Da snevejr og frostgrader lå allerbagerst i bevidstheden, og solen stod højest over Tusindårsskoven i Odense, skete der noget, der tog pusten fra dj-duoen 'Lågsus'.
De skulle spille på festivalen Tinderbox på Magicbox-scenen i sommer, og da de trådte ind bag dj-pulten, satte sig på hug og kiggede hinanden i øjnene, var det starten på en stor oplevelse for dem.
Efter at have været væk fra P3's sendeflade som duo siden 2018, var de i tvivl, om Lågsus stadig havde en eksistensberettigelse. Havde de solgt dem selv for dyrt ved at spille på festivalen? Var scenen for stor? Ville det blive den fest, de plejede at have i 10'erne?
Hvis du spørger den ene halvdel af duoen, Pelle Peter Jencel, blev tvivlen gjort til skamme.
- Pludselig kommer der én ud på scenen og råber til os, at de har spærret adgangen til Magicbox af, fordi der er for mange mennesker. Det her er klokken 18. Det er ikke klokken 01 om natten, fortæller Pelle Peter Jencel om dagen i Odense.
- Der står 15-20.000 mennesker, og alt er ved at brænde sammen. Det her sker på en scene, hvor nogle af de største elektroniske navne spiller, og for os to halvfede dj's er der proppet, griner han.
Det blev starten på en ny epoke for duoen - en epoke, som officielt starter, når radioprogrammet 'Lågsus' efter seks år pause er tilbage i radioen på P3 fra den 19. januar 2024.
Det handler om kærlighed
Det var en tiltrængt pause, men gensynsglæden er stor for dem. Når duoen taler om programmet og det, der skal til at ske, når de skal sende hver fredag eftermiddag, forklarer de, at 'Lågsus' for dem er mere end et almindeligt radioprogram.
- 'Lågsus' er klart mere en stemning. Det er ubegrænset spilleglæde over musik og venskab, lyder det fra Pelle Peter Jencel.
- Det er en sindstilstand, understreger Nicholas Kawamura.
Årsagen til det er blandt andet, at 'Lågsus' tager chancer og tør være uforudsigelig, forklarer duoen. Det handler for dem om at give ny musik en chance, som det måske ikke får andre steder.
- Jeg kan huske, at vores daværende redaktør sagde, at vi skulle skide lige til kanten, griner Pelle Peter Jencel.
- 'Lågsus' er begejstring, gode sange og en god, festlig stemning. Uanset om man skal til fest eller ej.
Når 'Lågsus' vender tilbage, lover duoen, at det bliver som at tage til en fest med dine ældste og bedste venner. Et sted, hvor man falder tilbage i roller, man kender, og hvor playlisten danner rammen for gode minder - også selv om den er blevet opdateret hen over årene.
- Vi er ligeglade med at være cool dj's i Kødbyen. Vi skal lave et program, der gør noget for alle, siger Pelle Peter Jencel.
'Er der stadig plads til os?'
Selv om koncerten på Tinderbox i sommer ændrede noget for duoen, var det ikke planen, at de skulle tilbage til radioen.
- Jeg troede faktisk ikke, at jeg skulle tilbage til DR og lave radio, men hvis der var noget, der kunne få mig tilbage, så var det 'Lågsus', forklarer Nicholas Kawamura, der forlod DR i 2018.
Men sommerens mange koncerter på festivaler og deres koncerter i Vega i 2022 og 2023 satte tanker i gang.
- De første steder, vi kommer ud, er der bare proppet. Det er unge mennesker, som aldrig har hørt os i radioen, siger Pelle Peter Jencel benovet.
- De er for unge til at have hørt 'Lågsus', men jeg håber, at det er, fordi deres storesøskende har fortalt, at det er sjovt, og at de skal tjekke det ud, fortsætter Nicholas Kawamura.
Responsen har været decideret "sindssyg", lyder det fra duoen.
- Okay, så er der stadig plads til os, tænkte vi. Det troede vi faktisk ikke, men der er mere plads nu, end der har været før, siger Nicholas Kawamura.
Derfor var det som sendt fra himlen, da P3 spurgte, om de ville tilbage i radioen.
- Vent, kan vi få lov til at træde tilbage i den her drøm? Det skal vi gribe, fortæller Pelle Peter Jencel om sine tanker, da tilbuddet kom.
Som en storebror
Historien om 'Lågsus' begyndte, da Pelle Peter Jencel startede på P3 som praktikant i 2010. Her blev han sat sammen med Nicholas Kawamura, som dengang var vært på programmet 'Smag på P3' sammen med Le Gammeltoft.
I løbet af kort tid blev relationen mellem de to mænd mere venskabelig end kollegial. Pelle Peter Jencel fortæller, hvordan han så meget op til Nicholas Kawamura, og hvordan den garvede radiovært blev en storebror-figur på det store P3-skib, hvor Pelle Peter Jencel for nylig var startet.
Da Nicholas Kawamura efter to år blev tilbudt at lave et nyt program, føltes det derfor helt rigtigt, at det ville være med Pelle Peter Jencel som sin makker.
- Altså jeg var slet ikke i tvivl. Jeg havde håbet på, at det ville blive med Pelle, så det var det bedste forslag nogensinde. Alting gav bare sig selv på en måde, fortæller Nicholas Kawamura om de første udviklingsstadier af 'Lågsus'.
Hen over de seks år, hvor 'Lågsus' sendte fast i radioen, blev radioprogrammet også udvidet til et live-show, som blandt andet har spillet seks år i streg på Smukfest.
Men i 2018, da Nicholas Kawamura var på barsel med sit første barn, ændrede noget sig, og det var tid til at stoppe, mens legen var god.
'Det må aldrig blive for trygt'
Den 19. januar er de tilbage på P3, og selv om meget har ændret sig for dem - de har begge fået børn og står et andet sted i deres liv og karriere, end de gjorde, da de for over ti år siden debuterede med 'Lågsus', lover de at tage chancer og fortsætte, hvor de slap.
Skider I så stadig lige til kanten?
- Det er jo et lidt irriterende udtryk, men det er samtidig vores eksistensberettigelse, siger Pelle Peter Jencel og griner.
- Det må aldrig blive for trygt - hverken for os selv eller lytterne. 'Lågsus' har altid været det uventede, og det er også det, P3 står for for mig. Jeg vil gerne overraskes. Jeg vil gerne høre noget, der provokerer mig lidt i starten, men som jeg elsker efter to uger.