Forestil dig at gå kold i teltet en onsdag aften på Roskilde Festival. Ja ok, indrømmet, det er måske ikke så svært igen.
Men forestil dig så at blive vækket klokken 02 til lyden af nogle af de største danske rappere, Lamin og Artigeardit. At stikke hovedet ud af dit telt - og så se dem stå på en hjemmebygget vogn og spille midt i din egen camp.
Det lyder vanvittigt og surrealistisk. Og det var præcis sådan, det skete for William Marosi onsdag nat.
- Lamin havde jo lige åbnet Orange, og vi var inde at se dem allesammen, så da jeg lå og sov og blev hevet ud af teltet, var jeg i tvivl, om det var dem, eller om man bare spillede deres sange, siger 25-årige William og fortsætter:
- Jeg var sådan: "what the fuck, jeg har bare ligget og sovet, og så kommer man ud, det hele er linet op, og Lamin og Artigeardit står og optræder". Det var vildt.
Da han og de to venner David Sønnichsen og Mathias Andersen få timer tidligere, klokken 18, stod blandt mange tusind andre publikummer og så Lamin åbne Orange Scene med blandt andre gæsterapper Artigeartit, anede ingen af dem, at de samme nat ville opleve dem give en privatkoncert foran en lille heldig skare på max 500 i campingområdet - ovenikøbet i deres egen lejr 'Camp Holdet Er Holdet'.
Det fortæller de tre venner til P3.
- Natten har været fuldkommen hjernedød - det var fuldkommen crazy og også lidt kaotisk, siger David.
Og for lige at få noget på plads: Lamin og Artigeartit fik ingen penge for deres spontane koncert, slår drengene fast.
- De kom bare og gjorde det. Det er sindssygt god stil. De virkede sygt på. Det var ikke koncert-koncert på den måde, men det var, som om det bare var en lowkey-fest der opstod, forklarer både David og Mathias.
Virkede umuligt
Nå, men for lige at forstå, hvorfor i alverden Lamin og Artigeartit plus hele deres crew gav show fra en hjemmebygget vogn med påskriften 'Bæst 3.0' - og endda på dagen for et af karrierens absolut foreløbige højdepunkter, spoler vi lige tiden fire dage tilbage.
For der ligger selvfølgelig et større arbejde bag, at store stjerner pludselig dukker op uanmeldt på camp-området. Det kommer her:
I lørdags ankom David, Mathias og William til deres camp, hvor de talte med nogle af deres nabocamps om at lave noget vildt.
En af dem i Camp Chinatown, en fyr ved navn Patrick, havde gode forbindelser til blandt andet Anton Westerlin, der producerer musik for mange kunstnere, inklusiv Lamin og Artigeardit. Så Patrick trak i nogle tråde, og de prøvede på at få det til at ske.
Men det var hele tiden "måske" og "hvis" og virkede umuligt. Så umuligt, at William som sagt valgte at lægge sig til at sove klokken 22 onsdag aften, fordi han ikke troede på det.
Imens han sov, fik de andre dog hul igennem til Lamin og Artigeardits fælles manager, der bekræftede, at de var på. Og så fik drengene travlt. Rigtig travlt.
- Vi slog alle anlæggene sammen, så vi havde dem i en stor firkant på hele pladsen. Så var der alt det sikkerhedsmæssige, vi skulle have styr på. Vi var nødt til at snakke med dem oppe i tårnet og forklare, at der kom til at ske noget vanvittigt hernede. Så de sendte nogen fra Roskilde med veste herned - hvis nu der skete noget, skulle de så stoppe det hele.
Samtidig var rygtet begyndt at sprede sig som en steppebrand, så folk begyndte at vælte hen i campområdet, mens drengene kæmpede for at forbinde højttalerne trådløst og i princippet stadig ikke anede, om de to rapstjerner faktisk ville ende med at dukke op.
- Man må jo ikke annoncere store koncerter ude på campingpladsen, så det skal være spontant og ud af det blå, sådan noget opstår. Men rygterne spredte sig ret hurtigt, siger Mathias.
Lamin og Artigeardit gik på omkring klokken 02, og ifølge drengene fløj tiden afsted. Festen blev ved til klokken 04, hvor man ikke længere må spille på store anlæg på campingpladsen. Lamin og Artigeartit var gået lidt inden, men deres dj blev og spillede musik, til det lukkede.
Og det var verdensklasse, lyder det fra David.
- Det føltes helt ekstatisk. Man havde håbet så meget på det, og så var det en kæmpe forløsning, når det så endelig kunne lade sig gøre.
Ifølge vennerne var Lamin og Artigeardit i topform.
- Så der var god energi. De havde taget hele deres hold med, så de stod bagved og havde det sjovt, siger Mathias.
Hvad tænker I om, at nogle så store i dansk rap gør det her?
- Jeg synes, det er noget af det fedeste. Hvis jeg selv var artist, ville jeg også bare elske at gøre sådan noget og ligesom vise ens fans, at vi også bare kan være hernede på Roskilde i en tilfældigt opstillet camp.
Hvad viser det om dem, at de brugte tid på deres store åbningsaften på at spille for jer i stedet for at hænge ud backstage eller et andet sted?
- Det viser et stort overskud og er med til at til at give Roskilde noget ekstra. At spille på Orange, hvilket jo er noget af det største, og så tage festen med ud til folket - det er ret fedt.
Nu var I alle til den store åbning med Lamin. Men hvad var bedst - Orange-åbningskoncerten eller jeres piratkoncert?
- Altså, fordi det var på ens eget anlæg, vil jeg nok sige, at det var fedest og meget mere intenst. Det var lidt piratfest-agtigt, siger David.
Kan det blive årets koncert på Roskilde?
- Altså, det er lidt synd for alle de gæster, der ikke var med. Men for mig, jo - det tror jeg, det bliver. Helt klart, det var noget af det fedeste. Uden tvivl.