Mange af os kan godt lide vores kollegaer. Det kan være lige præcis dem, der gør det en del sjovere at gå på arbejde hver eneste dag.
Nogle af os er endda så heldige, at en god kollega bliver til en rigtig god ven, man ikke vil være foruden.
Sådan er det også for gutterne i APHACA.
De fire unge mænd Bertil Engberg Nielsen, Rumle Hueg Kærså, Bertram Ask Plauborg og Noah Elias Rasmussen, der tilsammen danner bandet APHACA, mødte hinanden ret tilfældigt gennem musikken. De var i hvert fald ikke venner, da de startede med at spille musik sammen.
Men det er de nu – kollegaer, men også bedste venner. Faktisk er APHACA alt andet end et arbejde for dem.
- Hver dag kommer man på arbejde og siger: "Yes! Det er dig, der er på arbejde", og sådan er det bare hver dag, siger Bertram Ask Plauborg og griner.
Og balancen mellem at være kollegaer og venner er utrolig vigtig for APHACA. Der skal nemlig både være plads til at være fokuserede og øve, men der skal i den grad også være plads til alt det, et venskab indebærer – på både godt og ondt.
Med udgangspunkt i alt det, de selv er, vil APHACA gerne repræsentere deres generation, som de kalder for en sårbar generation. Ikke sårbar, fordi den er skrøbelig – derimod fordi der er plads til forskellighed, følelser og samtaler, som kan være svære at have.
- Det handler for det første om ikke at dømme bestemte følelser, man kan have – om at have så åbne arme som muligt, snakke sammen og have brug for hinanden, siger Rumle Hueg Kærså.
- Det er blevet kutyme mellem folk på vores alder at snakke om sårbarhed og følelser på en måde, som jeg ikke føler, mine forældre har gjort. Og det er en styrke, siger Bertil Engberg Nielsen.
Fandt hinanden gennem musikken
Den rummelighed har de haft med fra start.
Det er var nemlig fire meget forskellige drenge, der mødte hinanden for førte gang i 8. klasse gennem musiktimerne. Lidt tilfældigt endte de i en container i skolegården efter skole, hvor de begyndte at skrive en sang sammen.
Så aftalte de at mødes igen dagen efter. Igen i morgen blev til igen i overmorgen. Og de mange øvetimer i containeren blev til deres første koncert sammen til en fredagscafé i kantinen.
Derfra er det bare gået fremad meget naturligt – både for musikken, men også for venskabet.
- Så lige pludselig ender man jo med at være meget sammen. Så efter at havde spillet sammen i et halvt år, ender man også med at blive gode venner, siger Noah Elias Rasmussen.
Efter at have spillet musik sammen og set hinanden næsten hver dag i seks år, er APHACA nu blomstret til et specielt rum, hvor balancen mellem dét at være kollegaer og gode venner er helt perfekt.
Musikalsk har de blandt andet skabt numre som 'Smelter under månen' og 'Til solen er sort', og det er især det musikalske rum, som er meget organisk og levende, der er kendtetegnende for dem.
Det siger Marie Hobitz, der er radiovært på P3.
- Det føles jo lidt som at være med i øvelokalet eller med på scenen, mens de spiller – meget som at være der med dem. Når man hører musikken indspillet, får man lyst til at komme hen og se dem live.
- De er virkelig gode til at skrive nogle tekster, som er meget billedlige, så man nærmest ser det som en film for ens indre øje. Og så er de nogle virkelig dygtige instrumentalister, og man kan mærke, at de virkelig elsker at skabe musik sammen, siger hun.
Og musikken har også båret andre fine ting med sig.
På fredag skal APHACA nemlig optræde live til P3 Guld – en prisuddeling, der hylder dansk musik.
Samtidig er de nomineret til 'P3 Talentet', hvilket stadig lige skal bundfælde sig hos bandet.
- Det er jo sindssygt at kigge på, hvem der har vundet den før. Altså, shit! Tænk, at vi bliver sat i den sammenhæng. Det er helt vildt fantastisk og smigrende, siger Bertram Ask Plauborg.
- Jeg tror først, jeg forstår det, når vi sidder inde i salen, og de siger, at vi er nomineret, slutter Rumle Hueg Kærså.