega nice, for alle ved, hvad præmissen er på en festival: Vi hygger og har det godt, og der er plads til alle. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    9 / 13
  • Undervejs i glimmerfesten opstår der spontant en limbo-konkurrence. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    10 / 13
  • Camp Heinos Divaer er nogle af dem, der kommer forbi til glimmerfesten. Heino, som er en mannequin-overkrop, fandt de bag et hegn på Roskilde for otte år siden. Derfor skulle han naturligvis hedde Heino. - Vi slæber rundt på ham over det hele, han er med i fællesbad, og vi skiftes til at putte med ham om natten, siger de om Heino, der sågar har et telefonnummer skrevet på kroppen, så han kan blive genforenet med sin familie, hvis han skulle blive væk. Camp Heinos Divaer elsker glimmer og bliver tilbudt svimlende beløb for deres guldjakker, der i virkeligheden bare er købt på Amazon, når de går rundt på festivalpladsen. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    11 / 13
  • Der bliver filmet, tagget og poseret big time til glimmerfesten, som tiltrækker hundredvis af mennesker. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    12 / 13
  • Sara, Caroline og Mathilde er godt tilfredse med at have været til glimmerfest, hvor de – udover glimmer – også er blevet indsmurt i de skrigfarvede colour run-produkter, som bliver kylet ud over festgæsterne: - Vi ser jo bare virkelig godt ud i glimmer, og det er bare dejligt at se godt ud, når man lige har haft regn. Det er bare fedt med sol og farver. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    13 / 13