'Det er et kæmpe breakup-album': Her er ekspertens dom over Taylor Swifts nye album

Den amerikanske superstjerne har netop udgivet sit 11. album, der indeholder hele 31 sange.

Taylor Swift har netop udgivet dobbeltalbummet 'The Tortured Poets Department'. (Foto: © Robyn BECK, Ritzau Scanpix)

I nat amerikansk tid landede årets måske mest hypede album.

Nemlig superstjernen Taylor Swifts 11. album 'The Tortured Poets Department', som hun løftede sløret for, da hun modtog Grammy nummer 13 tilbage i februar.

Og udgivelsen i nat har budt på noget af en overraskelse for hendes mange fans – kaldet "swifties" – og for anmelderne. For i stedet for at udgive et "normalt" album med 10-15 numre, består 'The Tortured Poets Department' af – hold nu fast – hele 31 sange.

Den 34-årige singer-songwriter har nemlig tilsyneladende haft så meget på hjerte, at hun har smidt et dobbelt-album på gaden.

Som hun selv siger på sine sociale medier i dag:

- Det er en klokken to-overraskelse: 'The Tortured Poets Department' er et hemmeligt DOBBELTalbum. Jeg har skrevet så meget smertefuld poesi de sidste to år og ville dele det hele med jer, så her er anden del af TTPD: The Anthology. 15 ekstra sange. Og nu er historien ikke min længere... den er jeres.

Og det er en glædelig – men også overvældende – overraskelse, siger Taylor Swift-ekspert Sofie Aukdal, der er musikskribent og har skrevet en bog om popstjernen.

Da P3 fanger hende om fredag morgen, er dobbeltalbummet lige landet, og hun er i fuld gang med at lytte.

- Jeg troede, jeg skulle lytte til et album med 16-17 sange, men nu er der 31. Jeg har nået at lyttet til 23 indtil videre, og jeg synes, det virker spændende. Musikalsk er det et sted, jeg personligt bedst kan lide – det er en blanding af hende som singer-songwriter blandet med det poppede, siger Sofie Aukdal, der for alvor blev superfan i 2014 og har fulgt hendes karriere tæt.

- Jeg ved ikke, om jeg kan huske at have oplevet en lignende galskab omkring en popartist.

Taylor Swift er af mange medier blevet kaldt for den, der kan samle USA. Hun er gået ud og har taget stærk afstand til emner som racisme og homofobi, hvilket stadig er kontroversielt at gøre i dele af USA, men hun er stadig elsket af republikanerne. (Foto: © Doug Peters, Ritzau Scanpix)

'Bruddet tog hårdt på hende'

Siden Taylor Swift som 16-årig udgav sit første album, er hun nu blevet en voksen kvinde på 34 år – men hun er ikke blevet for gammel til at synge om svære kærligheds-breakups. Det får man også at høre på det nye album, som handler om hendes brud med ekskæresten, den britiske skuespiller Joe Alwyn.

For nærmest præcis et år siden slog de op efter seks år, og selvom Swift nu – til amerikanernes store glæde – er videre med den amerikanske fodboldspiller Travis Kelce, er det tydeligt, at bruddet tog hårdt på hende.

For det første menes albumtitlen ifølge amerikanske medier at være en direkte reference til en chatgruppe kaldet 'The Tortured Man Club', som eksen Joe Alwyn havde med nogle andre mandevenner. Og for det andet viser hun med sine tekster, at hun var knust, siger Sofie Aukdal.

Efter seks års forhold var Taylor Swift knust over bruddet fra Joe Alwyn. Parret gik fra hinanden i 2023, og det kan fans nyde godt af, da en del af albummet handler om Taylor Swifts svære følelser efter det tydeligt hårde breakup. (Foto: © Nancy Rivera/STAR MAX, Zz/AP/Ritzau Scanpix)

- Det er et kæmpe breakup-album, der handler om hendes brud med Joe Alwyn, og det er tydeligt, at det ikke var et nemt brud. Hun synger, at hun har mistet sit livs kærlighed, og at hun vil have ham tilbage. Der er en trist stemning og lidt nostalgisk art over det, som passer godt til titlen 'The Tortured Poets Department'. Der er noget lidt mystisk old school amerikansk poet-vibe med lidt 'Twin Peaks'-stemning over det, siger Sofie Aukdal og fortsætter:

- Nogle af sangene handler så om hendes nye forhold med fodboldspiller Travis Kelce, og de sange er en helt anden vibe – nærmest ovre i highschool teenage-crush.

Taylor Swift med kæresten Travis Kelce, som spiller for fodboldholdet Kansas City Chiefs. (Foto: © PATRICK T. FALLON, Ritzau Scanpix)

Albummet får da overordnet set også flotte anmeldelser i udlandet.

The Guardian kvitterer med fire ud af fem stjerner og skriver, at det er et album med glimrende sangskrivning – men lige lidt for langt.

The Independent er helt oppe at køre, kalder det "uimodståeligt" og giver det fem ud af fem stjerner, mens musikmediet NME er nede på tre stjerner og skriver, at udgivelsen efterlader én med "en overraskende flad fornemmelse" og til tider er "tåkrummende".

Gåder og spekulationer op mod release

At dette 11. album skulle blive til to, havde hardcore-fans faktisk gættet på. For lige siden Taylor Swift afslørede, at der var et album på vej, smed hun en hånd-emoji, der laver "peace-tegnet" ind i sine beskeder, som "swifties" straks spekulerede på, kunne betyde "to" – som i et dobbeltalbum. Og de havde ret.

Ydermere indeholder albummet i alt 31 sange, hvilket giver 13, hvis man bytter om på de to tal – og 13 er Taylor Swifts yndlingstal.

Og det er typisk for popstjernen at lave gåder og hints på den måde, forklarer Sofie Aukdal.

- Hun overrasker altid og gør vilde, uventede ting, så efterhånden er man vant til at skulle forvente det uforventelige. Hun laver tit underlige små clues og gåder, hvor det ikke er verdens undergang, hvis det bliver gættet, men hvor meningen er, at der gerne må opstå teorier om, hvad det betyder.

Hvorfor gør hun det?

- Hun har meget, meget dedikerede fans, som altid gerne vil være med på legen og synes, det er sjovt at spekulere og nørde. Det er ret unikt, hvor tæt et forhold man som Taylor Swift-fan har til én, man jo ikke kender.

- Jeg skal lige lytte det igennem flere gange for at finde ud af, hvilke sange bliver de store hits. Det er et mere eftertænksomt album, men det gør ikke mig noget, siger musikskribent og forfatter – og fan – Sofie Aukdal. (Foto: © DAVID GRAY, AFP/Ritzau Scanpix)

Hvad er det, hun kan?

- Jeg synes, hun er en virkelig fascinerende person, både musikalsk og kendismæssigt. Hun virker tilgængelig på en helt anden måde, og rent musikalsk kan jeg godt lide, at guitaren spiller så stor en rolle i hendes musik. Hun virker meget nede på jorden og er gavmild med at dele ud af sit privatliv til sine fans, hvor stjerner som Beyoncé og Ariana Grande er en smule mere reserverede – hvilket er helt forståeligt.

- Men det er lykkedes Taylor Swift at være lidt mere i øjenhøjde, uden at det har slagtet hendes privatliv.

Taylor Swifts verdensturné er i fuld gang, og nu venter Europa-delen af den. I den forbindelse skal Sofie Aukdal selv se hende i Stockholm, som er det eneste sted i Norden, hun giver koncert

- Det er et langvarigt peak i hendes karriere, vi oplever lige nu. Det er vanvittigt, men også sjovt at være en del af.