Det er ikke helt nemt at være teenager. Det er der vist mange, der kan skrive under på.
Der er krav fra forældre, samfundet, skolen, vennerne og fra én selv. Store krav, som kan være svære at leve op til, og som blandt andet har resulteret i, at det bare står virkelig, virkelig skidt til med unges mentale helbred.
Sådan forklarer mange undersøgelser det i hvert fald.
De unge har det svært, og første skridt mod at få det bedre er at tale om det.
Som frontløbere for dette - og med et ønske om at være den stemme, man kan have brug for at høre - har det danske band LUCY derfor valgt at sige "Hey, det' okay at være lidt deprimeret" allerede på deres debutsingle 'Deprimeret', som udkom før sommeren.
De fire drenge er nemlig enige om, at det er stærkt at være sårbar.
- Vi kan jo se på vores venner, at der bare er nogen, der ikke har det godt. Så vi har brug for at komme med et budskab om, at det er okay ikke at være okay, forklarer forsanger i LUCY, Sylvester Spangenberg.
- Jo jo, så kan det godt være, at vi er den generation, der skal redde hele verden og alt det der på én gang, men vi skal nok klare det hele, fortsætter han og griner, for den tanke kan overrumple de fleste.
Avis blev vejen mod musikkarrieren
LUCY er et dansk band fra Værløse. 17-årige Jens Bjerre, Sofus Koed Pedersen og Sylvester Spangenberg har kendt hinanden, siden de var helt små. Jens og Sylvester er endda kommet til verden på præcis samme dag og er vokset op 20 meter fra hinanden i hver deres hjem.
De tre venner har spillet musik sammen i mange år, men under coronapandemiens første ensomme sommer i 2020 tog det til.
Hvor de burde have været ude og suget ungdommens kilde til sig, gjorde nedlukningerne, at de tre drenge satte sig i Jens' kælder en hel sommerferie for bare at skrive musik.
Dengang var de blot 14 år gamle.
Her blev der skabt et rum, hvor alle kunne få luft til at tale om deres inderste, hvor luftmadrasserne var pustet op, og aftensmaden stod på teenageklassikeren hvidløgsbrød næsten hver dag.
Det var i den kælder, at der opstod magi, som hurtigt blev opsnappet af den lokale avis.
- Vi havde kuppet os til en eller anden helsidesartikel i Furesø-avisen, griner Sylvester Spangenberg.
Hvordan de havde gjort det, ved de stadig ikke, men artiklen endte med at blive læst af deres nuværende managers mor. Hun prikkede til sin søn og sagde, at de her drenge skulle han altså holde et vågent øje med.
Sønnen har tilfældigvis over tyve års erfaring i branchen og har tidligere været manager for Nik & Jay - og han er i dag bandets manager.
Inden for kort tid blev 18-årige Bertram også en del af bandet, da han allerede ved første møde imponerede trioen bag trommerne. The rest is history, som man siger.
Venskabet giver plads til følelser
Dengang skrev LUCY på engelsk, men de fandt hurtigt ud af, at ærligheden sprang mere i øjnene, når det danske sprog var i fokus.
- Det er mere blottende at synge på sit modersmål. Det er meget mere meningsfyldt, og som om vores tekster får en anden dybde. Jeg kan ikke bare mumle et eller andet, for når jeg synger på dansk, kan folk høre præcis, hvad det er, jeg synger, forklarer Sylvester om sprogskiftet.
Tekstuniverset er særligt vigtigt for LUCY. Gennem hele sit liv har Sylvester Spangenberg blandt andet praktiseret at skrive sine følelser ned. Hvis han havde haft en svær dag som barn, ville han komme hjem og skrive, hvad der var sket. For på den måde at have noget konkret at kigge på.
- Der kommer en distance til det, og måske man også kan se det anderledes. Så det med at skrive det ned har bare altid virket for mig, siger han.
Vi lærer hele tiden
Det har dog også virket, at LUCY kan tale med hinanden om alt. Det er venskabet, der er det vigtigste for de fire drenge. Her kan de tale om alt det, der gør ondt, og her kan de få aflastning for de svære følelser.
- Vi har altid kunnet tale om følelser, fordi vi er så tætte. Det er meget nemmere at snakke om følelser med folk, man har en god relation til, slår bassist Jens Bjerre fast.
- Jeg tror, at det med at vise følelser har ligget meget naturligt til os. Det er ikke, fordi vi har udtænkt, at det skulle vi. Det er bare, fordi vi ikke kan lade være, fortsætter Sylvester.
Derfor er det naturligt for dem også at gøre det gennem deres musik. Det er en energiudladning, hvor de kan italesætte de svære ting, de går igennem - også selvom det nogle gange kan være lidt svært at være helt ærlig. Men det er en læringsproces, hvor de hele tiden lærer, at alt skal kunne siges højt i bandet.
For alle tanker skal kunne siges højt, og ingen bliver dømt. Det er mantraet.
Det er det, de drømmer om, også sker ude i verden. De er nemlig slet ikke i tvivl om, at hvis man taler om det, bliver alt nemmere.
- Bagefter har man det bare så meget bedre, slår Jens Bjerre fast.