- Det er jeg ikke klar til endnu.
Det var musiker Ida Laurbergs første tanke, da hun sidste år fandt ud af, at hun skulle spille på den ikoniske Orange Scene på dette års Roskilde Festival.
For selv om Ida Laurberg i 2023 havde den mest spillede danske sang på dansk radio med 'Terrier', har udgivet et anmelderrost debutalbum, har vundet adskillige betydningsfulde priser og nu er på en omfattende sommerturné tværs gennem Danmark, var det med en vis usikkerhed og impostersyndrom, at hun i slutningen af 2023 fik at vide, at hun skulle spille på den største scene i Danmark.
- Jeg var bare sådan: "Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt!". Det må være en fejl, siger Ida Laurberg med et grin.
- Jeg har tit beskrevet det som den værste dag i mit liv, da jeg fik det at vide, fortsætter hun og smiler.
For jo, selvfølgelig drømte hun om at stå på Orange Scene, men hun havde bare aldrig troet, at det ville ske så tidligt i hendes karriere. Omvendt - hvis hun takkede nej til muligheden, ville den så dukke op igen senere hen?
- Det var en meget stor følelse at skulle have inde i kroppen, og så skulle jeg bare hjem og tage opvasken og hænge vasketøj op, for jeg måtte ikke sige det til nogen, fortæller hun, da P3 møder hende en uge inden den store koncert.
'Hvad så, Roskilde?!'
Torsdag klokken 16.00 gik det så løs for den unge popkomet. Til tonerne af 'Bænkevarmer', som er titelsangen fra hendes debutalbum, sad hun foran det lille hus på scenen på en bænk og ramte alle tonerne.
Regnvejret tidligere på dagen var forduftet, og solens stråler fik endelig lov til at bage over Dyrskuepladsen, mens 'Mellem mor og far' og 'Håber din kæreste dør' fulgte efter i setlisten.
- Hvad så, Roskilde?, råbte Ida Laurberg, og publikum kvitterede med jubel.
Selv om der kort før koncertstarten var halvtomt på pladsen foran Orange Scene, formåede hun at tiltrække nok mennesker til at fylde pladsen op, og selv om mange af Ida Laurbergs sange er af den mere stille art, som ikke får dansefødderne i gang, var stemningen høj.
Hun havde et greb om publikum med sangen 'Det' bare sådan det ser ud', som hun forud for koncerten kaldte for "ubehagelig", fordi den er så ærlig. Her blev der skabt et rum, hvor folk kunne synge med – og fælde en tåre over tekster om selvskade og mindreværd.
- Den er super hård at skulle spille live, fordi det føles lidt som, hvis man tager til psykolog og krænger sit hjerte ud, mens psykologen bare sidder med hurtigbriller på og hiver shotsrør op ad lommen, men samtidig er der ofte et par piger på første række, som græder, når den kommer på, fortalte hun før koncerten.
Og netop det skete også på Roskilde Festival, da Ida Laurberg stod på Orange Scene.
Højdepunkterne og koncertens ultimative peaks var, da makkeren Andreas Odbjerg kom ud for at synge hitsene 'Jeg ka' rigtig godt li' dig' og 'God dag', hvor Lamin også gæstede scenen.
Også Tina Dickow kom på besøg under koncerten, hvor duoen optrådte med en endnu ikke udgivet sang.
Allerhøjest lød jublen dog under 'Terrier', som lukkede og slukkede koncerten. Det var da også den sang, som Ida Laurberg havde glædet sig mest til at spille.
- Min største drøm har altid været at opleve folk synge med på mine sange, forklarede hun inden koncerten.
Og det virker til, at den drøm gik i opfyldelse på Orange Scene.