De sorte, gule, orange, røde, grønne, grå og blå streger snor sig op ad overkroppen og armene, videre langs halsen, hvor farverne bliver færre, og ender med at omfavne kinderne og indramme de blå øjne.
Der er stort set ikke det sted, 28-årige Tristan Weigelt ikke har blæk på sin krop og ansigt, og det er kun få steder, man lige akkurat kan se en smule af hans naturlige hud.
Når han sidder overfor en og taler, er det meget svært at lade være med at stirre fascineret på hans ansigt, for alle tatoveringerne virker dragende, men på en måde også lidt skræmmende.
Som om ens øjne lige skal vænne sig til at synet.
Det forstår Tristan godt, for sådan havde han det faktisk også selv, da han kom tilbage fra tatovøren og så sig i spejlet den dag i slutningen af 2021, hvor ansigtet var tatoveret færdigt.
- Da jeg kom hjem og kiggede mig i spejlet, tænkte jeg: "Hvad fuck er det, jeg laver". Jeg havde jo fået et nyt ansigt og havde det virkelig sådan "Fuck mand, nu ser jeg sådan ud". Det var en surrealistisk oplevelse, men så gik der to uger, og så havde jeg vænnet mig til det. Så var det bare mit ansigt.
Selvom han ikke længere selv tænker over de mange tatoveringer, kan han se, at han vækker opsigt nærmest overalt, hvor han går. Han oplever også, at mange har en forudindtaget ide om, hvem han er som person.
Han gætter på, at der højst findes én procent, der ikke har nogen fordomme om ham, når de ser hans tatoveringer.
Og det er faktisk helt ok.
- Mange er nødt til at finde en begrundelse for, hvorfor jeg ser ud, som jeg gør, og folk tror, jeg er småkriminel og ikke særligt intelligent. Så hvis jeg skal indlede en samtale med nogen, jeg ikke kender, skal de første mange minutter bruges på at overbevise dem om, at deres forestilling ikke stemmer overens med det, de ser.
Men det har han det fint med.
- Jeg kan godt lide at modbevise folks fordomme. Det kan noget at overraske, når de finder ud af, at jeg ikke er helt "hjerneskadet". Det er også derfor, jeg ikke rigtigt fortryder, at jeg har tatoveringer i ansigtet, da det er langt federe at kunne vende folks forventninger.
Omvendt oplever Tristan også, at folk kan blive skuffede, når de finder ud af, at han ikke "lever op" til deres forudindtagede opfattelse af en, der har tusser fra top til tå.
For sandheden er, at han på mange områder nok er temmelig langt fra.
Lever ikke op til folks forventninger
Da Tristan var yngre, var han med egne ord "en computernørd", der brugte utallige timer på at game derhjemme. Han var - og er stadig - eftertænksom, lidt stille, men meget veltalende. Ham, der hellere vil danse hele natten til en technofest end at tale med alle mulige forskellige og råbe højt.
Til dagligt lever han også et stille liv i Roskilde, hvor han bor og arbejder som tatovør og foretrækker roen og den smukke udsigt fra lejligheden fremfor at bo midt i København.
En dag i fremtiden drømmer han om at få en kæreste og børn og flytte langt ud på landet. Men lige nu elsker han sit arbejde, at rejse, at gå ud at spise lækker mad og købe særlige parfumer.
Og så opfører han sig virkelig ordentligt.
- Jeg har en ren straffeattest, drikker ikke alkohol og går ikke engang over for rødt. Jeg er heller aldrig blevet stoppet af politiet, efter jeg fik synlige tatoveringer. Hvis jeg nu kørte i en stor BMW, kan det være, det havde været anderledes, siger Tristan, der hverken ejer bil eller cykel, men går til alting.
Han får dog masser af opmærksomhed fra mange andre end politiet.
For nylig var han til karneval i København med et par venner, og der var stort set ikke et ledigt øjeblik, hvor folk ikke kom hen til ham og ville have taget et billede med ham eller høre om hans tatoveringer. Vi taler hvert andet minut, hvis det kan gøre det.
Folk var kun positive og gav ham komplimenter, så selvom hans venner ikke kunne forstå, han kunne holde til det, syntes han, det var hyggeligt, selvom han var træt bagefter.
Det minder ham nemlig om hans barndom i USA, hvor Tristan, som er enebarn, voksede op med sin danske yogalærer-mor og amerikanske far, som var kunstner og underviste i kunst på et universitet.
Familien boede i Californien, men flyttede til en lille flække i Washington State, hvor de brugte meget tid i naturen på at campere og sejle. Det var en tryg opvækst, hvor alle talte med alle - også selvom de ikke kendte hinanden.
Forældrene blev skilt, da han var seks år. Moren flyttede tilbage til Danmark med Tristan, fordi forældrene mente, uddannelsessystemet var bedre i Danmark.
De endte i en lille by på Sjælland med 200 elever i skolen, hvilket var et kulturchok - og ikke kun på grund af sproget, som i starten var et mix af engelsk og dansk.
Tristan følte nemlig, at danskerne virkede meget mere reserverede og kolde end amerikanerne og undrede sig over, hvorfor folk ikke talte med andre på gader, i butikker eller i toget. Det var noget helt andet, end han var vant til fra USA.
- Hvis du sidder i et tog i Danmark og taler med en fremmed, er der jo nærmest noget galt med dig. Men jeg synes faktisk, det er ærgerligt, at folk ikke snakker mere med hinanden, som man gør i USA. Takket være mine tatoveringer kommer jeg så helt klart i kontakt med mange flere, end jeg gjorde før. Det kan jeg godt lide.
Brug slideren og se Tristans store forvandling fra 2022 til 2022:
Blev pludselig vild med en særlig type tatovering
Indtil Tristan var 18, var tatoveringer ikke noget, han overvejede at få. Hans forældre havde altid syntes, tatoveringer var grimme, og han havde aldrig selv været fascineret af dem.
Det ændrede sig dog fra den ene dag til den anden, da han så en fyr på gymnasiet med en japansk sleeve (hel arm med japansk tatovering, red.) og blev overvældet og fascineret. Så han gik over til fyren og måtte høre alle detaljer.
- Japanske tatoveringer kombinerer grålige og sorte elementer med farve og er et helt andet formsprog end de mere traditionelle tatoveringer, og det blev jeg betaget af. Tatoveringer havde ikke sagt mig noget før, men fra den dag vidste jeg, at jeg ville have en hel arm.
De næste to år brugte han stort set al sin fritid på at researche alt om tatoveringer.
Da han havde nørdet alle stilarter igennem og havde indsamlet en masse viden, passede det med, at han var færdig med gymnasiet og helt afklaret. Han ville først have armen og bagefter ryggen tatoveret med den traditionelle japanske stilart.
Han havde i meget af sin ungdom været tynd og lille af natur og brugte al sin tid på at spille computer. Men et knust hjerte fik ham til at træne og gå op i bodybuilding og gav ham lyst til at vise sin krop frem med tatoveringer.
- Det var aldrig planen, at jeg ville have synlige tatoveringer. Tværtimod. Men herfra gik det stærkt.
Efter gymnasiet startede Tristan på CBS (Copenhagen Business School), hvor han læste erhvervsjura. De store tatoveringer på arm og ryg kunne stadig skjules under en langærmet skjorte, når han efter planen skulle have job i bankverdenen.
Men midt i studiet var han begyndt at tvivle på, om CBS var den rette vej for ham. Gad han bruge fem år på en uddannelse, som han var i tvivl om, og bagefter mange år på et job, hvor han måske ikke orkede at stå ud af sengen og gå på arbejde?
Der måtte være noget, han brændte meget mere for. Og det var her, han indså, hvor meget tatoveringer egentlig havde fyldt i hans liv, siden han blev betaget af den japanske stil i gymnasiet.
Så Tristan tog en stor beslutning. Han droppede ud af CBS for at blive tatovør - trods forældrenes skuffelse.
- Min far syntes, det var forbeholdt lowlifes og kriminelle. Han var kunstner og kaldte tatoveringer for "child's play", og det vil jeg faktisk langt hen ad vejen give ham ret i. Jeg ser det som et håndværk, og det er de færreste tatovører, der laver ægte kunst. Men jeg gik ikke den her vej på grund af et oprør - jeg havde bare brug for at gøre det, jeg gerne ville.
'Det var et stort commitment at tage'
De næste par år brugte Tristan på at øve sig i at blive god nok til at tegne, så han kunne komme i lære hos en tatovør. Der er mange om buddet, så det var meget svært at finde en læreplads.
Midt i den periode tog han en stor beslutning, som ville definere meget af hans fremtid. Han gik all in og besluttede sig for at bestille tid til at få tatoveret sine hænder og hals; steder, der ikke bare sådan lige kan dækkes af tøj.
- Det var, som om jeg var nødt til at sige til mig selv: "Fuck it, nu går jeg all in på at blive tatovør". Jeg vidste, at mine muligheder for jobs ville blive indskrænket med i hvert fald 80 procent med de synlige tatoveringer, så det var et stort commitment at tage, siger Tristan.
Det pudsige er, at han altid havde været imod synlige tatoveringer og i dag stadig synes, det er federe med nogle, man kan skjule under for eksempel et stilet jakkesæt.
Det kan føles lidt som skæbnen, at han valgte at få de synlige tatoveringer. For det viste sig, at den tatovør, der lavede dem, kendte en anden tatovør, som søgte en lærling. Tristan havde allerede afleveret to ansøgninger til stedet, men prøvede en tredje gang på hans tatovørs anbefaling - og denne gang sagde de ja. Så i april 2021 startede Tristan sit nye liv som tatovør, mens hans egen samling af tegninger på kroppen hurtigt voksede.
Det med hele ansigtet var egentlig ikke meningen. Det startede med halsen og hovedbunden. Men resultatet var han ikke helt vild med, da han syntes, det lignede en badehætte.
Så sendte hans tatovør en skitse af, hvad man så kunne gøre, og han tænkte "why not, det kan vi sgu godt prøve".
Først lavede de kinderne, dernæst panden og hagen - og så endte de med at lukke resten af ansigtet.
- Så det var ikke meningen, men noget der skete lidt spontant, siger han.
- Jeg synes også, at mange får lavet noget lort, når de får tatoveringer i ansigtet, så det her var måske også et oprør og en nysgerrighed for at se, om man kan få lavet noget fedt i ansigtet af en dygtig tatovør. Det var nok den største drivkraft.
Er du glad for den spontane ide?
- Hvis jeg kunne trykke på en knap, ville jeg erase alt og starte forfra. Ikke fordi jeg er utilfreds med, hvad jeg har, men fordi jeg har ideer nok til ti kroppe. Hvis jeg kunne starte forfra, ville jeg også kun få "blackwork" (sort farve). Jeg ville stadig have fået tatoveringer i ansigtet, men nok kun i siderne, som var den originale ide, da det så ville virke som en udsmykning – en accessory - i stedet for at virke, som om jeg ville være en ny person. Det var ikke min intention.
Har en meget lav smertetærskel
Nu har Tristan brugt omkring 300 timer og 330.000 kroner på sin kropsudsmykning og har tatoveret hele kroppen undtagen håndfladerne. Og ja - vi taler hele kroppen, inklusiv mellem benene.
Det var ikke fedt at få tatoveret "den" - især ikke helingsprocessen, afslører han. Men det var ikke det mest smertefulde sted at få en tatovering.
- Ansigtet var et helvede. Især rundt om øjnene, hvor der så mange indre blødninger, at det var ulideligt. De første to dage var det hele varmt, hævet og dunkede på læberne, og så skallede det helt vildt. Baghovedet gjorde også sindssygt ondt, især lige hvor kraniet møder nakken, siger Tristan.
Og desværre for ham vænner han sig aldrig til tatovørens nål.
- Jeg har en høj motivation, men en meget lav smertetærskel. I starten var det måske lidt meditativt at få tatoveringer, men efter 100 timer blev det bare irriterende.
Planen er ikke at få flere tatoveringer foreløbigt. Tværtimod bliver det største projekt måske at få de synlige tatoveringer i ansigtet og på halsen fjernet en dag i fremtiden.
De var, ifølge Tristan, aldrig lavet med henblik på at være der for evigt, og når han en dag slår sig ned og "bare vil slappe af", vil han ikke være afvisende for at få dem væk med laser. Men der er dog lang tid til.
Lige nu er han single, og ja, han foretrækker - måske overraskende - at finde en kvinde uden tatoveringer, eller i hvert fald så få som muligt.
Han får en del opmærksomhed på TikTok, hvor nogle af hans videoer får flere millioner visninger.
Mange er søde, men det er også på sociale medier, at han oplever en masse hate og onde kommentarer som "Hvordan har du det med, at du har ødelagt dig selv?" og "Hvor er du grim".
- Folk kan være virkelig sindssyge, sådan helt overdrevet, og det kommer, hver gang jeg lægger en video på TikTok. Men altså, jeg lever med det, det er heldigvis ikke noget, der rører mig, siger Tristan.
Det gør faktisk, at han ofte advarer andre, der kommer og spørger ham til råds, fordi de flirter med tanken om synlige tatoveringer.
- Jeg plejer at sige til folk, at de skal lade være. Folk undervurderer, hvor meget negativt lort og fordomme, man skal høre på, og det er ikke alle, der kan tåle det, tror jeg.
Heldigvis for Tristan vil han sige, at han hviler i sig selv og de valg, han har truffet - om det er sket spontant eller ej.
- Jeg føler, jeg får lov til at udtrykke det, jeg gerne vil. Ikke at jeg ikke hvilede mig selv før, men jeg føler, at tatoveringerne er blevet en del af min karakter. Før så jeg jo ud som jeg gjorde fra naturens side, men i dag har jeg selv haft stor indflydelse på, hvordan jeg ser ud - også når jeg ikke har tøj på. Det giver mig noget. Det gør det helt klart.